Der skrives og vises meget om selvomsorg på de sociale medier. Tips og råd til hvordan og hvad man skal gøre for ikke at sætte sig selv bagerst. Mange mennesker kommer med gode ideer ud fra egne erfaringer og poster billeder af det.
Meget af det, der postes, er ikke gratis tips. Det behøver det heller ikke. Men det kan det godt. Jeg drømmer om flere gratis eksempler på selvomsorg, hvor alle kan være med.
Spaophold og solstole
Derfor vil jeg her dele mine egne betragtninger på selvomsorg. Det behøver nemlig ikke at koste kassen.
Selvomsorg behøver ikke være en stor kop café latte med et hjerte i mælkeskummet.
Det behøver heller ikke være et spaophold, der koster en kvart bondegård.
Det behøver heller ikke være en solstol foran en pool på Kreta.
Jeg er selv ret materielt anlagt. Desværre. Derfor kan jeg godt komme til at sætte lighedstegn mellem selvomsorg og noget, der koster penge.
En morgen uden café latte er en dårlig dag
For en pæn klat år siden arbejdede jeg som psykolog i Indre By i København. Lige overfor vores kontor lå verdens hyggeligste og populæreste café, som lavede (det tror jeg stadig, de gør) verdens bedste café latte.
En morgen uden en stor latte fra caféen var en dårlig start på min dag! Det var selvomsorg i stor stil for mig at starte dagen dér. Nogle gange sad jeg på caféen og drak min latte. Andre gange gik jeg en tur og mærkede byens puls (jeg elsker København). Eller også gik jeg bare over gaden og op på mit kontor og drak latten dér. Selvomsorg var det under alle omstændigheder.
(ps: jeg savner det tit)
Men en dyr én af slagsen! Hver morgen, 5 dage om ugen løber pænt op, skulle jeg hilse og sige.
Heldigvis var jeg ikke på instagram dengang, jeg arbejde i København. Knapt nok på facebook heller. Ellers havde jeg nok postet de fleste af mine café latte´r under temaet selvomsorg.
Vi ved alle, at selvomsorg er så meget mere end café latte, dyre biler, spaophold og solstole på Maldiverne.
Den lille hverdagsomsorg
Men jeg synes, vi trænger til at pege lidt ekstra på ”den dér lille selvomsorg”, som kan være nok så stor – og ikke koster noget. For den kan nemlig noget. Måske får man ikke så mange likes på de sociale medier, når man poster ”hverdagsomsorg”, men det er alligevel vigtigt. Ikke mindst for fællesskabet, så alle kan være med og ikke behøver at få dén der oplevelse af, at selvomsorg ikke er noget for mig, fordi jeg ikke har råd til alt det, de ”rigtige” mennesker poster på de sociale medier.
Med fare for at pudse min egen glorie, så er her et eksempel fra min egen ret kedelige hverdag, når det gælder selvomsorg:
Siden jeg for snart 7 år siden begyndte at praktisere yoga og meditation, har jeg oplevet, at DET er selvomsorg med stort S. Følelsen bliver siddende længere end følelsen af at have drukket en café latte eller købt en pæn taske, som for mig også tit bliver kaldt for selvomsorg (”jeg har faktisk fortjent dén taske”).
Ikke destro mindre kan det være svært at holde fast i den der meditation (= selvomsorg). Mærkeligt – når man nu oplever de gode effekter igen og igen.
Men det er i hvert fald dét, som igen og igen sker for mig: Jeg kommer væk fra de gode praksisser, som ikke bare giver selvomsorg men faktisk også gør mig til et mere ”andreomsorgsfuldt” menneske (er min egen påstand).
Kedeligt på overfladen
Men (pudse pudse glorie) nu er jeg kommet godt i gang med en selvomsorgspraktik, som jeg VED er godt, og som jeg håber, jeg kan holde fast i (det ved jeg godt, at jeg ikke kan, men håbet er lysegrønt).
Det er på grænsen til alarmerende kedeligt at skrive om på de sociale medier. Og hvis jeg tog et billede og lagde det ud, ville mit opslag formentlig få 0 likes.
Men her kommer det alligevel:
De sidste par uger har jeg formået at (på hverdage) stå op kl 05.30 og meditere en halv time, før resten af familien så småt vågner og begynder at stå op.
Det kedelige – og ikke instapopulære – kommer her: Jeg mediterer på en skammel på badeværelset, som godt nok er nyrenoveret i sommer og derfor faktisk ret pænt og næsten instaværdigt.
Men alligevel: Jeg mediterer på badeværelset. I mørke. Med stille musik i ørene. Så sidder jeg bare der og har ingen plan eller nogle tanker om, hvad jeg skal have ud af det. Jeg er bare. Nogle gange flyver tankerne. Andre gange er jeg ret tom i knolden.
Når den halve time er gået, har jeg fået en god start på dagen. Uden latte, dyre tasker eller solstole. Bare en skammel på et mørkt badeværelse.
Sunde floskler
Jeg behøver ikke en gang analysere så meget i, hvad det er, der gør, at det føles som en god start på dagen. Jeg behøver ikke vide hvorfor. Andet end at det handler om, at der kommer ro i hovedet, som følger med mig mere eller mindre resten af dagen.
Se dét er selvomsorg – pakket ind i usynligt papir, som ikke behøver flashes på de sociale medier.
Jeg siger ikke, at det virker for alle. Men jeg ved (det ved forskningen også), at det virker for mange. Rummet kan være et badeværelse, møblet en skammel. Eller et helt andet rum.
Det er ikke det ydre, det handler om. Det er dét, der sker i det indre, der er vigtigt. Selvom det lyder floskelagtigt.