Når stress bliver ”normalt”
Forud for diagnosen var nogle år, hvor jeg var meget stresset. Jeg bekymrede mig ikke så meget over det, fordi jeg trivedes med travlhed, mit arbejde og mit liv i det hele taget. Set i bakspejlet forstår jeg nu, at jeg simpelthen havde vænnet mig for meget til at være stresset. Det var blevet en normaltilstand for mig.
Der var ikke nogen, der advarede mig. Jeg så nemlig ikke stresset ud udadtil. Og så var jeg sådan én, der prioriterede tid med familien, så jeg arbejdede ikke over. Stressen handlede om at ville præstere og gøre det godt over hele linien; og nok aldrig rigtigt føle, at jeg levede op til mine egne forventninger.
Stress, angst, udbrændthed og sclerose oveni
Men sommeren 2016 blev det for meget. Jeg havde efterhånden en masse symptomer på stress og også andre mere fysiske symptomer som et ben, der føltes tungt samt dårlig balance. Da jeg en dag næsten ikke kunne gå, blev jeg sygemeldt med udbrændthed.
Der blev også igangsat en neurologisk udredning, og der gik ikke lang tid, før jeg fik at vide, at jeg levede op til kriterierne for den kroniske og såkaldt livslange sygdom sclerose.
Jeg var sygemeldt med stress og udbrændthed i 7 måneder. I starten var jeg, hvad man vist tidligere kaldte "et nervevrag". Jeg havde været travl og stresset i mange år, og nu ramlede det hele bare.
Sygemelding, yoga og bøger
Som person er jeg stædig. Det har sine fordele og ulemper. Jeg brugte min sygemeldingsperiode på at læse alt, jeg kunne komme i nærheden af om sclerose og andre kroniske sygdomme.
Jeg begyndte også at gå til yoga, og det blev ret udslagsgivende. Jeg har været sådan én, der har dyrket yoga i perioder. Jeg var lidt fascineret af de der billeder med smukke mennesker, der kunne stå i alle mulige og umulige positioner. Men jeg syntes, det var kedeligt. Jeg havde ikke tålmodighed til det. Jeg ville hellere løbe nogle ture og virkelig få pulsen op, og så var det i øvrigt hurtigt overstået, så jeg kunne nå alt det andet, jeg også gerne ville nå i livet. Det var også noget med, at jeg fik dårlig samvittighed over at bruge for meget tid bare på mig.
Men nu var situationen en anden. Jeg var sønderstresset, og min krop var ved at falde fra hinanden. Jeg kunne ikke løbe; kunne ikke skynde mig – kunne næsten ikke gå. Og var sygemeldt og havde oceaner af tid, når min mand var på arbejde, og mine børn i børnehave og skole. Så jeg kunne lige så godt blive i det der langsomme yoga.
Noget skulle jeg jo lave.
Yogaens effekt og en begyndende undren
Jeg oplevede hurtigt, hvordan yogaen og dens fokus på åndedrættet fik mig til at falde til ro og fik mit nervesystem mere i balance. Jeg mærkede, at jeg begyndte at få færre panikanfald, mindre angst og følte mig mindre udmattet. Jeg fik det også bedre fysisk; bedre balance og endda lidt bedre gangfunktion.
Det var også i denne periode, jeg begyndte at undre mig over, hvorfor det ikke er mere almindeligt med kombinationen af yoga og samtale, når man er stresset, angst og/eller udmattet.
Jeg begyndte at lege med tanken om at blive klogere på yoga og kombinere yoga med samtale ift mine klienter.
Når samtale skaber stress, og yoga skaber ro
Det begyndte at gå op for mig, at jeg i mange år havde mødt en masse mennesker med stress, angst og udbrændthed, som ville have haft rigtigt godt af at dyrke yoga, fordi det simpelthen beroliger nervesystemet. Tilstande som angst, stress og udbrændthed har især fysiske symptomer, og dem lindrer man bedre med yoga end med samtale. Eller endnu bedre: med en kombination!
Jeg oplevede selv, at yogaen i den der akutte fase, hvor jeg virkelig var dårlig, hjalp mig mere end psykologsamtalerne, som jeg også modtog. Det var rart nok at få snakket, men nogle gange satte det for meget ubehag og stress igang, fordi mit nervesystem var så overbelastet.
Jeg blev så optaget af yogaens effekt på mit velbefindende, at jeg bestemte mig for at dykke dybere ned i yogaens verden. Jeg tog en grunduddannelse i yoga, og har siden bygget på med kortere uddannelser (yoga i psykologisk behandling og yoga nidra). Jeg begyndte også at undervise i nybegynderyoga.
Dyrekøbte erfaringer og en stor beslutning
Da jeg efter min sygemelding kom tilbage til min arbejdsplads, startede jeg langsomt op, og gik ikke højere op end halv tid. Jeg ville have mulighed for at fortsætte med at fordybe mig i yoga. Desuden vidste jeg, at jeg var nødt til at skrue ned for livstempoet pga sclerosen.
Tilbage på arbejdspladsen blev jeg stresset igen! Jeg faldt tilbage i gamle mønstre med gerne at ville nå en masse og frem for alt præstere og levere det samme som mine kolleger. Også selvom alle på min arbejdsplads havde fuld forståelse for min situation.
Det fik mig til at tage en vigtig beslutning. Det var ikke en hurtig beslutning men en nødvendig én. Jeg tog orlov et år, startede eget og sagde op efter et år.
Jeg har ikke fortrudt. Selvom det også var forbundet med stress at starte op som selvstændig. Jeg kunne tage det i mit eget tempo og behøvede ikke leve op til kommunale regler og direktiver.
Fra ansat til privatpraktiserende
Helt formelt startede jeg som selvstændig privatpraktiserende psykolog i 2018 – knapt 2 år efter min sclerosediagnose. Jeg valgte at kalde mig for ”Yogapsykologen”, fordi jeg brændte meget for at udbrede kundskaben om yoga, og hvordan man kan kombinere yoga og samtale.
For at spare penge og nedsætte stressniveauet valgte jeg at arbejde hjemmefra. Det krævede en ombygning af et anneks ved siden af vores hus. Det blev til en 15 kvardratmeter lys og hyggelig klinik, hvor jeg endda også havde plads til små hold af yogaelever. Det krævede dog, at jeg fjernede alle møbler, når jeg havde yogaelever, og det blev jeg ærligt talt træt af efter et lille års tid – og stoppede med det. Det var ikke rigtigt foreneligt med at leve et nogenlunde stressfrit liv!
Til gengæld fortsatte jeg med at tilbyde yoga til de klienter, der kom fysisk i min klinik – i det omfang de var interesserede og vi sammen fandt det hensigtsmæssigt.
Yoga er ikke for alle
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fra starten havde en forestilling om, at langt de fleste af mine klienter ville være interesserede i kombinationen af yoga og samtaler. Nok fordi jeg stadig var i en fase i mit eget liv, hvor jeg oplevede yogaen som magisk!
Men jeg erfarede, at det ikke var alle, der var interesserede i yoga! Det siger jo sig selv, men jeg havde nok en lidt naiv forestilling om, at fordi yoga havde ændret mit liv, så måtte det også kunne ændre andres liv. Jeg lærte meget af de klienter, som jeg ”fik lov” til at eksperimentere med yoga sammen med. Men jeg lærte også meget af, at det ikke er alle, der er interesserede – selvom det er sundt og nyttigt!
Jeg valgte at kombinere de fysiske samtaler med onlinesamtaler – af flere grunde. For det første var jeg nysgerrig. Det var oppe i tiden med onlineterapi. For det andet var det bekvemt og langt mindre stressende, at jeg ikke hele tiden skulle tænke på at have en pæn og ryddelig klinik og rent wc i privaten, som mine klienter kunne låne 😊.
Corona, onlineterapi og en hundehvalp
Da Corona ramte verden i 2020 overgik jeg i en periode helt til onlineterapi. Det var jo ens for hele verden, at vi lige pludselig nærmest kun mødtes online.
Der er ikke så meget godt at sige om Corona. Men som vi alle alligevel ved, har det også ført noget godt med sig. For mit vedkommende blev det tydeligt, at jeg blev langt mindre stresset af at arbejde online. Det kræver simpelthen mere overskud at mødes fysisk.
Det interessante var, at en del af mine klienter havde det på samme måde! Er man ramt af fx stress eller angst, kan det være meget svært at komme ud af døren og mødes fysisk med en psykolog.
Da vi var ovre den værste coronatid, købte vi en hundehvalp (ligesom mange andre 😊). Den første tid var det svært at have klienter fysisk pga dette, så jeg ”forlængede” simpelthen tiden som onlinepsykolog.
I dag er vores lille hund, Millie, større og ikke helt så gøende og opmærksomhedskrævende længere. Til gengæld har jeg valgt at fortsætte med (stort set) kun at tilbyde onlineterapi. Simpelthen af den helt egoistiske grund, at det er sundere for mig.
Onlineterapi virker!
Og jeg kan sige én ting: Det virker. Der er rigtigt mange, der er glade for det. Det har fordele og naturligvis ulemper. Det vigtigste er, at man som klient VÆLGER onlineterapi af den ene eller den anden grund. Hvis det ikke føles godt i maven, skal man vælge en psykolog, man kan møde fysisk op hos.
Jeg har gjort mig mange erfaringer de sidste år som privatpraktiserende psykolog. En af dem er, at yoga rent praktisk fylder mindre nu, hvor jeg primært arbejder online.
Yoga er stadig en stor del af mit liv og noget jeg dyrker selv stort set hver dag. Jeg anvender det også i mine samtaler – fx vejleder jeg i hvilke former for yoga, der kan passe den individuelle klient. Jeg bruger også yogaen som en form for filosofisk rettesnor i mine samtaler, fordi der er så meget livsvisdom at hente i yogaens verden.
Ikke destro mindre har jeg valgt at sige farvel til navnet ”Yogapsykologen”, fordi det på en måde er blevet for smalt. Men selvom yogaen er en filosofi og en måde at være i verden på, oplever jeg, at det at kalde sig for Yogapsykolog kan misforstås og primært handler om den fysiske del af yogaen.
Intet kunne dog være mere forkert. Yoga er meget mere end fysiske bevægelser, og det ved de fleste idag godt. Men for mig har tiden alligevel været inde til at ændre navn til noget, som klinger bredere og som jeg er blevet mere og mere optaget af de sidste års tid – både som menneske og som psykolog.
Navneskift til ”Langsom psykologi”
I dag er der ikke mange, der kan sige sig fri for at leve travlt. Langt de fleste jeg taler med, synes de har for travlt. Det er endda noget, mange af os taler om. Men min erfaring er, at der ikke er mange, der gør noget ved det. Og dem som faktisk GØR noget ved det, gør det ofte, fordi de har været tvunget til det, fx fordi de simpelthen bliver alvorligt syge af stress og travlhed.
Det er trist, at det skal komme så vidt, at vi taler og taler om, at vi har for travt og først gør noget ved det, når det næsten er for sent – eller når konsekvenserne er meget alvorlige.
Jeg vil gerne slå et slag for, at vi lever langsommere, så vi ikke ender som fortravlede skygger af os selv, der som 80-årige ser tilbage på et liv, vi ikke en gang kan huske, fordi vi levede det i overhalingsbanen.
Derfor har mit firma skiftet navn til ”Langsom psykologi”. Jeg håber, du vil lade dig inspirere og lytte og læse til nogle af mine tanker og reflektioner, så DU også kan begynde at stoppe op og reflektere over dit liv og den hastighed, du lever det i.