Det er en kontroversiel påstand. Og jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke mener, at alle os med kroniske sygdomme selv er ude om, at vi er blevet syge. Jeg tror ikke, at vi alle har tænkt os syge. Men jeg tror, at jeg har. Og jeg tror, at det er ”muligt” at tænke sig syg. Eller snarere at der er en risiko for, at man kan gøre det, selvom det er helt ubevidst.
Jeg tror også, at det er vigtigt at blive klogere på, om det kan være tilfældet. For hvis det er muligt at tænke sig syg, så er det måske også muligt at tænke sig rask.
Jeg har nu i flere år været interesseret i og pløjet mig igennem litteratur om kvantefysik og spiritualitet og har fundet ud af, at de er to sider af samme sag.
Hvor sidder tankevirksomheden?
Hvad vil det sige at tænke, og hvor sidder tankevirksomheden? De fleste vil nok sige, at vi tænker med hjernen. Det er det traditionelle syn på tænkning. Tænkning finder traditionelt set sted dér, hvor vi også har adgang til sprog, nemlig hjernen.
I min optik tænker vi med hele kroppen, og sproget behøver ikke nødvendigvis være involveret i tænkning. Hver eneste af kroppens 37 billioner celler tænker, samtænker, sameksisterer og samarbejder. Hver eneste celle har bevidsthed, selvom vi traditionelt set også taler om bevidstheden, som noget, der sidder i hjernen.
Hvis du har læst nogle af mine tidligere blogindlæg samt indlæg på Instagram, så ved du nok allerede, at jeg er kritisk overfor dén dualisme, der præger dagens videnskabssyn. At man dybest set opfatter kroppen som en maskine, der er adskilt fra sindet og/eller sjælen.
Jeg tror på, at alt hænger sammen, og det er jeg heldigvis ikke den eneste, der gør. Igennem de sidste år har jeg læst og læst og læst og er blevet bekræftet i, at vi som samfund er gået helt galt i skoven med den dualismetænkning! Vi kan ikke adskille krop og sind. Hverken når vi diagnosticerer, eller når vi behandler.
Alt det vil min kommende bog komme til at handle en hel masse mere om.
For hvis det er muligt at tænke sig syg, så er det måske også muligt at tænke sig rask.
Tilbage til indsigten
Tilbage til det med indsigten, som egentlig ikke var overraskende men mere bekræftende. Som sagt sad jeg for nylig og skrev om tiden op til diagnosen (som jeg fik i 2016).
To ting gik op for mig:
- Det var kun mig, der troede, at jeg havde sclerose, da jeg endelig tog mig sammen til at fortælle om min uro. Familie, venner og endda et par læger, som jeg konsulterede, syntes ikke, at min historie og bekymring lød som sclerose.
- Mine symptomer var ikke klassiske sclerose-symptomer (det var derfor, hverken læger, venner eller familie forstod min uro). De var i hvert fald ikke særligt mange. Der var faktisk kun ét, og det var, at mit højre ben ikke altid makkede ret. Det var tungt og ville ikke altid følge med mig.
Der var simpelthen ikke nogen rundt omkring mig, der havde lagt mærke til, at jeg skulle være forandret på nogen måde. Andet end at en del godt kunne se, at jeg var stresset, hvilket heller ikke var noget, jeg lagde skjul på. Omvendt var (er) det jo ret almindeligt at være stresset, så det er der ikke mange, der studser over, før man falder helt sammen.
Det gjorde jeg så ”en skønne dag”, hvor mine ben ikke længere kunne bære mig. Så krøb jeg til korset og fortalte, at jeg længe havde mistænkt sclerose.
Hvorfor dog det?, var omgivelsernes reaktioner. Mon ikke det ”bare” var stress? Eller noget andet fysisk med mit ben?
Jeg var sikker. Det var sclerose. Jeg havde vidst det i flere år – men først turdet sige det højt nu (i 2016).
(set i bakspejlet er det interessant, at jeg var den eneste, der havde mistanke om sclerose)
Men jeg ville ønske, at videnskaben var lidt mere nysgerrig og ydmyg. Der var en gang, hvor man troede, at jorden var flad, fordi man ikke kunne bevise, at den var rund.
Hvad var det, jeg havde vidst i mange år?
Tolv år tidligere, i 2004, hvor jeg var førstegangsnybagt mor, blev jeg ramt af en synsnerveinflammation på det ene øje.
Da øjenlægen nævnte, at det kunne være symptom på sclerose, ramte panikken hårdt. Man kan ikke få sclerose, når man er førstegangsmor til en baby på 6 uger. Sådan var logikken i hvert fald i min verden. Den helt store fortrængningsproces gik i gang.
Og stor var glæden da også, da en neurolog efter en kortere fysisk undersøgelse, tilbageviste mistanken og mente, at det bare var hormonelt betinget.
Jeg gik glad hjem og helligede mig moderskabet (og synet kom langsomt tilbage). Hvad jeg ikke var klar over var, at panikken ikke havde sluppet sit tag i mine 37 billioner celler fordelt i hele min organisme.
Fra dén dag i 2004 begyndte mit kropssind (som jeg (og flere dualismemodstandere) kalder det HELE, som består af både krop, hjerne, sind og sjæl) at frygte sclerose.
Hver eneste celle blev programmeret med frygt, og da alle celler samarbejder på et højere og meget intelligent plan, så spredte frygten sig ud i hele mit system – hjerne, nervesystem, krop, sind, sjæl.
Jeg gik rundt med en ubevidst overbevisning om, at jeg”en skønne dag” ville få sclerose. Et mantra kørte i mig: ”Jeg vil ikke have sclerose”. Jeg var ikke bevidst om mantraet, men det var der. Hele tiden.
Du kender nok den psykologiske test, at når man siger til en person: ”du må ikke tænke på en elefant”, så tænker personen naturligvis på en elefant. Hjernen kan ikke ikke-tænke.
Det samme sker, når man går rundt med det ubevidste mantra ”Jeg vil ikke have sclerose”. Det bliver simpelthen til ”Jeg vil have sclerose”, fordi ”ikke” ikke eksisterer.
Man kan sige, at jeg simpelthen – helt tilbage i 2004 – begyndte at leve op til overbevisningen om, at jeg havde eller ville få sclerose. I 2016 havde overbevisningen levet så længe i alle mine celler, at det var blevet til virkelighed. Helt ind på celleplan således, at der opstod forandringer i hjernen, som var foreneligt med en sclerose-diagnose.
Mine celler havde naturligvis ingen skumle bagtanker med at lade mig få sclerose. De gjorde blot som jeg tænkte. De levede op til den programmering, jeg desværre helt uvidende lagde ind i dem.
(set i bakspejlet er det interessant, at jeg var den eneste, der havde mistanke om sclerose)
Hvorfor benet?
Hvorfor ramte sclerosen mit ben? Det gjorde det simpelthen, fordi jeg havde for travlt, og fordi jeg i 12 år havde forsøgt at løbe fra frygten for lige netop den sygdom.
Jeg løb både bogstaveligt og mentalt. Jeg levede travlt, var stresset på jobbet og forsøgte at være den der perfekte mor, som hentede mine børn tidligt. Jeg forsøgte at leve op til en million krav om at være perfekt. Jeg nåede aldrig i mål.
Jeg løb også bogstaveligt, fordi det sparede tid. Jeg følte ikke, at jeg havde tid til at træne men vidste godt, at det er nødvendigt, så jeg valgte løbetræning, fordi det var det, som var hurtigst overstået.
Det ”gode” ved at skynde sig og løbe stærkt, var at så blev der ikke tid til så mange tanker og ”mærken efter”. Jeg løb fra frygten, så jeg ikke behøvede at se den i øjnene.
Men dét man løber fra, indhenter altid én til sidst. Det skete også for mig, og derfor satte symptomerne sig i benene. Nu var jeg bogstaveligt talt tvunget til at stoppe op og møde frygten.
Paradokset
I starten var det mig, der var overbevist om, at jeg havde sclerose, fordi jeg havde forberedt mig på det i 12 år. Lægerne troede mig ikke (de troede ”bare”, at jeg var gået ned med stress), og jeg måtte tigge og bede om en magnetrøntgenscanning af hjernen.
Da lægerne så pletterne i hjernen, gik de fra 0 til 100 og var overbeviste fra det ene sekund til det andet. Det var sclerose.
Det paradoksale var, at da lægerne kom med dén dom, jeg havde gået og (for)ventet i 12 år, så begyndte jeg at tvivle. De virkede nemlig til at være fuldt ud tilfredse med, at scanningerne og rygmarvsprøven bekræftede diagnosen. Når jeg spurgte, hvorfor jeg ikke ”bongede ud” på de neurofysiske tests, kunne de ikke svare på det. De kunne heller ikke svare på, hvorfor jeg kun havde ét symptom (benet). Og de benægtede (og blev nærmest irriterede), når jeg stillede spørgsmål om, hvorvidt stress og angst kunne udløse sclerose, og hvordan det fysiske og det mentale i det hele taget hang sammen.
Lægernes uvidenhed og ensidige fokus på, hvad de kunne se på en scanning og en rygmarvsprøve, gjorde mig skeptisk, og allerede her begyndte rejsen for mig. Den rejse, hvor jeg stiller mig kritisk overfor dualismens greb om lægevidenskaben.
Mine celler havde naturligvis ingen skumle bagtanker med at lade mig få sclerose. De gjorde blot som jeg tænkte. De levede op til den programmering, jeg desværre helt uvidende lagde ind i dem.
En holistisk rejse
Rejser kan være af kortere eller længere varighed. Min (skeptiske) rejse med en sclerose-diagnose startede med diagnosen i 2016, men jeg er langt fra ved vejs ende. Den er faktisk først lige startet. De sidste par år har jeg nemlig støvet litteraturen for ”alternative sandheder”, som den traditionelle lægevidenskab ikke tør tage for gode varer.
Det er ærgerligt men egentlig også forståeligt, idet videnskaben bygger på tydelig evidens, og her kommer et ikke-dualistisk perspektiv desværre endnu til kort, fordi det er svært at bevise meget af dét, der sker i kropssindet.
Men jeg ville ønske, at videnskaben var lidt mere nysgerrig og ydmyg. Der var en gang, hvor man troede, at jorden var flad, fordi man ikke kunne bevise, at den var rund. Der var også en gang, hvor man troede, at solen bevæger sig rundt om jorden, men så fandt man ud af, at det var den anden vej rundt.
Videnskab bygger på nysgerrighed, og noget er kun sandt, så længe det kan bevises. Som da jorden ikke længere var flad, fordi man kunne bevise, at den var rund.
Jeg har nu i flere år været interesseret i og pløjet mig igennem litteratur om kvantefysik og spiritualitet og har fundet ud af, at de er to sider af samme sag.
(jeg har også læst mange andre bøger om kroppen, biologi, filosofi, psykologi, traumeteorier osv… og alting hænger sammen, jeg er ved at lægge et kæmpe puslespil)
En meget vigtig pointe, som har åbenbaret sig for mig, er at der intet mystisk er ved spiritualitet. Det meste er ren (kvante)videnskab. Og det ”beviser” (selvom det ikke kan ses med det blotte øje og ej heller måles med almindelige måleinstrumenter), at tanker er både fysiske, psykiske og mentale.
Tanker og bevidsthed er spredt ud i hele kroppen. Vi tænker med hele kroppen, inkl. hjerne, sjæl og sind. Ikke så mærkeligt når nu alting hænger sammen. Om dualismen vil det eller ej.
Alt det og meget mere vil jeg skrive en bog om. Jeg er så småt i gang. Det bliver lidt som en detektivrejse med forstørrelsesglas og ”spioneren” rundt såvel inde i mig selv og mine intelligente celler, men også en søgen udad i al den litteratur, som er godt i gang med at gøre mig klogere på, at alting ikke er, som det ser ud til ved første dualistiske øjekast :).
Hver eneste af kroppens 37 billioner celler tænker, samtænker, sameksisterer og samarbejder.