...Men jeg er ærgerlig over, at den traditionelle lægevidenskab ikke er mere nysgerrig efter at forstå kroniske sygdomme i et holistisk perspektiv. Og at den stædigt – mere eller mindre – holder fast i, at kroniske sygdomme varer for evigt.
Sådan en anskuelse risikerer nemlig at fastholde mennesker, der får diagnoser på kroniske sygdomme, i en håbløshed eller opgivenhed, som de indretter deres liv efter.
Jeg anfægter også, at lægevidenskaben ikke interesser sig mere for de mennesker, som bliver raske. Det omtales som ”mirakelhistorier”, og så er det som om, det ikke er interessant. Måske fordi man ikke vil give folk falske forhåbninger, og det er jo meget ædelt. Men spørgsmålet er, om det er ædelt at give folk for få forhåbninger og lade dem blive i troen på, at der ikke er nogen grund til at tro på helbredelse?
Jeg tror på, at hvis den gængse lægevidenskab var mere nysgerrig og ydmyg, så ville der være en del mennesker med kronisk sygdom, der kunne føle sig håbefulde og ikke tro på dét, som er blevet som en sandhed: at kronisk sygdom varer livet ud.
For sandheden er, at det VED vi ikke, og vi ser det udfolde sig. Vi ser folk, der kommer over kroniske sygdomme. Hvorfor taler vi ikke noget mere om det? Hvorfor er nysgerrigheden ikke større?
Jeg ønsker med min historie at ”prikke til” og udfordre denne gængse opfattelse, fordi jeg ikke tror, at den holder vand i dag. Vi ved simpelthen bedre, men der er brug for, at nogen tør gå foran og tænke – og snakke – ud af boksen. Det er der heldigvis en del, der gør, og nogle af dem er jeg inspireret af og vil fortælle om i bogen.