...Jeg troede, jeg havde forstået. At jeg skulle ændre mit liv, leve langsommere og trække vejret dybere. Yogaen lærte mig dette. Så langt, så godt. Jeg var på rette vej. Troede jeg.
Hvad jeg ikke indså, var at det slet ikke var nok ”bare” at trække lidt i håndbremsen og lave nogle få ændringer, fordi jeg fortsatte i et ”frygt-gear”. På nogle områder har yogaen endda været med til at stresse mig yderligere – og skabe grundlag for endnu mere præstation og frygt.
Jeg var enormt bange for dén sygdom, der tilsyneladende havde ramt mig, og nu var det især min krop, der havde svigtet mig, som jeg forsøgte at løbe fra. Ved at ”gøre alt det rigtige” – yoga, meditation, opsige mit job og starte eget (og arbejde meget mindre), så jeg fik tid til at træne HÅRDT, fordi det er dét, ”man skal gøre”, når man har sclerose.
Al forskning tyder på det. Fysisk træning er ”the shit”, når det gælder sclerose. Og sund mad. Og ro i nervesystemet med yoga. Jeg gjorde det hele, men jeg gjorde det hele så meget, at jeg blev endnu mere stresset og fuld af frygt. Især fordi det ikke hjalp. Jeg blev dårligere og dårligere. Selvom jeg gjorde ”alt det rigtige”.
Nu er der gået 7 år siden diagnosen, og jeg ved meget mere. Jeg ved faktisk så meget, at jeg bilder mig selv ind, at jeg har noget at bidrage med til nogle af de andre mennesker, der går rundt med kroniske sygdomme, stress og traumer. Det lyder ikke særligt ydmygt, det ved jeg godt, men nogle gange tror jeg, man skal stikke næsen frem, hvis man tror, man sidder inde med nogle svar.
Jeg vil nemlig gå så langt som at påstå, at jeg nu ved så meget om min tilstand, at jeg er ret sikker på, at jeg kan hele mig selv. Jeg ved det ikke endnu, for jeg er ikke rask. Men jeg tror, jeg har fundet vejen dertil. Eller vejene. For det er ikke enkelt. Til gengæld er det lærerigt og meningsfuldt.
Jeg beskriver rejsen, mens jeg går den. Dén helingsrejse, som jeg tror på, fordi jeg er blevet klogere og allerede har lavet alle fejlene. Nu er jeg klar til at lave og gøre det rigtige. Og lad os så se, om ikke det giver pote.
Jeg siger dog ikke, at jeg er færdig med at lave fejl. Jeg vil næsten håbe, at jeg fortsætter med at træde lidt i spinaten, for det er den bedste måde at lære og korrigere sin videre vej på.
Rejsen starter nu. Eller fortsætter. Men det er fra nu, som jeg skriver den ned.