Jeg har tidligere været meget ”spirituel-skeptisk”. Derfor er titlen på dette afsnit til den ironiske side. Der var ikke én dag, hvor jeg blev spirituel. Det var og er en proces. Jeg tror, man kan sige, at jeg den dag i dag stadig er ”forsigtigt spirituel”.
Min skepsis bundede som psykolog nok i, at jeg ikke mente, at det spirituelle var særligt videnskabeligt funderet. Ting skulle kunne forklares, hvis jeg skulle tro på dem. Ikke kun som psykolog men også som menneske.
Spiritualitet var for mystisk. Ikke noget for mig. Røgelse, krystaller og mantraer. Nej tak.
Men så faldt jeg over kvantefysikken. Og ja, jeg nærmest faldt, for det var ret tilfældigt. Jeg var ”kommet til” at købe en bog om tankens kraft og meditation. Jeg havde nemlig glemt at afbestille den fra en bogklub, jeg er medlem af.
Bogen var af den amerikanske bestseller Dr. Joe Dispenza, og allerede dér var jeg skeptisk. Så typisk at ”alle” amerikanere, der har fået en god ide, skal kalde sig for ”doktor”.
Det med tankens kraft var jeg også skeptisk overfor. Det lugtede for meget af dén måde, jeg oplevede mange tale om positiv psykologi, som jeg syntes var alt for overfladisk.
Men jeg var alligevel nysgerrig, og nu var bogen jo landet hos mig, så jeg bladrede i den – og besluttede mig faktisk for at være nysgerrig og open minded og simpelthen læse den.
Jeg var trods alt også yogalærer og syntes om både yoga og meditation – og havde flirtet lidt med teorier om chakrasystemer og elementer i naturen – og til og med mantraer.
Jeg blev faktisk grebet, og især af at man kan forstå spiritualitet som videnskab. Kvantefysikken var broen mellem det spirituelle og det videnskabelige, og det tiltrak mig nok til at fordybe mig endnu mere både i, hvad Joe Dispenza havde at sige om tankens kraft, og hvad kvantefysikken mere generelt havde at fortælle om verden.