På et tidspunkt, vist nok i 2020, holdt jeg op med at tro på, at jeg kunne komme til at løbe igen. Jeg tænkte, at det var på tide, at jeg blev lidt mere realistisk og holdt op med at tro på det umulige.
Det var ikke en bevidst tanke. Det var noget, der kom snigende og på en eller anden måde krøb ind i alle mine rundt regnet 37 billioner celler. Jeg holdt bare langsomt op med at tro og have tillid til min krop.
Inden dette skete, kunne jeg visualisere mig selv løbe. Jeg huskede med glæde tilbage på tiden, hvor jeg løb halvmaratons, bla broløbet over Øresundsbroen, som forbandt mit fædreland med dét land, jeg nu bor i. Jeg smilede, når jeg så det for mig – og jeg glædede mig til det blev virkelighed igen.
Men smilet og håbet svandt i takt med, at jeg fik sværere og sværere ved at gå. I dag ved jeg, at jeg havde gang i den berømte negative tankespiral, at jo mere jeg tænkte og frygtede, at jeg blev dårligere, jo dårligere blev jeg. Frygten gik direkte i bentøjet – bogstaveligt talt. Hver eneste muskel i mine ben spændte op. Jeg blev bange for at falde, især efter at jeg faktisk gjorde det og fik en bule i baghovedet på størrelse med en tennisbold og muligvis en mindre hjernerystelse. Frygten var total. Det var blevet farligt at gå.
Jeg begyndte at stille mig tilfreds med at kunne gå med krykker eller stok. Jeg behøvede ikke at kunne løbe. Jeg ville nøjes. Jeg ville ikke kræve mere, end jeg kunne tillade mig. Jeg begyndte at skamme mig over at være utaknemmelig. Der var jo mange, der havde det værre end mig. Og var det ikke lidt fjollet at gå rundt og tro på mirakler, når nu ”sandheden” var, at min sclerose var progressiv. Så bliver man jo ikke bedre – men dårligere. Og det må man faktisk vænne sig til.
Eksperterne sagde det jo, at man blev dårligere, når man havde progressiv sclerose; neurologerne, lægerne, og når man googlede stod det der.
Og da jeg jo var blevet dårligere, måtte der være noget om snakken. Mon ikke jeg skulle begynde at tilpasse mig og holde op med at være naiv. Holde op med at tro på, at træerne vokser ind i himlen, for det gør de ikke, hvis man er realistisk.
Det blev min overbevisning. Jeg skabte et narrativ, der gik ud på, at jeg måtte indstille mig på at blive dårligere. Og især på aldrig at komme til at løbe igen. I narrativet indgik også ideen om, at ”det var helt ok, man kan godt få et godt liv uden at kunne løbe”.
Sikke et ærgerligt narrativ. Sikke en trist overbevisning – at ville nøjes med at kunne gå. Det var en overbevisning, der ikke kom fra mit hjerte og min intuition. Den blev fodret af frygt og at tilsyneladende sandheder om, at ”det er sådan, det er”.
Et narrativ er som en bog eller en fortælling, hvor der er en forfatter, der bestemmer handlingen. Min bog kom til at handle om begrænsninger. Om at være ramt af en sygdom, der skulle begrænse mig, som skulle få mig til at nøjes, fordi man ikke skal kræve for meget, og frem for alt skal man være realistisk.
Men hvad nu hvis ”realistisk” er forkert? Hvad nu hvis den tilsyneladende sandhed om, at man bare bliver dårligere, når man har progressiv sclerose, ikke er sand? Hvad nu hvis det er en helt forkert sandhed, som alt for tit bliver til sandhed, fordi mennesker med progressiv sclerose indstiller sig på den, så det bliver til en selvopfyldende profeti?