”Mit indre havde slåsset med sig selv i flere år: Noget dybt inde i mig vidste, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. ”Noget” rasede i min krop. Men noget andet i mig forsøgte hele tiden at overtale mig om, at jeg var pjattet, at det ”bare” var lidt stress og pres, primært forårsaget af mine arbejdsforhold, men også det faktum, at jeg var perfektionistisk både som psykolog og som mor og menneske.
- ”Det bliver nok bedre.”
- ”Jeg skal bare lige lande i det nye arbejde.”
- ”Jeg har nok bare snart brug for weekend/ferie.”
- ”Mine børn skal bare lige blive lidt større, så bliver alting lettere”
- ”Jeg er jo glad, tilfreds og lykkelig for mit liv, så det hele er jo, som det skal være”
- ”Sådan er det jo at være fuldtidsarbejdende og mor, jeg er ikke den eneste”
Dét var mine indre stemmer, der overbeviste mig om, at alt var fint.
Af en eller anden grund blev dén der midsommer alligevel dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg havde kæmpet for længe, og nu skreg kroppen højt. Den havde visket og talt og kaldt, men da jeg ikke lyttede, var den efter mange år nødt til at RÅBE højt – og det gjorde den med et totalt sammenbrud.”