Det vi ikke taler om
Der er mindst to grunde til, at vi ikke taler om det:
- Den traditionelle lægevidenskab har ikke nok viden om det. Lidt groft sagt ser den kroppen som en maskine, og sindet som noget, der ikke hænger sammen med kroppen, men som også kan gå i stykker. Og skal behandles anderledes end kroppen. Det er et dualistisk perspektiv, der ser krop og sind som adskilt.
- I et dualistisk samfund går vi meget op i ikke at skyldpålægge individet. Vi siger, at det ikke er individets skyld, at der opstod sygdom i krop eller sind. Det skete ”bare”, det var genetisk eller tilfældigt. Det er en fin og på en måde omsorgsfuld tanke. Desværre er den misforstået. For der ER meget ofte årsager til sygdom, som skal findes i individet, nærmere betegnet i personligheden. Det tror jeg, vi er nødt til at turde tale om. Ikke for at skyldspålægge individet, men for at forstå. Fordi forståelse kan føre til handling – og heling. Et individ er ikke en øde ø, det er en del af et samfund og en kultur, som præger personligheder. Således er en personlighed altid opstået ud af en kultur.
Det tager tid at aflære mønstre og strategier. ”Tage mig sammen og knokle”-mantraet har tjent mig godt i mange år
Men hvis vi forstod og turde tale om, at personligheder kan være medvirkende faktorer til, at vi bliver syge, så er jeg sikker på, at vi kunne både forebygge og hele mange sygdomme og lidelser.
Jeg er selv et glimrende eksempel. Jeg fik en sclerose-diagnose tilbage i 2016, udløst af stress, hvilket lægerne godt vidste var muligt men alligevel ikke var meget for at drøfte med mig. Det var som om, de var bange for at sige til mig, at hvis jeg ikke var gået ned med stress, så var jeg ikke blevet syg. Jeg tror, de mente, at jeg ville være blevet syg uanset hvad, så det ville bare have været et spørgsmål om tid. Stressen udløste måske sclerosen lidt hurtigere, men jeg ville have fået den alligevel.
Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg var ikke blevet syg, hvis jeg ikke var blevet stresset, og hvis jeg ikke havde haft en ”meget stresset personlighed”. Uddybelse følger:
Det er et meget ærgerligt faktum, at læger og andre eksperter sidder så meget på magten, at vi tror på de historier, de fortæller os
”Jeg tager mig sammen og knokler”
Jeg har altid været en person, der ”tog mig sammen” og havde en enorm viljestyrke. Hvis jeg besluttede mig for noget, så blev det sådan! Også selvom jeg skulle kæmpe for det. Det blev en del af min personlighed. Formentlig blev det grundlagt i mig, langt før jeg ”var nødt til” at kæmpe for noget og ”tage mig sammen”.
Der er mange faktorer, der spiller ind på udvikling af ens personlighed, men én af de faktorer, som har spillet en rolle for mig, er at jeg spejlede mig i min far, som knoklede og arbejdede hårdt hele sit liv. Han forventede ikke af os børn, at vi gjorde det samme. Tværtimod. Han vidste nemlig godt, at det ikke var sundt at knokle, som han gjorde. Han kunne bare ikke lade være.
Men børn gør som bekendt ikke, som deres forældre siger – men som de gør.
Så jeg lærte tidligt, at man kæmper og knokler – og ikke mærker efter i sin fysiske krop. Sidenhen landede jeg i flere og andre kontekster, hvor jeg også oplevede, at ”det var godt at kæmpe, knokle og tage sig sammen”. Det gav prestige og anerkendelse.
Således blev mantraet ”jeg tager mig sammen og knokler” lagt ind i mit DNA allerede, da jeg var helt lille. Og blev forstærket i de forskellige kontekster, jeg gik ind og ud af i mit liv sidenhen.
Mange år inden jeg blev syg, havde jeg været bange for at være syg. Men jeg ”tog mig sammen”, for det var sikkert bare noget pjat. Man handler og knokler sig ud af problemer og udfordringer. Så det gjorde jeg.
JEG BLEV MERE SYG AF AT (FORTSÆTTE MED AT) TAGE MIG SAMMEN!
En invitation til at gøre noget andet
Da jeg skvattede sammen, gjorde jeg det derfor med bravour, fordi jeg havde taget mig sammen meget længe.
Da jeg fik diagnosen, var det egentlig en invitation til at gøre noget andet – det modsatte af at tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt. Så jeg gjorde, som jeg var vant til. Jeg tog mig endnu mere sammen. Problemet var bare, at nu var min krop så slidt, at den ikke KUNNE tage sig mere sammen. Men jeg gjorde det alligevel.
Jeg brugte en 6-7 år på at tage mig voldsomt sammen hele tiden – og derfor blev jeg naturligvis bare dårligere og dårligere i stedet for bedre og bedre, som ellers var intentionen med mit ”jeg tager mig sammen-mantra”. Det havde virket i andre kontekster, men nu virkede det ikke længere.
Så jeg blev dårligere og dårligere fysisk. Lægerne forklarede det med, at min sclerose var af den progressive type, dén som bliver værre og værre, fordi det er sådan en progressiv sygdom udvikler sig.
Det var min personlighed, der gjorde mig syg
Det er bare ikke rigtigt! Det kunne faktisk ikke være mere forkert!
Det er et meget ærgerligt faktum, at læger og andre eksperter sidder så meget på magten, at vi tror på de historier, de fortæller os. Jeg kunne have troet på, at der ikke var noget, jeg selv kunne gøre, og så blot ventet på at blive dårligere og dårligere.
Lad mig slå fast én gang for alle: Jeg blev ikke dårligere af at have sclerose. Jeg blev ikke dårligere, fordi det ”bare er sådan det er” – progressivt, livslangt.
JEG BLEV MERE SYG AF AT (FORTSÆTTE MED AT) TAGE MIG SAMMEN!
Det var min personlighed, dén, jeg er og altid har været, som var årsagen til, at jeg i første omgang blev syg og siden blev dårligere og dårligere. Så kort kan det siges. Jeg kunne have undgået den såkaldte progression, hvis jeg havde lyttet til noget andet, end jeg var vant til, nemlig mine følelser og min krop.
Men så ER det jo min egen skyld! Ja, på en måde. Men det giver ikke mening at tale om det som skyld. Det er snarere en ÅRSAG, og havde jeg kendt til mekanismerne i mine mønstre og i min personlighed, så havde jeg kunnet ændre på det.
Det gjorde jeg så også, men først efter en 6-7 år, som var den tid, det tog for mig, sådan rigtigt at indse, hvad jeg havde budt mig selv.
Yoga kan også misbruges
En af grundene til, at det var let for mig at snyde mig selv, var at jeg begyndte på yoga, da jeg blev syg. Jeg ”smagte” dermed lidt på det modsatte af, hvad jeg var vant til, for i yoga tager man sig ikke sammen hele tiden. Man giver også slip og mærker efter. Så det gjorde jeg – lidt. Men så snart jeg var færdig med en yogatime, var jeg tilbage i det gamle, velkendte mønster.
Jeg tog endda det velkendte mønster med mig ind i yogaens verden, fordi jeg besluttede mig for at uddanne mig til yogalærer. Det var hårdt, jeg var sygemeldt med stress og udmattelse, mens jeg uddannede mig, men jeg VILLE have den uddannelse, så jeg kunne lære at passe bedre på mig selv OG anvende den viden som fagperson!
Det gik slet ikke op for mig, at jeg misbrugte yogaen på det groveste. Jeg havde ”små lommer” af afslapning og det modsatte af at tage mig sammen, men det var alt for lidt. Størstedelen af tiden tog jeg mig (for meget) sammen, som jeg plejede.
Behov for bekræftelse
Det motiverede mig yderligere, at jeg blev bekræftet i, at jeg tog mig sammen. Jeg blev kaldt ”sej”, ”en fighter” osv. Ord som altid havde ”talt til mig” og bekræftet mig i, at jeg var en knokler, én der præsterede og gjorde det bedste hele tiden.
Du undrer dig måske over, at det kunne tage mig så mange år at finde ud af, at jeg stadig fulgte dette uhensigtsmæssige mønster, og det gør jeg sådan set også selv. Men det er også et af de områder, hvor jeg er holdt op med at slå mig selv oveni hovedet. Jeg er et menneske, jeg tager fejl, og jeg laver fejl.
Jeg klandrer heller ikke de mennesker, der fortalte mig, at jeg var sej og en fighter, for jeg inviterede selv til det. Jeg ville gerne høre det, for det var sådan, jeg (gen)kendte mig selv, som ”den bedste version af mig selv”.
Det tager tid at aflære mønstre og strategier. ”Tage mig sammen og knokle”-mantraet har tjent mig godt i mange år. Jeg er lykkes med meget, og det har taget mig igennem en del kriser at have det tankemønster.
Ja, faktisk mente han, at viljestyrke kan gøre os syge, fordi viljestyrke er kendetegnende ved, at vi ikke lytter til vores intelligente krop
Gamle strategier og personligheder kan udspille sig selv
Men da jeg blev ramt af sclerose, havde mønstret udspillet sig selv. Dét mønster, jeg havde benyttet mig af i over 40 år virkede ikke længere. Det tager tid at indse det. Set i dét lys er en 6-7 år derfor ikke særligt lang tid!
Jeg er nu blevet bevidst om mine mønstre og strategier og arbejder på at forandre dem. Det er ikke let, og jeg falder igen og igen tilbage i ”tage mig sammen-mønstre”. Det sker hele tiden. Igen og igen. Fordi det er prentet ind i mit nervesystem. Hver eneste celle i min krop og min hjerne har det stående: ”tag dig sammen”.
Det kræver tålmodighed at ændre, men jeg er på vej. Og jeg køber ikke længere præmissen om, at sclerose er en sygdom, man rammes af mere eller mindre tilfældigt (eller pga gener), og jeg køber især ikke præmissen om, at der ikke er noget at gøre ved det.
Selvfølgelig er der det! Kroppen er ikke en maskine, den består af et kæmpemæssigt ocean af celler, som er intelligente og som vil og stræber efter balance og sundhed. Det kræver ”bare”, at vi lytter og går med kroppen i stedet for imod den. Og DET er en udfordring, fordi mange af os er præget af den dualistiske kultur, der fordrer, at vi ikke skal lytte til kroppen. Det er også en udfordring, fordi det tager tid, og tid og tålmodighed er der heller ikke meget forståelse for i en dualistisk kultur.
Så når det tog mig en 6-7 år at forstå, og jeg stadig har svært ved at huske det på daglig basis, så er det også fordi, det er et mønster, jeg har båret med mig i over 40 år, som skal forandres. Måske tager det 40 år til – hvem ved? Men jeg er på vej.
Jeg håber, at hvis du genkender noget hos dig selv i mit skriv – at du så også har den tålmodighed, der skal til. Og ikke mindst tiltro til, at din krop (og dit sind – i smuk forening, de har aldrig været adskilte) ved bedst.
Moshe Feldenkrais, som grundlagde den såkaldte Feldenkrais-metode, der er en intelligent bevægelsesmetode (og som var foran for sin tid og blandt andet allerede i 1950´erne forstod, at hjernen og kroppen er langt mere plastisk, end man i mange år havde troet), hævdede, at viljestyrke er dårligt for sundheden. Ja, faktisk mente han, at viljestyrke kan gøre os syge, fordi viljestyrke er kendetegnende ved, at vi ikke lytter til vores intelligente krop.
Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har gjort det selv.
Lidt groft sagt ser den kroppen som en maskine, og sindet som noget, der ikke hænger sammen med kroppen, men som også kan gå i stykker