Kigger man i ordbogen betyder ordet standpunkt ”Opfattelse af og holdning til et bestemt spørgsmål eller anliggende”.
Så hvis man er sådan én, der skifter standpunkter (som vinden blæser), så er man sådan én der let ændrer opfattelse af et bestemt anliggende.
Sådan er jeg. Især når det gælder min kroniske sygdom.
Den ene dag tror og mener jeg noget. Men så sker der noget, som gør, at jeg mener og tror noget helt andet. Eller tredje. Og så tror jeg det i en periode, indtil der indfinder sig nye erfaringer, som skaber – ja, nye standpunkter.
Standpunkter som vinden blæser
Da jeg i 2016 blev ramt af sclerose, startede jeg en blog, som hed ”Når livet slår”. Der skrev jeg om, hvordan det er at blive slået helt ud af kurs af livet. Og eftersom jeg hele tiden fik nye erfaringer med at leve med kronisk sygdom, skiftede jeg også standpunkter – i takt med at jeg fik nye erfaringer.
Fx startede jeg ud med at være ret så fandenivoldsk. Sådan en møgsygdom skulle sgu ikke slå mig ud. Den skulle mødes med trods og muskelstyrke. Det var ét standpunkt, jeg havde ret længe.
Så fik sclerosen mig noget ned med nakken, og det gik op for mig, at det ikke var så let, som jeg troede. Måske havde jeg været lidt for fandenivoldsk og presset mig selv for hårdt? De erfaringer førte til nye standpunkter, hvor jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om min hidtidige strategi havde været særligt hjælpsom.
Så var der en lang periode, hvor jeg kastede mig over kosten og troede på, at det var guld og grønne skove (jeg overdriver lidt for at fremme forståelsen), og dermed opstod nye antagelser baseret på, at den rette kost er vejen til helbredelse.
Så gik det op for mig (igen de der erfaringer man får hen ad vejen), at der var andre ting, jeg glemte at fokusere på, når jeg fokuserede så meget på kosten, og det førte så nye standpunkter med sig.
Og sådan kørte og kører det derudaf for mig, som er ramt af kronisk sygdom. Jeg tror, en del kan nikke genkendende til noget, der ligner.
Med andre ord, og tilbage til definitionen af ”standpunkt”, så ”ændrede jeg opfattelse af og holdning til et bestemt spørgsmål eller anliggende”. Ganske tit.
Det gør jeg stadig. Dog tror jeg, at erfaringerne med tiden har fået mine standpunkter til at være lidt mindre flyvske (men jeg er ikke sikker).
Hvem har egentlig skrevet dén blog?
Når jeg i dag går tilbage og læser nogle af indlæggene på min gamle blog, er jeg næsten i tvivl om, hvem der har skrevet dem. Men den er god nok. Det er mig.
På et tidspunkt overvejede jeg at fjerne bloggen, fordi jeg var (er) holdt op med at skrive på den. Nogle år efter diagnosen gik jeg nemlig selvstændig som psykolog og lavede en blog på min hjemmeside, hvor jeg gik over til at skrive lidt bredere end bare om mine personlige erfaringer med livet.
Men jeg fik også lyst til at fjerne bloggen, fordi jeg ikke kunne genkende mig selv i indlæggene længere. Jeg var et helt andet sted. Jeg havde helt andre standpunkter og overbevisninger.
Men jeg har ikke fjernet bloggen. For jeg VAR muligvis et helt andet sted den gang, men jeg er jo stadig mig – med de erfaringer, som er repræsenterede på bloggen.
Så nu vælger jeg tværtimod at blotte mig for dig og opfordre dig til at læse et indlæg, som jeg skrev i oktober 2019. Du kan se det herunder:
https://naarlivetslaar.dk/2019/oktober/min-hjerne-tror-det-er-farligt-at-gaa/
Hvis du forståeligt nok ikke gider læse hele indlægget, så lad mig kort fortælle, hvad det handler om, så du forstår, hvorfor jeg overvejede at slette det (og hele bloggen).
Indlægget hedder ”Min hjerne tror, det er farligt at gå” og handler om neuroplasticitet (videnskaben om, at hjernen er plastisk og har potentialet til at ændre sig selv).
Da jeg skrev indlægget, var jeg overbevist om, at jeg skulle trodse min hjerne og tvinge den til at få mine ben til at bøje sig og GÅ. Ved simpelthen at gå og gå og gå. Dét var neuroplasticitet for mig på det tidspunkt!
Set i bakspejlet ved jeg nu, at jeg stressede mig selv halvt til døde. Jeg blev heller ikke det mindste bedre. Bare dårligere. Så jeg holdt også op med at tvinge mig selv til at gå på et tidspunkt. Men først da jeg var næsten halvdød.
Jeg trampede i spinaten
I dag ved jeg, at neuroplasticitet er meget mere komplekst. Jeg må erkende, at jeg dengang trampede noget i spinaten.
Jeg burde have vidst bedre. Jeg var og er trods alt psykolog og arbejder blandt andet med stress og stressforebyggelse.
Men vi laver alle fejl – heldigvis. For vi lærer af dem alle sammen (der er dog nogle gange en øvre grænse for, hvor mange fejl man bør lave, før man lærer af dem og skifter kurs – jeg har overskredet dén grænse en del gange).
Jeg får nye standpunkter, næsten hver eneste gang, jeg tramper i spinaten. Mange af dem er dyrekøbte. Men også lærerige.
Derfor øver jeg mig i ikke at fortryde – og derfor får bloggen lov at bestå.
Standpunkter der ligger godt gemt
De sidste par år har jeg været ramt af ret tunge standpunkter, når det gælder min sygdom.
Jeg begyndte så småt at indtage standpunktet, at der ikke er så meget, jeg kan stille op. Jeg må nok leve med videnskabens triste overbevisninger om, at progressiv sclerose kun har udsigt til at blive værre. Og at det bedste man kan gøre, er at leve så sundt som muligt, så man kan forhale forværringsprocessen så godt det går.
Men der er et eller andet med mig. Dybt inde i min sjæl tror jeg på, at heling er muligt. Det er et standpunkt, som jeg har svært ved sådan rigtigt at give slip på.
Det kræver en forklaring og bliver snart til et nyt blogindlæg, der kommer til at handle om tro, håb, tankens kraft, kvantefysik og neuroplasticitet. Blandt andet.
På det sidste er jeg nemlig blevet ramt af tro og håb (igen). Man har jo et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg håber dog, at mine nye af slagsen (som blot har været gemt dybt) ikke forlader mig igen.
Nogle standpunkter tror jeg nemlig, man skal holde godt fast i
Mere om det snart. Men jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke handler ret meget om pladderpositiv psykologi ala ”Hvis du bare tænker positivt, så går det hele nok”. Det virker i nogle sammenhænge, men på baggrund af mine erfaringer IKKE ved kompleks, kronisk sygdom.
(ps: Jeg ved ikke, om aber og orangutanger har standpunkter og skifter dem igen... men på en eller anden måde syntes jeg bare, at det der foto passede meget godt på mig, som skifter standpunkter, som vinden blæser)