Hvad nu hvis vi tror så meget på lægevidenskaben, at vi glemmer at tro på os selv? For hvad nu, hvis et individs overbevisninger og tro faktisk kan forandre udtryk i dette individs gener?
Rigtigheder og forkertheder
For hvad nu hvis mange af de ting, vi går rundt og tror på, er forkert? Eller bare ikke korrekt? Eller mangelfuldt?
Hvis du har læst nogle af mine tidligere blogindlæg, ved du sikkert, at jeg henviser til, om nogle af de ting, vi tror og siger om sygdom og sundhed, er forkert – eller bør forstås på en anden måde.
Du har sikkert også regnet ud, at jeg ikke tager ret meget for gode varer, hvis det har forklaringsproblemer. At jeg er skeptisk og kritisk overfor dét, jeg kalder for ”tilsyneladende sandheder”, som er ”sandheder” og ”rigtigheder”, vi som samfund er blevet enige om.
Vi lever i et samfund, eller en kultur, hvor vi tror på autoriteter og på videnskab. På dét, som kan ses og måles.
Ud til højre med det bøvlede sind!
Når det gælder sygdom og sundhed tror vi på lægerne og lægevidenskaben. Dén lægevidenskab, som for nogle hundrede år siden valgte at adskille krop og sind og fokusere på kroppen, som om den er en maskine, hvor ting kan gå i stykker.
Det er på en måde heller ikke en forkert måde at se kroppen på, for den KAN gå i stykker – som en maskine. Men ”maskine-metaforen” er desværre, efter min mening, for rigid og for ensidig. Lægevidenskaben har gjort kæmpe og vigtige fremskridt og kan i dag helbrede og reparere mange skavanker og alvorlige sygdomme. Det er fantastisk, og vi ville formentlig leve både kortere og med mindre kvalitet uden den moderne lægevidenskab.
Men vi har betalt en høj pris for lægevidenskabens overbevisninger. Da den valgte at gå med ”maskine-metaforen” og adskille kroppen fra sindet, fordi sindet var for bøvlet at få med ind i regnestykket, så mistede den også en del af helheden.
Efter ”aflivning af sindet” blev kroppen tilbage. Det aflivede sind blev givet videre til psykologien og psykiatrien, som så kunne få lov til at bøvle videre med det i forhold til mentale tilstande og udfordringer.
Jeg forstår godt lægevidenskaben. Sindet, sjælen og bevidstheden er noget bøvlet noget. Det spiller ikke efter reglerne, vi har stillet op for, hvordan 1 + 1 = 2.
MEN HVAD NU HVIS DET VIRKELIG VAR RIGTIGT DUMT AT ADSKILLE KROP OG SIND??
Vi lever i et samfund, eller en kultur, hvor vi tror på autoriteter og på videnskab. På dét, som kan ses og måles.
Hvad nu hvis…
…hjernen er MEGET mere plastisk, end vi tror – og kan hele i et meget større omfang, end vi tror og taler om? Det var først omkring år 2000, at man fandt ud af, at hjernen er plastisk og dermed har evnen til at forandre sig hele livet. Ikke destro mindre er det som om, vi ikke tør tale om, at der muligvis er uendelige muligheder i dén der hjerne. Og måske betyder det, at kroniske sygdomme slet ikke er livslange?
Hvad nu hvis…
…vores gener og DNA også er meget mere plastisk, end vi går rundt og tror? Takket være epigenetikken (som man først begyndte at forstå omfanget af EFTER, at man opdagede hjernens plastiscitet) ved vi nu, at gener og DNA ikke er noget, vi fødes færdigt med, men som igennem hele livet ændrer udtryk af de erfaringer og oplevelser, vi udsættes for i vores miljø (indre såvel som ydre).
Men vi har betalt en høj pris for lægevidenskabens overbevisninger. Da den valgte at gå med ”maskine-metaforen” og adskille kroppen fra sindet, fordi sindet var for bøvlet at få med ind i regnestykket, så mistede den også en del af helheden.
Hvad nu hvis…
…vores tanker har meget større betydning for helbredelse, end den etablerede lægevidenskab tror? Hvad nu hvis man rent faktisk kan tænke sig rask? Det anses stadig for hokus pokus og meget uvidenskabeligt. Men hvad nu hvis det tværtimod ER videnskabeligt og kan forklares med baggrund i hjernens, genernes, DNA´ets og kroppens cellers plasticitet? Og det faktum, at alting hænger sammen – og at sindet og tankerne dermed også sidder i cellerne og kan ændre dem.
Efter ”aflivning af sindet” blev kroppen tilbage. Det aflivede sind blev givet videre til psykologien og psykiatrien, som så kunne få lov til at bøvle videre med det i forhold til mentale tilstande og udfordringer.
Hvad nu hvis…
…vi burde være mere nysgerrige på, hvorfor mennesker der mediterer meget har anderledes hjerner end mennesker, der ikke mediterer? Hvorfor ændrer hjernen sig tilsyneladende, når man mediterer? Og hvad nu hvis de ændringer, vi ser i deres hjerner, kan bruges til at blive klogere på, om meditation kan ENDNU mere på celleniveau, end vi ved lige nu?
Hvad hvis meditation, visualisering og hypnose kan ændre så meget på vores hjernebølger, at det får positive konsekvenser for vores cellers evne til heling, og i sidste ende kan betyde helbredelse? Hvad nu hvis det er videnskab og ikke hokus pokus?
Hvad nu hvis…
…stress og traumer er LANGT MERE giftigt for kroppens celler, end man hidtil har antaget? Og hvad hvis det også er dén viden OG kroppens visdom, der er nøglen til at kroppens celler kan hele igen, hvis man stopper den giftige energi i kroppen og erstatter den med positiv energi og frekvenser, som heler fremfor at ødelægge?
Men hvad nu hvis det tværtimod ER videnskabeligt og kan forklares med baggrund i hjernens, genernes, DNA´ets og kroppens cellers plasticitet?
Hvad nu hvis…
…kulturens (samfundets, lægevidenskabens) tilsyneladende sandheder (som fx at kronisk sygdom er livslangt) bliver til indre overbevisninger i individet, som hindrer helbredelse? Hvad nu hvis vi tror så meget på lægevidenskaben, at vi glemmer at tro på os selv? For hvad nu, hvis et individs overbevisninger og tro faktisk kan forandre udtryk i dette individs gener? Således at negative overbevisninger kan gøre os mere syge, og positive overbevisninger kan give cellerne bedre forudsætninger for at hele?
For hvad nu, hvis kroppen simpelthen har evnen til at selvhelbrede, hvis vi lytter mindst lige så meget til den, som til lægevidenskaben (jeg vil nemlig godt pointere, at jeg ikke mener, at vi iKKE skal tro på lægevidenskaben – vi skal være taknemmelige for alt dét, den har givet os og giver os mulighed for)? Hvad hvis vi ikke kun ”lytter udaf” og lægger vores skæbne hos lægerne, men også ”lytter indad” til vores kloge krop og sind (kropssind)?
Hvad nu hvis…
…dét, lægevidenskaben kalder progression ved sclerose, skal forstås anderledes? Det hedder sig, at ved sclerose bliver man langsomt dårligere, fordi nervecellernes beskyttende fedtskeder, myelinet, nedbrydes hurtigere end kroppen kan nå at gendanne dem. Men hvad nu hvis myelin også er plastisk i stil med celler, hjerne, DNA og gener? Myelin er jo en del af de celler, som formentlig er mere plastiske, end vi tror.
Og hvad nu, hvis dét, vi kalder progression mere handler om, at vi TROR på, at vi bliver dårligere og derfor skaber negative overbevisninger i vores hjerner? Hvad nu hvis vi patienter TROR på, at fordi myelin nedbrydes, så er der ikke noget at gøre? Hvad hvis sindet spiller en meget større rolle i dette regnestykke, end vi går rundt og tror?
Hvad hvis sindets negative overbevisninger simpelthen forhindre myelin i at gendanne sig selv?
Og hvad nu hvis det faktum, at mange bliver dårligere i deres sclerose med alderen handler mere om alder og nedsat styrke end om sygdomsprogression?
Der er en overvægt af kvinder i 30-40´erne, der rammes af sclerose. Hvad nu hvis de bliver dårligere, fordi alle bliver dårligere med alderen – sygdom eller ej?
Kvinder uden sygdom i kroppen, der nærmer sig overgangsalderen, skal alle træne mere, spise sundere, stresse mindre, for at modvirke at kroppen og musklerne forfalder.
Så hvad nu hvis progression hos kvinder med sclerose i højere grad handler om naturlig aldring og overgangsalder, og at der skal ENDNU mere træning og sund livsstil til hos kvinder med sclerose? Og at vi ser progression i så stor stil, fordi det ”bare” er mere udfordrende at holde sig sund på alle plan, når man i forvejen er udfordret af fx manglende energi, frygt og ”tro på, at jeg bare bliver dårligere, for det siger eksperterne”.
Hvad nu hvis det er så enkelt (vel vidende at intet er enkelt), at dét vi kalder progression, i virkeligheden er naturlig aldring?
Hvad nu hvis…
…der er en sammenhæng mellem kronisk sygdom og personlighedstype? Jeg har tidligere lagt et lidt provokerende indlæg ud på instagram, hvor jeg skrev, at ”dumme svin ikke får sclerose”. Hvad nu hvis der er noget om snakken? At de som rammes af kronisk sygdom overvejende er ”flinke piger (eller drenge)”, som i mange år har været optaget af at være perfekt eller være der for andre – og ikke for sig selv?
Det taler vi ikke så meget om. Jeg tror, det er af frygt for ikke at pålægge den syge skyld. For hvis det er min personlighed, som gør mig syg, så er det jo min egen skyld, eller hvad?
Nej, slet ikke. Og derfor tror jeg, vi behøver at tale om det. Den ungarsk-canadiske læge, Gabor Maté er inde på, at vi i vores samfund normaliserer personlighedstræk, som ikke burde normaliseres. Fx taler vi meget positivt om de mennesker, der tilsidesætter sig selv for at passe på andre og ser dem nærmest som helgener. Men hvad nu hvis det slet ikke er sundt at tilsidesætte sig selv for at please andre?
Jeg siger ikke, at vi alle skal gå rundt og være dumme svin og ikke tage hensyn til andre. Men vi – som gerne vil gøre andre glade og er en tand for perfektionistiske – skal se os selv grundigt efter i sømmene og lægge mærke til, om det skader os mere end det gavner os. Og måske lægge mærke til, om vi er blevet afhængige af, at andre mennesker godt kan lide os, fordi vi er pleasere.
Og hvad nu hvis det faktum, at mange bliver dårligere i deres sclerose med alderen handler mere om alder og nedsat styrke end om sygdomsprogression?
Hvad nu hvis…
…de fleste mennesker er holdt op med at bruge deres intuition? Og hvad hvis intuition slet ikke er noget mystisk, spirituelt noget men simpelthen en iboende indre visdom, som vi bare har glemt, at vi har? Hvad hvis vi mærkede mere efter vores indre visdom?
For mit eget vedkommende har jeg, lige siden jeg fik sclerose-diagnosen, haft en indre følelse eller oplevelse af, at der er noget, der ikke stemmer. Den sygdom behøver ikke være bosat i min krop resten af mit liv. Og hvor meget af det, er egentlig sclerose? Hvor meget er ”noget andet”? Frygt, overbevisninger, perfektionisme, forfængelighed, spændinger der har sat sig fast i kroppen?
Siger jeg det højt, vil folk formentlig synes, jeg er fjollet. For jeg kan ikke helt forklare hvorfor, jeg har den fornemmelse med, at det ikke er ”rigtig sclerose”,jeg har.
Men folk vil have svar. Vi skal vide hvorfor. Vi skal kunne måle ting. Vi skal vide hvornår – ”så hvornår regner du så med at blive rask igen”. Kan man ikke svare på det, er det svært at tage seriøst. Men jeg ved det bare.
For hvad hvis mine gangproblemer (som er det eneste sclerose-symptom, jeg har) ikke har særligt meget med pletterne i min hjerne at gøre – men mere handler om frygt og af den grund spændinger i kroppen, især benene, som gør at jeg ikke kan gå naturligt? Hvad nu hvis min krop pga spændinger ”bare” har glemt at gå naturligt og ”bare” skal lære det igen?
Hvad nu hvis jeg tager fejl eller har ret – og skriver en bog?
Hvad nu hvis jeg bare er en naiv idiot og ikke vil acceptere min sygdom? Hvad nu hvis jeg tager fejl i det meste, jeg siger? Skulle jeg ikke bare læne mig tilbage og acceptere og nikke til de kloge neurologer og læger, som siger, at man desværre ikke har nogen behandling, som kan helbrede sclerose, men at de forsker en hel masse, og vi må se?
Skulle jeg ikke bare følge de gængse råd til folk med autoimmune, kroniske sygdomme og spise sundt, træne og forsøge at leve et liv uden stress – og så håbe på det bedste?
Nej. For det er ikke rigtigt min stil. For hvad nu hvis jeg har ret. Og hvad nu hvis min røv ikke bare er spids, men at det er ok at være trodsig og ikke tro på alt dét, de såkaldte kloge siger?
Jeg tager chancen og går den trodsige vej. Og bare rolig. Du behøver ikke at have ondt af mig og tænke, at det er synd for mig, at jeg ikke kan acceptere tingenes tilstand og få det bedste ud af det.
Jeg lover nemlig, at jeg har det sjovt på vejen. På dén der vej, hvor jeg ikke tror på alt, jeg bliver fortalt. På den vej, hvor jeg udfordrer tilsyneladende sandheder, og hvor jeg tror på uendelige muligheder, lidt magi og lidt videnskab i en smuk pærevælling.
Faktisk synes jeg, det er så sjovt, så jeg er gået i gang med at skrive en bog om det. Måske har du lyst til at læse med, når den en skønne dag udkommer?
Jeg ved ikke, hvornår den er færdig, eller hvor den skal udgives, eller hvordan den skal ende. Jeg ved bare, at den skal handle meget mere om alt det, jeg har beskrevet i dette indlæg.
Når det gælder sygdom og sundhed tror vi på lægerne og lægevidenskaben. Dén lægevidenskab, som for nogle hundrede år siden valgte at adskille krop og sind og fokusere på kroppen, som om den er en maskine, hvor ting kan gå i stykker.