Gazellen er ét af verdens hurtigste dyr. Så kløgtigt er den skabt, fordi der er mange andre vilde og voldsomme dyr på savannen, der gerne vil fange og æde den. I evolutionsperspektiv giver det derfor god mening, at den er hurtig, så den har en rimelig chance for at undslippe løver og andre rovdyr. Hvis den havde været langsom som en skildpadde, havde den været udryddet for mange år siden.
Lad os kigge nærmere på en specifik gazelle. Vi kan kalde hende Gertrud.
Mit ønske er at gøre opmærksom på, at kroniske sygdomme ikke altid er, hvad vi tror, de er.
Gertrud og traumerne
Gertrud lever på den afrikanske savanne sammen med sin familie og gazelle-venner samt en masse andre dyr. Deriblandt løver, som Gertrud godt ved, hun skal være på vagt overfor. Det ligger dybt indlejret i hendes nervesystem, at løver er farlige, så hun er god til at fornemme og mærke, hvis en løve er i nærheden.
Gertrud er blevet jagtet af løver flere gange. Det er skræmmende. Men det er sådan det er at være gazelle. Så det har hun på en eller anden måde vænnet sig til.
Dybt indlejret i Gertruds nervesystem er der endnu en smart mekanisme: Når hun er blevet jagtet af en løve og lykkes med at løbe fra den og komme i sikkerhed, puster hun ud med et lettelsens suk og ryster hele kroppen.
Hun ryster simpelthen oplevelsen af sig. Derfor sætter den sig ikke fast som et traume i hende. Det gør det ikke, fordi hendes frontallapper i hjernen ikke er lige så komplekst udviklede som hos mennesket. Det sparer hende for meget besvær – fx det at tænke over årsag og konsekvens.
Gertrud er ikke i stand til at tænke: ”Shit, hvad nu, hvis jeg var løbet til højre i stedet for til venstre? Havde løven så ædt mig? Hvad nu hvis jeg næste gang vælger den forkerte vej?” Hun får ikke tankemylder men ryster bare traumet af sig og går videre med sit liv.
Gertrud er blevet jagtet af løver flere gange. Det er skræmmende. Men det er sådan det er at være gazelle. Så det har hun på en eller anden måde vænnet sig til.
Heldige Gertrud
Så langt, så godt. Heldige Gertrud, som sådan slipper for at blive traumatiseret. Hun er simpelthen i stand til at skrue op for stressen i kroppen, når der er brug for den (når hun løber væk fra løven), og at slippe den igen, når hun er i sikkerhed.
En dag er Gertrud ikke helt så heldig til at starte med. Løven indhenter hende og kaster sig over hende.
Heldigvis har Gertrud endnu et indbygget program i sit nervesystem: Hun ved ubevidst, at når hun ikke kan flygte, er det næstbedste at spille død.
En død gazelle er mindre interessant for en løve. Gertrud ved, at hun lige så godt kan give det en chance.
Hun spænder alle muskler, ”fryser til is” i hele kroppen og bliver kold og stiv. ”Puha”, tænker løven, ”jeg gider ikke æde sådan en kold og stiv klump kød”.
Og så går den skuffet sin vej – og leder videre efter et ”rigtigt” levende bytte.
Puha, Gertrud klarede den. Når løven er langt nok væk, bruger Gertrud sit hemmelige knep igen. Hun ryster kroppen, så stivheden og traumet bogstaveligt talt rystes ud af kroppen.
Og så tuller hun glad og tilfreds hjem til familien.
Og som ethvert andet eventyr, slutter det med, at Gertrud og hendes familie og venner levede lykkeligt til deres dages ende (hvilket dog godt kan betyde, at det ikke går lige så godt næste gang, hun møder en løve på savannen – men det melder historien ikke noget om, og det er det gode ved eventyr).
Og så tuller hun glad og tilfreds hjem til familien
Mennesket på savannen
Gertruds oplevelser med løverne vækker genklang hos mig. Jeg har været dér på savannen – som jaget vildt.
Jeg var desværre ikke lige så god til at håndtere det som Gertrud. Det kan jeg ”takke” min komplekse hjerne for.
Gertruds hjerne gik ikke i selvsving, når hun blev jagtet af en løve. Det gjorde min, og det gjorde hele forskellen.
Dét rovdyr, som jagtede mig, var desuden mere kompleks end Gertruds løve. Det var nemlig egentlig ikke et rovdyr men et monster. Et tankemonster, som hed ”Sclerose”.
Og til forskel fra Gertrud, som ”bare” blev jagtet i korte stunder og således kunne restituere, inden næste jagt, kunne jeg ikke det.
Jeg blev jagtet af sclerose-monstret i 12 år uden pauser. Det er lang tid at være i alarmberedskab. Hvis det var sket for Gertrud, ville hun ikke have overlevet.
Det gjorde jeg. Men ikke uden mén (ps: på savannen havde jeg været stendød flere gange).
I evolutionsperspektiv giver det derfor god mening, at den er hurtig, så den har en rimelig chance for at undslippe løver og andre rovdyr.
Bange for første gang
Jeg var lige blevet mor for første gang. Min søn var 6 uger gammel, da jeg pludselig mistede synet på det ene øje.
Det var i sig selv ikke særligt skræmmende. Min opmærksomhed var et helt andet sted – på min søn. Synet blev nok godt igen.
(inden jeg blev mor, var jeg faktisk nærmest ikke bange for noget som helst)
Men jeg gik alligevel til lægen for en sikkerheds skyld. Hun sendte mig til en øjenspecialist, som konstaterede en synsnerveinflammation.
”For en sikkerheds skyld sender vi dig også lige forbi Neurologisk afdeling”, sagde lægen. Jeg var stadig ikke bange.
Men jeg spurgte, hvorfor de ville sende mig derhen, og da han sagde, at en synsnerveinflammation kunne være et symptom på sclerose, blev jeg bange. Rigtigt bange. Måske for første gang i mit liv.
Den selvopfyldende profeti var en realitet. ”Der kan du selv se”, sagde sclerose-monsteret. ”Du troede, du kunne løbe fra mig, men du blev klogere”, grinede den mig lige op i fjæset
Frygt og flugt og frys
Som nybagt mor er man programmeret til at være der for sit barn. En alvorlig diagnose er ikke med i regnskabet. Man kan ikke dø fra sit nyfødte barn – det gør man så heller ikke af sclerose, men det vidste min primitive krybdyrshjerne ikke. Den tolkede det som om, en løve var efter mig.
Men da det ikke var en mulighed, som nybagt mor, at flygte, parkerede jeg frygten langt inde i mig i dé uger, der gik, inden jeg endelig skulle undersøges af en neurolog.
At parkere frygt dybt inde i sig selv svarer lidt til Gertruds frys-funktion. Man dør lidt indeni, man stivner og tager det i stiv arm.
Gertrud rystede det hele af sig, da det var slut, men det gjorde jeg ikke. Jeg gik (løb) ind og ud af hhv en frys- og flugtposition.
Kvantefysisk kan man sige, at 12 år med kronisk frygt resulterede i negative og drænende energier
Et monster bliver født
Jeg husker, at jeg var meget samlet under besøget hos neurologen på Neurologisk afdeling (frys).
Og så skete der det fantastiske, at neurologen ikke kunne finde tegn på sclerose. Faktisk mente han ikke en gang, at jeg behøvede en hjernescanning. Han var helt overbevist om, at synsnerveinflammationen var forårsaget af hormonelle forandringer som følge af graviditet og fødsel.
Så jeg gik glad hjem til min baby og åndede lettet op. Besluttede mig for at lægge det bag mig. Synet drillede et helt halvt års tid, men der skete ikke yderligere, og en skønne dag så jeg helt normalt igen.
Hvad jeg ikke forstod dengang, var at jagten først lige var begyndt. Sclerose-monstret blev sluppet fri dén dag hos øjenlægen, som sagde ordet ”sclerose”. Han forløste et monster med sine ord.
Nervesystemet forstår ikke ordet ”ikke”, så når neurologen sagde, at jeg formentlig IKKE havde sclerose, så forstod mit nervesystem det uden negationen.
”Du har formentlig sclerose”, hørte mit nervesystem.
Og så blev det, uden at jeg vidste det, til en selvopfyldende profeti. ”Du har formentlig sclerose” blev til ”du får sclerose (på et tidspunkt)”. Sclerosen var allerede indprogrammeret i krop og nervesystem.
I en kvantefysisk kontekst skabes selvopfyldende profetier i tankerne. Tankerne sender energier til cellerne, således at ”sclerose-programmeringen” for mit vedkommende blev lagt ind i cellerne og bare ventede på at blive udløst.
At parkere frygt dybt inde i sig selv svarer lidt til Gertruds frys-funktion. Man dør lidt indeni, man stivner og tager det i stiv arm.
Når samtaleterapi kommer til kort
Jeg vidste, at alt ikke var helt godt, da jeg gik rundt og var nybagt mor. Jeg vidste godt, at jeg var blevet bange for sygdom, og at det hang sammen med, at jeg lige var blevet mor. Derfor gik jeg til psykolog for at bearbejde det.
Problemet var bare, at jeg ikke var sådan RIGTIGT bevidst om, hvor bange jeg var, og hvad frygten egentlig var for en størrelse, så den stakkels psykolog (som var ret fantastisk), kunne ikke se igennem mig og hverken afsløre eller forstå, hvad der skete helt inde på celleniveau.
Det er en af grundene til, at samtaleterapi ofte kommer til kort, når det handler om traumer, som er dybt indlejret i nervesystemet. Vi har ofte ikke et sprog for dem på det tidspunkt, hvor de hersker.
Jo, den er god nok. Vi kan arve traumer fra vores forfædre, og tit aner vi jo ikke, hvad de har været igennem og dermed, hvad vi selv reagerer på!
Kompleksiteten i traumer
Grunden til at frygten for sclerose satte sig så hårdt i mig, var ikke bare fordi ordet blev sagt højt af øjenlægen. Det har også noget at gøre med, hvilke andre erfaringer og traumatiske hændelser, jeg ellers har med mig fra tidligere i mit liv.
Nogle af dem er jeg klar over, nogle af dem er jeg ikke. Nogle af dem kan jeg formentlig være helt ubevidst om, fordi de kan stammer fra mine forfædre.
Jo, den er god nok. Vi kan arve traumer fra vores forfædre, og tit aner vi jo ikke, hvad de har været igennem og dermed, hvad vi selv reagerer på! At forstå traumer og deres effekter er derfor noget af et detektivarbejde ind i sjæl og krop!
Mange mennesker kan leve et helt liv uden at være klar over, at de bærer rundt på traumer. De fleste af os bliver klar over nogle af dem men ikke dem alle. Nogle af dem lykkes vi med at bearbejde, andre bliver en del af vores personlighed på godt og ondt.
Jeg blev jagtet af sclerose-monstret i 12 år uden pauser. Det er lang tid at være i alarmberedskab
Overbelastede nervesystemer er det nye ”normale”
Da der var gået 12 år, orkede min krop ikke at flygte mere. I hovedet havde jeg det fint (syntes jeg selv). Jeg levede et travlt men skønt liv med to børn, mand, familie, fritid og et job, jeg elskede.
Alt var ”godt”. 12 på samme stressniveau sætter sig som et program i kroppen, der føles normalt. Et nervesystem i konstant alarmberedskab bliver normalen.
Jeg er ikke den eneste, der er havnet i ”det nye normale”. Det er for mange blevet et vilkår for at ”overleve” i et moderne samfund. Det er formentlig én af de væsentligste årsager til, at flere og flere mennesker rammes af kroniske og autoimmune sygdomme.
Forlænget stress i kroppen skaber inflammationer i kroppen, hvilket for mit vedkommende resulterede i de pletter i hjernen, som man senere så i en magnetrøntgenskanning.
Kvantefysisk kan man sige, at 12 år med kronisk frygt resulterede i negative og drænende energier. Jeg brugte mere energi, end jeg fik, så der kom minus på kontoen. Drænet energi skader cellerne.
Det var i sig selv ikke særligt skræmmende. Min opmærksomhed var et helt andet sted – på min søn. Synet blev nok godt igen.
Et moderne eventyr og en selvopfyldende profeti
Året, hvor energien nåede bunden, var 2016. Udløst af en varm sommer og stress på arbejdspladsen kollapsede jeg og blev sygemeldt med stress og sclerose i en pærevælling.
Den selvopfyldende profeti var en realitet. ”Der kan du selv se”, sagde sclerose-monsteret. ”Du troede, du kunne løbe fra mig, men du blev klogere”, grinede den mig lige op i fjæset, mens jeg bogstaveligt talt overgav mig og ikke flygtede længere. Mit højre ben holdt simpelthen op med at virke. Flugt var umuligt.
Eventyret sluttede tydeligvis ikke med ”og så levede jeg (lykkeligt) til mine dages ende”. Moderne eventyr fortsætter med både godt og skidt, lige indtil den dag, vi ikke er her længere.
Jeg er her stadig, og hvis du er interesseret, er du velkommen til at følge med i de kommende blogindlæg, hvor historien fortsætter.
Mit ønske er at gøre opmærksom på, at kroniske sygdomme ikke altid er, hvad vi tror, de er. Og måske vigtigst af alt: Hvis vi vil gøre noget ved dem, er vi nødt til først at forstå dem, og hvorfor de er kommet.