De, som skal skynde sig mest, er de unge mennesker. De skal skynde sig med at blive færdiguddannede, så de kan komme ud og bidrage til samfundet sammen med dig og mig.
De må gerne tænke mindre over valget af uddannelse, det væsentlige er, at de kommer igang! Hurtigt. De har et ansvar for, at der er gang i økonomien. Trivsel kommer i anden række.
(ironi kan forekomme)
Denne form for hurtighed kan føre til stress. Ikke altid – men desværre for ofte. Hurtighed er egentlig ikke skadeligt i sig selv. Det handler om, hvordan den ser ud. Er den præget af glæde og mening, og hvis den hurtige livsstil levner tid for restitution, er der ikke noget galt med hurtighed.
Faren ved at brænde for sit fag
I dette indlæg indsnævrer jeg problemet omkring hurtighed til en type klienter, som jeg møder en del af. For dem er hurtigheden et problem, fordi det fører til stress og udbrændthed. Og det er en hurtighed, de ikke selv har valgt.
Klienten jeg henviser til i dette indlæg, er ikke en virkelig klient men en god blanding af, hvad jeg kan – og ofte – møde(r).
Indlægget handler i bund og grund om det problematiske i, når vi individualiserer problemer, som i virkeligheden er strukturelle, organisatoriske og politiske problemer.
Et eksempel er sygeplejersken, som brænder for sit fag, og som bogstaveligt talt står med liv og død i sine hænder hver eneste dag.
Måske er sygeplejersken nyuddannet og er blevet kastet ud i arbejdslivet og har fået at vide af sin leder, at der er mangel på folk, og at hun derfor desværre ikke bliver en del af den mentorordning, som nyansatte ellers plejer at få tilbudt. Et tilbud hvor en nyuddannet sygeplejerske i de første ansættelsesmåneder kan læne sig op ad en mere erfaren kollega.
Lavinen ruller
Desværre er mentorordningen skåret væk, fordi der er for få folk. Der er faktisk så få folk, at den nyuddannede sygeplejerske efter et par måneder i jobbet (uden oplæring) bliver tildelt en rolle med et stort ansvar, fordi der ikke er andre, der kan påtage sig rollen pt. Hun bliver også bedt om at tage den del ekstravagter, fordi afdelingen ikke kan få det til at hænge sammen.
(på dette tidspunkt i samtalen med sygeplejersken, som nu er blevet min klient, har jeg allerede næsten tabt kæben)
Oven i det er der mange sygemeldinger blandt sygeplejerskerne, fordi der er så meget pres på. Personalet på sygehuset går ned med stress på stribe.
Den nyuddannede og ikke særligt erfarne sygeplejerske er også ved at være træt. Men kæmper med næb og kløer, fordi hun er nødt til det. Patienterne skal jo ikke lide under afdelingens / arbejdspladsens problemer.
Og det var jo hendes drømmejob. Hun har villet være sygeplejerske siden barns ben. Det har alle dage været et kald. Så hun SKAL bare klare det. Hun er også lidt beæret over at have fået så stort ansvar allerede. Men samtidigt begynder hun også at blive bekymret for, om hun overhovedet er en god sygeplejerske, når hun ikke når alt det, hun gerne vil. Patienterne klager jo, og hun er flere gange kommet til at dosere medicin forkert. Hun er meget bevidst om, at små fejl fra hendes hånd kan få fatale konsekvenser.
(på dette tidspunkt i samtalen begynder jeg at svede)
Når problemerne vendes indad
Til sidst kører det helt af sporet, og sygeplejersken bliver sygemeldt med stress efter diverse grelle symptomer, som ikke gik at sidde overhørig. Forhøjet blodtryk, hjertebanken, svimmelhed, tunnelsyn, hukommelsesproblemer og søvnmangel. Listen kunne let være endnu længere.
En del af tvivlen vendes indad (selvom det skriger til himlen, at det ikke er et individuelt anliggende).
”Skulle jeg ikke have været sygeplejerske?”, ”Er det mig, der er noget galt med?”, ”Jeg tager også alting for nært, hvorfor kan jeg ikke bare sige pyt?”, er spørgsmål jeg ofte hører.
Men nu er sygeplejersken ihvertfald sygemeldt og kan slappe af og få indhentet noget af den tabte nattesøvn. Det er bare lige det, at både arbejdspladsen og lægen er lidt efter hende.
Lægen fortæller, at erfaringen siger, at det ikke er godt at være helt sygemeldt alt for længe. Så kommer man mentalt for langt væk, og det kan være svært at komme tilbage.
Arbejdspladsen er presset og vil gerne have en plan for, hvornår hun kommer tilbage, og om hun mon tror, at hun kan starte op på fuld tid igen, eller om det er nødvendigt med en langsom opstart. Og hvor langsomt? Og hvornår mon hun kan starte?
Så det der med at trække stikket helt er lettere sagt end gjort. Det var ellers dét, som lægen sagde, at hun nok havde brug for i en periode (som foreløbigt er 14 dage, og ”så må vi se, om det skal forlænges”).
Alt det og meget mere taler vi om i vores samtaler. Og sygeplejersken leder efter fejl og mangler hos sig selv. Fejl der har gjort at hun ikke kunne klare mosten og gik ned med stress.
”Jeg er nok også lidt for perfektionistisk” og ”Jeg har altid haft meget høje krav til mig selv” og ”Jeg er også sådan én, der ikke kan klare pres”, ”jeg er ikke særligt robust”.
Skam, tvivl og selvisolation
Sygeplejersken ved egentlig godt, at der INTET er galt med hende. Det forsikrer jeg hende også om. Men hun bliver alligevel i tvivl. For ”nogen” kan jo godt klare presset. Ikke lige alle dem, som også er gået ned med stress, men det er der nok andre årsager til. Måske har de også små børn eller bekymringer i ægteskabet, som også er stressfaktorer.
Det har den nyuddannede sygeplejerske ikke. Hun har al tid i verden i forhold til mange andre. Hun har ikke en gang en kæreste. Kun en del veninder og sin sport, men alt det må hun sætte på pause. Hun begynder simpelthen at isolere sig fra veninder og familie. Det er for trættende at være social.
Og nu hvor hun er sygemeldt, skammer hun sig lidt, så hun isolerer sig mere og mere fra venner og familie. Det er lidt pinligt ikke at kunne klare mosten.
En yderligere grund til, at hun bliver i tvivl om, hvorvidt det er hende, der er noget galt med, er at hun er så træt, at hun har svært ved at tænke en tanke til ende. Uden mentale pauser og restitution bliver man dårligere til at tænke og tage beslutninger. At hun doserede medicin forkert er et eksempel på det.
(og jeg tænker i mit stille sind, at det er utroligt, at der ikke sker flere fejl, end der gør, på landets sygehuse)
Det er samfundets skyld !
Som vi sidder der og taler, bliver det mere og mere tydeligt, at der INTET er galt med hende. Hun reagerer helt fornuftigt på et ufatteligt ufornuftigt system, som er ramt af en syg hastighedskultur.
Alligevel er det HENDE, der sidder og taler med mig for at overkomme sine problemer! Og bevares – det kan have stor værdi at blive spejlet og få sat ord på sine bekymringer.
Men i terapi går man ofte, fordi man ønsker forandring. Hos sig selv. Men denne sygeplejerske skal ikke forandre sig. Det skal hendes arbejdsplads. Samfundet der har skabt hendes arbejdsplads, skal forandre sig.
Men det gør arbejdspladsen og samfundet ikke. For de er ramt af hurtighed. Af effektivisering. Af besparelser. Og af at folk flygter fra arbejdspladsen, fordi de – helt naturligt – ikke kan klare mosten.
De folk, der flygter fra arbejdspladsen bliver så diagnosticeret med stress (som ikke er en egentlig diagnose), og får dermed et individuelt stempel, der fortæller, at de ikke var stærke nok til at klare arbejdskulturen (det er naturligvis ikke sandt, men der er mange, der føler det som et stempel, som et svaghedstegn).
Når det i virkeligheden er arbejdspladsen eller samfundet, der skulle have diagnosen ”STRESS”, ”HASTIGHEDSRAMT” eller ”HELT AF LAVE”.
Yoga og meditation løser det ikke
Min rolle som psykolog er bla at lytte og bekræfte men også komme med bud på, hvad klienten kan stille op med sin situation.
Allermest har jeg tit lyst til at sige, at klienten bør sige op og finde et andet job. Det gør jeg også nogle gange. Det løser bare ikke nødvendigvis sygeplejerskens problem. Vilkårene er nemlig de samme langt de fleste andre steder.
Det er vanskeligt i en samtale mellem to mennesker at gøre noget ved det overordnede strukturelle problem. Det siger sig selv. Så hvad jeg som psykolog kan gøre, er at hjælpe klienten med at passe på sig selv så godt det går under de vilkår, klienten nu en gang står midt i.
Mange af de klienter, jeg taler med, har fået gode råd om at passe på sig selv fx med mindfulness, yoga og lange gåture.
Det er også råd, jeg selv kommer med. Jeg er uddannet yogalærer og VED, at meditation, mindfulness og åndedrætstræning er hjælpsomt ved stressrelaterede problematikker.
MEN. Og der er et meget stort MEN: Det er faktisk ikke i orden, at det er nødvendigt at ty til teknikker som mindfulness. Det giver et skævt billede af, at det er individet, der skal løse problemet, når det i virkeligheden ligger et helt andet sted.
Selvhjælpsbøger forstærker problemerne
Det store udbud af selvhjælpsbøger fortærker problemerne, idet de kommer med ”gode råd” om, hvordan man kan tænke anderledes, acceptere dét der ikke kan forandres, trække vejret igennem det svære, forene sig med naturen og universet osv.
Der skal godt nok mediteres meget og laves mange dybe vejrtrækninger, hvis vi skal overkomme problemer med syge arbejdsforhold og samfundsstrukturer. Mange som jeg taler med, bliver da også (heldigvis) lidt provokerede, hvis jeg foreslår meditation.
En del siger, at det har de simpethen ikke ro og tid til. De har heller ikke tid til at holde pauser. Og meditation er en slags pause. På en måde er det lige meget, om du mediterer i dine pauser, eller ”bare” holder pause (bemærk dog at det ikke er en pause at scrolle på mobiltelefonen).
Pointen er, at når der ikke er hverken tid eller ro til at meditere eller holde pause, så skal problemet løses et helt andet sted. Ikke i en meditationspraksis.
Psykologer er (nogle gange) noget opreklameret lort (undskyld)
Der tales idag meget om, at det er vigtigt at være åben om sine problemer og mentale udfordringer, at turde bede om hjælp, og at det ikke skal være tabu at sige, at man går til psykolog.
Jeg er enig. Og jeg er vild med mit arbejde som psykolog. Men den måde vi taler om det på, er faktisk tit et problem.
Vi taler nemlig om det, som om det er ok og helt naturligt. Men det er det slet ikke. Du skal ikke behøve at tale med en psykolog, fordi, din arbejdsplads er et sygt sted at være.
Vi burde faktisk tale mere om, at der slet ikke BURDE være så meget brug for psykologhjælp!
Jeg siger nogle gange med et smil på læben, at psykologer er noget opreklameret lort. Jeg undskylder også og siger, at jeg godt er klar over, at det ikke er så god reklame for mine fagfæller og mig selv.
Til en vis grad er jeg naturligvis ironisk.
Og så alligevel ikke. Jeg oplevede det selv, da jeg for år tilbage blev sygemeldt med stress. Min læge henviste mig hurtigt til en psykolog. Den stakkels nyuddannede læge anede ikke, hvad hun skulle stille op med den der totalt udbrændte, rystende, angstfyldte patient, der sad foran hende.
Løsningen er (ikke) 7 måneders pause
Psykologen anede heller ikke, hvad hun skulle stille op med mig. Hun forsøgte så godt det gik, men jeg var så langt ude, at jeg var svær at nå. Det var i denne fase, jeg fandt yogaen og meditationen, som faktisk var det eneste, der virkede.
Når jeg idag alligevel ikke mener, at yoga og meditation er løsningen, er det fordi, det naturligvis ikke eksplicit var yogaen og meditationen, der reddede mig fra stressen. Det var primært, at jeg trak stikket ud. I 7 måneder (og at jeg efterfølgende sagde mit job op, men det er en længere historie).
7 måneders pause, ingen krav, yoga og meditation var hvad der skulle til for at jeg kom nogenlunde på fødder igen.
Det er en stor investering, og det er trist, hvis det også bliver løsningen for sygeplejersken i indlægget og mange af mine andre klienter. Ikke mindst for samfundet.
Mine klienter er ikke mig, og deres situationer er helt anderledes. Jeg havde nemlig også, viste det sig, en kronisk sygdom i kroppen, på det tidspunkt, hvor stressen – som til en stor del var arbejdsrelateret – brød ud.
Når stress får fatale konsekvenser
Det er ikke usædvanligt, at jeg møder klienter, der tidligere har været sygemeldt med stress i lange perioder, og som, når de kommer tilbage på arbejdsmarkedet, ”har taget skade” af stressen og fx har fået hukommelsesproblemer, er blevet ekstra lydfølsomme og ikke orker at være sociale i det omfang, som de gjorde inden stresssygemeldingen.
Jeg har ikke en løsning på problemet med stress og psykisk dårligdom. Men jeg ved, at det et langt stykke hen ad vejen ikke er et individuelt problem, at folk bliver syge og går ned med stress. Det er et samfundsproblem, som bunder i, at alt skal gå stærkt, hurtigt og være effektivt.
Det er svært – om ikke umuligt – for individet at leve langsommere, når samfundet er indstillet på ekstrem hurtighed. Med mindre man melder sig mere eller mindre ud og bliver selvforsørgende eller flytter langt ud i den øde natur, hvor man kan spejle sig i dyrenes og naturens naturlige gang. Det er formentlig også derfor, vi ser flere og flere eksempler på, at folk faktisk gør lige netop det!
Det er bare ærgeligt, at man er nødt til at melde sig ud af samfundet for at leve i harmoni med sig selv og verden omkring.
Tænk hvis mindre kunne gøre det!