Min virksomhed skifter snart navn fra ”Yogapsykologen” til ”Langsom psykologi” (læs mere om det i blogindlægget ”Tid til forandring”).
Jeg vil i dette indlæg fortælle lidt om, hvor min betagethed af ordet ”langsomhed” kommer fra.
For omkring 8 år siden tog jeg en 2-årig efteruddannelse i psykologiske og psykiatriske perspektiver på børns og unges udvikling.
Ramt af ord
Den ene af underviserne, psykiater Søren Hertz, sagde på den allerførste undervisningssgang noget, som ramte mig. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Men det gør jeg nu (og har gjort i nogle år). Forklaring følger.
Vi talte om børn og diagnoser, og hvad man skal være opmærksom på, når man som psykolog møder et barn og dets netværk, som er stressede, pressede og frustrerede og leder efter et hurtigt svar på, hvad der er galt med barnet (eller dets omgivelser).
Det er naturligvis vigtigt, at vi ikke drager forhastede konklusioner, inden vi giver børn psykiatriske diagnoser. Det kan få stor betydning for resten af deres liv, så der skal et grundigt forarbejde til, inden be- eller afkræftelse af en diagnose.
Søren sagde i den forbindelse, at det var vigtigt i den proces ”at skynde sig langsomt og dvæle ved det, der sker lige foran os” (for at være grundig), eller noget i den retning.
Selvfølgelig er det det. Men det var desværre ikke altid det, som skete, dengang jeg arbejdede som skole- og børnehavepsykolog. Nogle gange gik det meget stærkt med at stemple børn og give dem diagnoser. I inklusionens tegn (på godt og ondt), var vi mange psykologer og psykiatere, der forsøgte at udfordre den stigende diagnosticering, og det var en af grundene til, at jeg tog uddannelsen.
Når kroppen er en krigsslagmark
Men der var noget med ordet, Søren brugte, som slog mig. ”Langsomhed” sagde han – og brugte det i flæng. Hver gang jeg hørte det, blev jeg ”ramt”, uden helt at vide hvorfor.
Idag ved jeg det som sagt.
Det gav utroligt god mening ift arbejdet med børn og unge. Så naturligvis ramte begrebet mig dengang. Men der var flere grunde. Ihvertfald mindst én grund til:
Nemlig at jeg selv var fortravlet og ikke besad evnen til langsomhed! Jeg anede det ikke, men en alvorlig kronisk sygdom havde allerede godt fat i min krop og mit nervesystem. Jeg var top-stresset men skød det hen med travlhed på jobbet. Et job jeg var glad for. Derfor lagde jeg ikke mærke til, at der var noget helt galt. Jeg var jo glad og tilfreds.
Altimens inflammationerne brændte i min krop, og mit immunsystem var igang med at bekæmpe sig selv som var det den værste krigsslagmark, piskede jeg afsted og var alt andet end langsom.
(der var ikke nogen, der rigtigt så det. Ingen sagde ihvertfald noget. Jeg har vist ikke set særligt travl ud på ydersiden. Ingen lægger mærke til den, som har travlt, så længe den virker glad og ikke ser fortravlet ud)
Med skyklapper på
Havde jeg lyttet til den berømte mavefornemmelse, intuition eller hvad man vælger at kalde det, havde jeg nok forstået, at der var noget galt.
Hvis jeg havde evnet at være langsom, tror jeg, at jeg havde lagt mærke til dét, jeg ikke ville lægge mærke til (og derfor ikke tillod mig at være langsom).
Hvad jeg prøver at sige er, at travlhed kan skygge for sandheder, man burde se i øjnene.
Jeg møder det nogle gange hos klienter. Fx taler jeg med mange mennesker, som har spændende og krævende jobs, men som desværre også har en bunke grimme symptomer på, at ikke alt er som det skal være.
Ofte er det ”klassiske” stresssymptomer som hjertebanken, svimmelhed, dårlig søvn, tinnitus, ondt i maven, dårligt humør og ”kort lunte”.
Jeg beder altid klienter med fysiske symptomer om at gå en tur forbi lægen for at få be- eller afkræftet fysiske sygdomme, og en del gør det, mens der også er en del, som slår det hen og siger, at de ved, at det ”bare” er stress, og at det nok går væk, når der kommer lidt mere ro på.
(en del har allerede været hos lægen, som ikke finder noget bemærkelsesværdigt, og når man får svaret ”det sidder i hovedet” eller ”det er nok bare lidt stress”, så går man hjem og vil ikke forstyrre lægen mere)
Og nogle gange kommer der ro på igen. Men mange gange er det ikke ”bare lige en periode” – men en længerevarende tilstand, som efterhånden er blevet normal. Og så har vi balladen.
”Jeg skal bare lige...”
For så vælter lortet. Undskyld ordvalget. Det gjorde det for mig. Jeg løb stærkere og stærkere, for ”det var nok bare en periode”. Jeg fik midt i det hele også nyt job – mit drømmejob. Så jeg skulle ”bare lige ind i det hele” og ”stressen lægger sig, når alt ikke er så nyt længere”. Sådan gik der et par år. ”Jeg skal bare lige...”.
Og så skal jeg love for, at balladen viste sig. For mit vedkommende slog sclerosen mig bogstaveligt talt i gulvet, fordi jeg en skønne dag lige pludselig knapt kunne gå.
Så ku´ jeg lære det. Idag kan jeg se tilbage på 7 måneders sygeperiode, som var enormt lærerig.
Men det er jo dumt at havne der! Og det er dumt at blive ramt af alvorlig stress, angst og et totalt overbelastet nervesystem. Og det er dumt at blive ramt af kronisk sygdom. Vi ved idag, at stress udløser inflammationer i nervesystemet, så hvem ved – måske var jeg gået fri fra sclerose, hvis jeg var begyndt at leve langsommere 5 år tidligere?
Det er let at være bagklog, og jeg kan ikke vide det.
Men hvad jeg ved idag, er at det er tosset at løbe risikoen! Torskedumt.
”Langsom psykologi” er ikke for alle
DET vil jeg gerne være med til at formidle viden om, så det ikke behøver ske for DIG! Lad mig slå fast, at ikke alle, der har travlt og endda er stressede i perioder eller hele tiden, behøver blive hverken kronisk syge eller gå ned med stress.
Der er formentlig mennesker, som kan klare det uden skyggen af sygdom. Det handler nemlig også om noget så spændende som gener og at være disponibel eller ikke for diverse sygdomme. Så mit univers ”Langsom psykologi” er ikke for alle. Det er for dig, der har en mavefornemmelse af, at der er noget, der ikke står helt godt til. Eller som ”bare” alligevel af en eller anden grund er lidt nysgerrig på det her med at leve langsommere...
Så hæng med mig her i universet. Der kommer flere indlæg 😊