En sclerose-diagnose i 2016 satte en stopper for min tid som hurtigt menneske i (en hurtig) verden. Det er der intet godt at sige om. Sclerose er noget lort.
Til gengæld er det lærerigt at blive ramt hårdt af livet. Man siger endda, at man skal ”se gaven i det svære”. Men det er svært, når man hader ”den gave”, man har fået.
Jeg kommer aldrig til at se sclerose som en gave, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den ikke har lært et og andet om livet, som jeg ikke vidste inden. Og det er måske også en slags gave. Sådan én jeg (gerne) ville have levet lykkeligt uden.
At blive langsom kan være den visse død ☹
For nu at blive i gavemetaforen, vil jeg i dette indlæg dele ud af den irriterende gave ved at fortælle om, hvad min ufrivillige langsomhed har lært mig om mine medmennesker og om ”mit tidligere (hurtige) selv”.
Jeg blev langsom næsten fra den ene dag til den anden. Jeg gik ned med – i høj grad - arbejdsrelateret stress, og samtidigt slog sclerosen til. Hvad der kommer først – hønen eller ægget; sclerose eller stress – finder jeg nok aldrig ud af.
Under alle omstændigheder var jeg lige pludselig uendeligt langsom. På den måde at jeg næsten ikke kunne gå. Det var skræmmende. Ens hjerne bliver virkelig bekymret, når man ikke kan skynde sig. Den sender konstant signaler til kroppen om, at der er fare på færde. Det er der jo også. Især hvis man levede på savannen og fra den ene dag til den anden ikke kunne løbe fra en løve. At blive langsom er fra evolutionens side den visse død.
Desværre gjorde den vished mig endnu langsommere, fordi der rent fysiologisk sker det, at kroppen ”fryser” for at forsvare sig selv (spiller død). Hvilket gør det endnu sværere at løbe væk.
Det blev skruen uden ende, og jeg gloede lukt ind i en lang sygemelding, hvor jeg skulle lære at leve med ikke at kunne skynde mig længere.
Man kan nemlig ikke gå på arbejde med en krop, der tror, den er på savannen og bange for, at den er ved at blive ædt af en løve.
(jeg blev faktisk lidt bedre til at gå, da jeg fik slappet af og via yogaen opdagede, at det er en rigtigt god ide at huske at trække vejret (lidt mere og dybere end jeg plejede)
Det blev 7 lærerige måneder, hvor jeg på en hel ny måde opdagede, hvor travl en verden, vi egentlig lever i. Jeg vidste det egentlig godt. Det gør de fleste af os.
Du har sikkert prøvet det der med at møde en gammel bekendt på gaden. Du stopper op og spørger ”Nå, hvordan går det så?”, hvortil den bekendte siger ”jo tak, fint nok, men travlt”. Så griner du lidt og siger ”Ja tak, det kender jeg godt, jeg har også travlt”. Og så går I igen i hver sin retning, fordi I har travlt og ikke tid til at snakke mere.
Vi spejler os i hurtighed og bliver endnu hurtigere
Vi spejler os i hinanden og kan blive mindet om vores travlhed, når vi støder på andre travle mennesker på gaden. Så kan vi godt gå der og tænke, at når de andre er travle, så er jeg det nok også. Og så bliver vi lidt ekstra travle.
Men forestil dig det omvendte scenarie, hvor du faktisk ER en utravl person, som siger til den gamle bekendte på gaden, når denne spørger: ”Jo tak, det går fint, og jeg har al tid i verden, jeg skal ikke skynde mig, og jeg har egentlig ikke særligt meget, jeg skal nå”.
Dén kommentar tror jeg ikke, der er mange af os, der har hørt så tit. Men jeg tror, vi har brug for kommentarer som den, så vi kan spejle os noget mere i langsomhed.
De fleste taler om, at de har travlt – men ingen gør rigtigt noget ved det! Det begyndte jeg på en ny måde at erfare sådan rigtigt, da jeg blev langsom.
Her kommer nogle konkrete eksempler på steder, hvor jeg gjorde disse opdagelser og erfaringer:
Når jeg gik på gaden eller strøget...
...Opdagede jeg, at folk overhalede mig, og for første gang i mit liv begyndte jeg at undre mig over hvorfor?? Men endnu mere undre mig over, hvorfor jeg selv tidligere havde haft så travlt. Hvad var det, der var så vigtigt, at det ikke kunne have ventet 10 minutter? Det gik op for mig, at jeg jo selv har været én af de mennesker! Hvorfor løb jeg? Jeg kunne være gået hele vejen.
I køen i supermarkedet...
...Opdagede jeg, at det moderne menneske er sig selv nærmest, fordi det har travlt. Dét menneske skynder sig, når det ser en kø til kassen og løber gerne forbi pensionisten eller dén, som ikke er så hurtig – som fx mig. Det ville jo være træls, hvis køen blev længere, fordi man var for langsom. Tænk hvis man spildte 5 minutter af sit liv ved at komme for langt bagud.
Det var let for mig at være frelst. Jeg var sygemeldt og havde al tid i verden. Forresten opdagede folk sjældent, at jeg gik langsomt. De havde travlt med at komme ind i køen, eller også havde de næsen i deres mobiltelefoner; eller begge dele (det var også her, det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne glo i mobiltelefon samtidigt som jeg gik; det ville betyde den rene død – eller ihvertfald brækkede arme, ben eller en hjernerystelse).
Det var jo ikke fordi, de var dårlige eller uempatiske mennesker. De var bara travle mennesker. Og mobiltelefoner gør ikke travle mennesker mere opmærksomme, skulle jeg hilse og sige.
I svingdørene i supermarkedet eller shoppingcentret...
...Opdagede jeg, hvor skøn en opfindelse en svingdør er. Den er langsom og trækker tempoet ned.
Da jeg var sygemeldt, fik jeg så meget tid, at jeg ”var nødt til” at fylde den ud med noget. Den tid blev bla brugt til at skape en blog, der hedder ”Når livet slår”.
Der skrev jeg fx et indlæg, som hedder ”Flere svingdøre til folket” ( https://naarlivetslaar.dk/2018/november/flere-svingdoere-til-folket/ ). Indlægget handler om en indsigt, jeg fik en dag, jeg gik igennem en svingdør i et indkøbscenter. Svingdøre bevæger sig langsomt, så alle skal få en chance for at følge med. Jeg lagde mærke til, at en del virkede irriterede over at være tvunget til at gå langsomt. Og så snart de fleste mennesker kommer ud af en svingdør, så skal jeg lige love for, at tempoet kommer op.
Tilbage på jobbet efter sygemeldingen...
...Opdagede jeg virkelig, hvor travl verden er. Jeg startede langsomt. Arbejdede først 25% og siden 50% (på dette tidspunkt havde jeg fået så meget erfaring med langsomhed, at jeg bestemte mig for aldrig nogensinde at arbejde heltid mere).
Både chef og kolleger var super imødekommende. Det var ikke deres ”skyld”, at jeg var gået ned med stress. Det var en hel paraply af forskellige omstændigheder, der var årsager til det, blandt andet sclerose, som havde raset i min krop i mange år, uden at jeg havde lagt mærke til det.
Jeg vil faktisk gå så vidt, som at sige, at min arbejsplads var VIRKELIG forstående. Ingen pressede på men hjalp mig med at huske, at jeg skulle tage det i min egen takt. Der blev endda indført yoga på arbejdspladsen, som udelukkende bestod af hårdt arbejdende psykologer. En del af os blev endda tilbudt efteruddannelser i yoga!
Min arbejdsplads gjorde, hvad den kunne og var meget nysgerrige efter at lytte til de erfaringer, jeg havde gjort mig under min sygemelding – både med langsomhed og med yoga, som havde været vejen til mere langsomhed for mig.
Gamle mønstre og lange hurtige gange
Men ikke destro mindre opdagede jeg hurtigt, at det var svært at ændre på gamle mønstre. Både for mine kolleger og mig selv. Jeg blev hurtigt optaget af at ”nå det samme” (eller det halve, fordi jeg kun arbejde halv tid) som mine kolleger. Selvom der ikke var nogen, der sagde, jeg skulle.
Jeg tror simpelthen bare, at jeg spejlede mig i mine kolleger, som stadig var travle, som de også var, før jeg blev sygemeldt.
På arbejdspladsen var der nogle lange gange, og det gik det op for mig, hvor hurtigt der blev GÅET – bogstaveligt talt. Gangene var smalle, så jeg tror ikke, at mine (forstående) kolleger ligefrem overhalede mig, men jeg mindes, at jeg begyndte at lytte til deres hurtige skridt, når jeg fx sad på mit kontor med døren åben.
Jeg begyndte at tænke over, hvad det dog var, der hastede sådan, at de ikke kunne gå almindeligt. Hvorfor løb de? De kunne være gået hele vejen!
Vi plejede at spise frokost sammen. Der var en uformel aftale om, at man skulle forsøge at holde pause nogenlunde samtidigt, så vi kunne spise og få sludret lidt sammen.
Det var hyggeligt. Men det var anderledes for mig, da jeg kom tilbage efter sygemeldingen. Jeg forstod, at noget havde forandret sig. Ikke for mine kolleger. Men for mig.
Det gik op for mig, at det vi talte om, var skruen uden ende. Det her med ”alle taler om stress, men ingen gør noget ved det”.
Vi talte meget om, at det ikke går at have så travlt. At vi ikke burde have så mange klienter hver dag. At man ikke burde arbejde så meget, når man har små børn.
Det blev lidt, som det bliver dér på gaden, hvor man møder den bekendte, konstaterer at man har travlt – og skynder sig videre.
Sådan gjorde vi også i frokoststuen. Vi talte om, hvor travlt vi havde. Og så gik vi hver for sig og fortsatte med at have travlt. Og vi gjorde ikke noget ved det. Andet end at konstatere at ”det går virkelig ikke”.
Når man er nødt til at fjerne sig fra det hurtige
Det var den væsentligste grund til, at jeg sagde op og startede ”min egen butik”. Jeg var nødt til at fjerne mig fra hurtigheden for at holde fast i dén langsomhed, som jeg var begyndt at holde mere af (godt nok af nød, men alligevel).
Det er også derfor, jeg idag kalder min hjemmeside og min blog for ”Langsom psykologi”. Fordi jeg vil inspirere og gøre opmærksom på, at vi har travlt idag. For manges vedkommende FOR travlt.
Travlhed er ikke i sig selv et problem. Det er det kun, hvis du aldrig har tid til at være langsom.
Og hvis du, som mine kolleger og jeg, sidder sammen med dine kolleger og konstaterer, at I har for travlt. Og hvis du har symptomer på stress, allerede er gået ned med det, eller har symptomer på eller lider af andre mentale og/eller fysiske dårligdomme.
Vi bliver (desværre) gode til dét, vi spejler os i
Alting hænger nemlig sammen. Vi spejler os i hinanden. Det, vi gør mest af, bliver det normale, og det er synd, hvis det kun er det hurtige, der er normalt!
Vores børn spejler sig også i os, og hvis vi kun er hurtige, bliver de også ”gode” til det. Til gengæld får de ikke mulighed for at mærke, hvad langsomhed er og kan. Og det kan faktisk noget.
Jeg vil afslutningsvist pointere, at det ikke er en værdi i sig selv at blive langsom, som jeg er blevet det. Gud ske tak og lov lever jeg ikke på savannen, for så havde jeg nemlig ikke levet.
Det er bedre at være hurtig end langsom. Bare ikke hele tiden. Og dér kan du måske lære noget af én, som er langsom hele tiden 😊.
Lad os lære vores børn, at langsomhed også har stor værdi. Og syng Peter Sommers sang for dem: ”Hvorfor løb vi? Vi ku ha gået hele vejen”.