Du har sikkert hørt ordet ”compassion”. Måske har en psykolog fortalt om begrebet. Måske har du læst om det eller er stødt på det, hvis du har deltaget på et yogahold eller et selvudviklingskursus.
”Compassion” er nemlig et ord, der er meget oppe i vælten. Med god grund. Vi har nemlig brug for det – måske mere end nogensinde. Efter et par år med corona og nu krig i Europa. Der er nok af lidelse i verden. Og med flere og flere mennesker, der rammes af stress, angst og depression og andre psykiske lidelser.
Hvad er compassion?
Den korte definition af compassion, som man finder detnhos Paul Gilbert, der har ”opfundet” Compassion-fokuseret terapi, og som du kan læse mere om fx i bogen ”Hjernen på overarbejde” af Vibeke Lunding-Gregersen og Henrik Tingleff, er:
”En åbenhed over for egen og andres lidelse – samt et dybfølt ønske om både at lindre og forebygge”
Udgangspunktet er, at livet i bund og grund er fuld af lidelse. Vi kan ikke undgå det. Men vi kan gøre noget for at udholde det, og her kommer compassion ind i billedet.
Compassion-begrebet er et relativt nyt begreb. Ihvertfald i de psykologiske kontekster, det anvendes i i dag. Men der er faktisk intet nyt i det. Det er på en måde ny vin på gamle flasker. Som art har vi nemlig evnet compassion de sidste to-tre millioner år!
Havde der ikke fundets compassion, var vi uddød som menneskerace for mange år siden.
Forklaring følger.
Totalt compassionoverlegne men ikke noget godt dansk ord
Det som er unikt for mennesket, ift andre dyrearter, er at vi er totalt overlegne ud i at føle compassion eller omsorg og omtanke overfor andre. Der er i og for sig også mange andre dyrearter, som ville være uddøde, hvis de ikke udviste omsorg overfor deres afkom og gruppen, de tilhører, men mennesket er uden tvivl det allerdygtigste pattedyr, når det kommer til compassion.
Det hænger i høj grad sammen med vores meget veludviklede hjernebark – og kort fortalt er det dén, der adskiller os fra andre pattedyr, og som vi udviklede to-tre millioner år siden. Evolutionsmæssigt har dén der hjernebark, som er fuld af compassion-evner, bragt os langt!
Vi er ikke her idag, fordi vi var de stærkeste (”den stærkeste overlever”), eller fordi vi var de klogeste (”de klogeste overlever”), men fordi vi var dén art, der kunne føle mest med andre (og handle fornuftigt ud fra det) – vores afkom og gruppen, vi tilhørte.
Hvorfor det engelske ord ”compassion” og ikke et godt gammeldags dansk ord? Det ville jeg faktisk også ønske fandtes, men jeg giver compassion-folket ret i, at det er vanskeligt at finde et ord, der dækker.
Et ord, der kommer tæt på, men alligevel ikke, er ”medfølelse”. Problemet er blot, at compassion er mere end en følelse. Det er et komplekst begreb, som bla indebærer, at man besidder evner som sympati og empati, som jeg ikke vil uddybe her, men som er ret komplekse evner, og som (nogle) mennesker har brug for at træne og udvikle.
En virkelig, virkelig dårlig nyhed
Der er en dårlig nyhed ift compassion. Selvom det er medfødt, kan stress og jag skade vores evne til compassion. Stress og jag får os til at glemme, at vi og vores medmennesker har brug for omsorg og omtanke.
Du har sikkert prøvet at sidde i en bilkø og være møgirriteret og bande og svovle (bare en lille smule) over de andre umulige billister. I dét øjeblik glipper din evne til at udvise compassion. Simpelthen fordi, din hjerne er gået i overlevelsesmode.
Dér i bilkøen har den gamle del af hjernen, hvor der ikke er noget compassion, taget over, og den skelner ikke mellem irriterende billister i en moderne verden eller en led fjende for 5000 år siden, der prøver at stjæle den bjørn, du lige har nedlagt og skal have til aftensmad.
Heldigvis kan vi blive bedre til at føle compassion. Der er fx efterhånden forsket en del i, at meditation og mindfulness øger vores evne til compassion.
Der er naturligvis mange, der ikke mediterer, men som stadig kan udvise compassion. Heldigvis. Ellers var vi jo nødt til at tvinge mennesker til at meditere!
Når gammelt bliver moderne
Som sagt er compassion en medfødt evne, og uden den ville vi ikke være her. Så hvorfor er det blevet så moderne at tale om det?
Compassion-begrebet er blevet så populært, tror jeg, fordi det bliver sværere og sværere at være menneske. Det er så svært, at det er blevet nødvendigt at opfinde en terapiform, der som sagt kaldes for Compassionfokuseret terapi.
Ikke fordi der er kommet mere lidelse end for 100, 1000 eller 10000 år siden. Faktisk er menneskeheden blevet enormt god til at opfinde ting, som fjerner lidelse; lægevidenskaben er et godt eksempel.
Lidelse idag ser anderledes ud end for 100, 1000 eller 10000 år siden. Men den er der stadig. Det er et grundvilkår ved at være menneske.
Og måske er vi dårligere til at acceptere lidelse idag, fordi vi faktisk er blevet så gode til at fjerne meget af den? Og måske er lidelse idag mere komplekst, end det var for 1000 år siden, hvor det fx var noget så konkret som at at blive ædt levende af en bjørn.
Idag er lidelse anderledes og mere komplekst. Aktuelt kan nævnes corona-årene, som har skabt megen lidelse. Mennesker har mistet nære og kære. Mange har følt sig ensomme. Nogle har mistet jobs. Nogle slås stadig med eftervirkninger af corona. Og da vi så troede, at vi kunne ånde lettede op, så kom der krig i Europa. Som de fleste af os ikke i vores vildeste fantasi kunne forestille os.
Det står skidt til med den moderne menneskehed
Derudover stresser vi os selv halvt ihjel. Det står skidt til med den psykiske trivsel. Forekomsten af angst, stress, depressioner og traumer stiger. Livsstilssygdomme og kroniske sygdomme stortrives i det moderne menneske. Og selvom vi er dygtige med medicin og behandlinger, kan vi ikke fjerne al lidelse.
Compassion handler heller ikke om at fjerne lidelse men om at lindre den. Det handler om at være med lidelsen som et grundvilkår. Det handler om at sidde i den der bilkø og have forståelse for, at det formentlig ikke er mere de andre billisters skyld end ens egen. Og så ikke freake ud over det.
Hvorfor er det så så svært? Når det er ny vin på gamle flasker og en to-tre millioner år gammelt? Hvorfor bliver vi så stik hamrende rasende i den der bilkø, når vi egentlig er født med evnen til at udvise compassion?
Gamle og nye hjerner
Vi bliver rasende i dén der bilkø, fordi vi også stadig er udrustet med den såkaldte gamle hjerne, som vi deler med mange krybdyr og alle pattedyr. I den gamle hjerne hersker hypothamus, som styrer vores drifter samt amygdala, som er mest optaget af at være på vagt overfor fare, død og ødelæggelse.
Den nye hjerne, som er den del, vi IKKE deler med andre dyr, er den såkaldt fornuftige hjerne, der kan hindre os i at gå ud af bilen i bilkøen og nikke de andre billister en skalle. Det er også her, compassion-evnen er udviklet i fuldt flor.
Men FØRST OG FREMMEST er selv menneskedyret optaget af overlevelse – før fornuft. Så i første omgang er det den gamle hjerne, der styrer os.
For at være i kontakt med den nyere og mere fornuftige hjerne, er vi nødt til at være i ro og vide, at der ikke er fare på færde. Den mindste form for fare på færde, trigger amygdala, og så er løbet kørt (vi skal jo først og fremmest overleve – overlevelse før compassion).
Når vi er pressede og stressede, skelner den gamle del af hjernen ikke mellem, om man står overfor en morder eller om det blot er en irriterende billist i morgentrafikken, der får én til at miste evnen til compassion.
Det er derfor, vi kan reagere uhensigtsmæssigt, når vi er stressede. Vi bliver kaprede af vores gamle hjerner.
Langsomhed som et fundament for at udvise compassion
Derfor er vi nødt til at træne og vedligeholde vores compassion-muskel, kan man sige. I dagens samfund sker der ting omkring os hele tiden. Vi bliver angrebet af stimulation fra alle sider næsten konstant. Den gamle hjerne er pænt udfordret af computere, mobiltelefoner, travle storrumskontorer, storbyer og proppede tog og busser og motorveje (som den let misfortolker som farlige løver, bjørne, kvælerslanger og vikinger).
Compassion-musklen træner vi ved at have tid til at overveje og tænke os om, inden vi handler. Det kræver, at vi ikke altid har travlt og er igang med noget. Og at vi trækker os fra storrumskontorerne og motorvejene mm. Det kræver, at vi forlader hjernen og kommer ned i kroppen, hvor det autonome nervesystem kan hjælpe os med at forbinde den gamle og den nye hjerne ved hjælp af blandt andet vejrtrækningen.
(den gode nyhed er, at vi ikke behøver at trække os hele tiden – vi behøver bare balancerede pauser)
Det behøver ikke indebære, at vi mediterer. Men det indebærer, at vi holder pauser. At vi lever langsommere, så vi får tid til at stoppe op, reflektere og trække vejret. At vi ikke bruger så forfærdeligt meget tid på at blive stimuleret af skærme og andre impulser.
Det meste jeg skriver om i mine blogindlæg handler på en eller anden måde om langsomhed. Ikke mindst compassion, som taler lige ind i min mission om at leve langsommere. Vi er simpelthen som samfund nødt til at få mere fokus på at leve langsommere og mere i overensstemmelse med den måde, vore hjerner er skabt på.
Således kan du godt regne med, at der kommer mange flere indlæg om langsomhed i forskellige former og indpakninger. Vi har brug for det.