Nysgerrige mennesker i Himalaya
Da min 8-årige datter begyndte at læse den højt for mig som en del af hendes læse-lektie, viste det sig, at bogen var genial. På den der helt enkle børne-måde (jeg var mere vild med den end min datter og måtte lidt tvinge hende til at læse videre for mig 😊). Jeg er nødt til at dele det første kapitel med dig (frit oversat fra svensk af mig), fordi det er for godt til at lade være 😊.
Man startede med at praktisere yoga for 5.000 år siden i Himalaya i Indien. Det siges, at nogle nysgerrige mennesker vandrede rundt oppe i bjergene for at forsøge at forstå, hvordan vi mennesker fungerer. De begyndte at studere dyr og efterlignede deres bevægelser. De vred og vendte på sig, testede en masse positioner og begyndte så småt at kople bevægelserne sammen med vejrtrækningen. Til sidst havde de fundet på over otte millioner forskellige positioner!
Yogierne i Himalaya begyndte at mærke, at de følte sig mere rolige og fik det bedre af de øvelser, som de havde fundet på. De opdagede, at det var lige så vigtigt at træne sindet som at træne kroppen. De tænkte, at tankerne nogle gange opfører sig som aber i et træ. De kan være vilde, kaste sig frem og tilbage og skrige ad og slås med hinanden. Men hvis vi bevæger kroppen langsomt, trækker vejret dybt, slapper af og mediterer, så holder tankerne sig i ro.
I yoga træner vi ikke bare vores yderside, altså kroppen, vi styrker også vores indre – alt det som styrer vores tanker og følelser. Vi træner i at være til stede her og nu, uden at tænke på det, som allerede er sket og på det som skal ske senere. Vi forsøger at være helt nærværende her og nu.
Så simpelt er yoga!
Det er en genial og enkel beskrivelse! Om den er helt sand, er underordnet. Jeg er nok endnu mere vild med historien, fordi vi har en kat, som jeg elsker at betragte, når den helt ufrivilligt udfører den ene yogaposition efter den anden 😊.
Og hvis du ikke vidste, hvad yoga er, så ved du det nu. På den der helt enkle børne-måde. Meget mere behøver du ikke vide. Men når det så er sagt, så er filosofien bag yoga virkelig interessant 😊.