Hvor ville det være skønt, hvis vi selv kunne vælge, hvad vi ville have af modsætningerne; fx liv uden død, lykke uden sorg, lys uden mørke osv.
Men det kan vi ikke. Vi må tage hele pakken. Det handler om, at vi ikke har kontrol over alt. Selvom vi i dag har kontrol over meget. Og måske har vænnet os til at have kontrol over det meste.
Du er din egen lykkes smed – eller not
I tidens selvhjælpsbøger handler det meget om, at ”du har ret til at være lykkelig”, ”du er din egen lykkes smed”, ”du vælger selv, hvordan du vil have det”.
Jeg møder også tit modsætningerne hos mine klienter. Når vi får sat ord på, er det tit lettere at forene sig med sine ”indre forskelligheder”.
Altså et stykke hen ad vejen kan man godt stille en hel del op med sine tanker for at få dem til at makke ret eller vende negativt til positivt. Og på den måde have mere af ”lykke” end af ”sorg”. Eller bare komme til at holde af mørket og ikke kun lyset.
Men til en vis grænse. Vi kan ikke forhindre sorgen, mørket, døden osv. Lige meget hvordan vi forsøger at tænke anderledes. Så lever vi i en verden af modsætninger. Og spørgsmålet er, om vi kan være lykkelige uden ulykke. Ville vi mærke lykken, hvis vi ikke havde prøvet at være ulykkelige?
Og kunne vi have det sjovt, hvis vi ikke havde prøvet at kede os? Som Alfons Åberg så klogt spørger.
Om kamp og overgivelse
Resten af dette indlæg kommer til at handle om modsætningerne ”kamp” og ”overgivelse”. Det er et modsætningspar, som fylder en del i mit liv.
Jeg er ramt af MS og kæmper en vis legemsdel ud ad bukserne for bogstaveligt talt at holde mig gående.
Det er som hvis man skriger til sit barn: ”Så slap dog af for helvede”. Enhver ved, at det projekt er dømt til at mislykkes.
Men nogle gange kæmper jeg for meget. Og lever slet ikke, som jeg lærer. Mister helt evnen til at tage det roligt, mærke efter, træne efter dagsformen og ikke hele tiden ”ville mere”. Jeg er god til at sætte mål. Når jeg ikke opnår dem, bliver jeg endnu mere hård mod mig selv. Inden jeg blev syg, virkede det ret godt. Jeg kunne godt holde til (?) at være hård mod mig selv. Og oftest lykkedes jeg med det, jeg satte som mål.
Kast håndklædet i ringen – og læg dig på det og slap lidt af
Men nogle gange skal man give op. Man skal overgive sig. Kaste håndklædet i ringen. Især når man har en autoimmun sygdom. Fordi stress er det værste, man kan udsætte en autoimmun sygdomsbefængt krop for.
Det skaber nemlig inflammationer i hjernen. Det er ikke bare dårlig mad, der gør det. Det gør ”dårlig mental næring” også.
Så når man kaster håndklædet i ringen og overgiver sig, så giver man efter og lader lidt stå til. Det lyder negativt, men det er det ikke. For når man hele tiden kæmper og stritter imod og forsøger at få kontrol, så mister man kontrollen.
Men det kan vi ikke. Vi må tage hele pakken. Det handler om, at vi ikke har kontrol over alt.
Det er ligesom vejret. Der findes ikke dårligt vejr – kun forkert tøj. Brok dig bare over vejret men vid, at det ikke gør nogen forskel. Vi må tilpasse os. Tage regntøj eller en tyk jakke på.
Det mest interessante er, at når man overgiver sig, når man kaster håndklædet i ringen og måske bare lægger sig på det (håndklædet) og stirrer op på himlen (måske i regntøj), så begynder krop og knop at slappe af og føle sig mindre truet.
En mindre truet krop er en tryggere krop. Og en tryggere krop kan bedre udvikle sig. Det er som, hvis man skriger til sit barn: ”Så slap dog af for helvede”. Enhver ved, at det projekt er dømt til at mislykkes. Barnet spejler sig i en overophedet forælder og kommer selv endnu højere op i det røde felt.
Inden jeg blev syg, virkede det ret godt. Jeg kunne godt holde til (?) at være hård mod mig selv.
Det samme er tilfældet med en stresset krop. Den er i alarmberedskab og vejrer farer overalt. Den har ingen mulighed for at udvikle og forandre sig.
En fantastisk og forfærdelig ferie
For et par uger siden var hele familien på ferie i Spanien. Det var en fantastisk og en forfærdelig ferie. Ord fulde af modsætning. Tilsyneladende. Men så alligevel ikke. Forklaring følger...
Hele familien havde glædet sig længe. Siddet og kigget på billeder af lejligheden, vi havde lejet. Stranden, palmerne, solnedgangen. Lejligheden var super hyggelig, stranden lige neden for altanen, solen skinnede, det var 16-20 grader varmt. Og vi havde fri. Ingen pligter. Ud og spise, nogle gange to gange om dagen. Tid til at sidde på stranden og læse i timevis. Det var fantastisk.
Derfor er kamp og overgivelse lige pludselig ikke længere modsætninger. Men hinandens forudsætninger. Fordi jeg kun havde opdaget, at jeg skulle overgive mig, fordi jeg kæmpede for hårdt.
Men jeg er en stædig rad. Jeg kæmpede for at følge med resten af familien. Bogstaveligt talt. De ventede tålmodigt. De er blevet vant til, at jeg er langsom. Men inde i mit hoved var der ikke langsomt. Jeg kæmpede og ”løb”. Og jeg blev totalt udmattet. Af tilsyneladende næsten ”ingenting”. Men at gå på stranden i tungt sand er ikke ingenting for mig. Og de der to par sko i indkøbscenteret købte jo ikke sig selv, men krævede, at jeg vandrede rundt og tjekkede alle skobutikkerne (dem er der mange af i Spanien).
Skoene var billige. Men jeg havde ikke behøvet købe dem. Der var meget mere, jeg ikke havde behøvet. Men jeg ville. Jeg har jo mål om at kunne være på lige fod med familien, når vi er på ferie. Det kan jeg bare ikke. Det var den forfærdelige del af ferien i Spanien.
Lige meget hvordan vi forsøger at tænke anderledes. Så lever vi i en verden af modsætninger.
Fordi jeg ikke ville indrømme det. Havde jeg gjort det; erkendt det, kastet håndklædet i ringen... eller på stranden... og havde holdt mig der, så var jeg ikke havnet i krig med mig selv.
Når overgivelse er bedre end kamp
Det positive ved at gå totalt over grænsen, som jeg gjorde i Spanien, er, at det er godt for fatteevnen: Jeg indså, at det her holder ikke. Det her gør jeg alt for meget. Bekriger mig selv. Så de sidste uger, siden vi kom hjem, har jeg øvet mig i at give op, overgive mig, kaste håndklædet i ringen.
Havde jeg gjort det; erkendt det, kastet håndklædet i ringen... eller på stranden... og havde holdt mig der, så var jeg ikke havnet i krig med mig selv.
Derfor er kamp og overgivelse lige pludselig ikke længere modsætninger. Men hinandens forudsætninger. Fordi jeg kun havde opdaget, at jeg skulle overgive mig, fordi jeg kæmpede for hårdt.
Siden vi kom hjem, er det lykkes en lille bitte smule. Ikke mere. Men det er en meget god start. For hvordan skulle jeg kunne lykkes helt med at overgive mig, når jeg ikke har kunnet det tidligere? Små skridt. Og jeg vil jo heller ikke så gerne miste min fighterånd.
Flere tilsyneladende modsætninger
En afstikker ift. modsætninger: For mange år siden gik jeg hos en psykolog, hvor jeg fortalte, at jeg ikke forstod, hvordan jeg kunne være både kontrolfreak og impulsiv. Det er jo tilsyneladende modsætninger. Så sagde hun, at det skulle jeg være glad for, for hvis jeg kun var det ene, så ville jeg være totalt i ubalance. Siden da har jeg været taknemmelig for, at jeg på den ene side er sådan én, der helst skal have kontrol over alt – og på den anden side kan være enormt impulsiv.
Jeg møder også tit modsætningerne hos mine klienter. Når vi får sat ord på, er det tit lettere at forene sig med sine ”indre forskelligheder”.
Har du tænkt over, om du er ”ramt” af modsætninger? Som tilsyneladende går fint hånd i hånd og komplementerer hinanden? Som faktisk næsten ikke kan undvære hinanden?