Oktober måneds citat: Om ord og mennesker

Det var længe siden, jeg smed et citat i nyhedsbrevet. Men nu skal det være. Jeg elsker nemlig citater. De kan noget med få ord. Noget med at sige en masse om livet meget kort. Og få os til at tænke og reflektere.

Så her kommer det:

”Den måde, hvorpå et andet menneske bruger ord om sig selv, afslører, hvem det er” (sagt af filosof Ole Fogh Kirkeby fra bogen ”Erfaringer med protreptik”)

Og hvad er vel mere nærliggende end et citat, som stammer fra den bog, jeg netop har anmeldt, og som kommer fra en af bidragsyderne i bogen, nemlig filosoffen Ole Fogh Kirkeby.

Ord er så vilde og så magtfulde. Jeg tror, mange krige er startet pga. ord. Men jeg tror også, at mange krige kunne (kan) undgås med ord. Med dialog. Med kommunikation.

Jeg forsøger at være meget opmærksom på de ord, mine klienter bruger. Fordi jeg tit ser, at de har så stor betydning. Fx ift. hvilke briller de har på over for sig selv.

  • ”Jeg er virkelig dårlig til....”
  • ”Jeg kan ikke finde ud af...”
  • ”Jeg er også sådan én, som...”
  • ”Jeg kan ikke tage mig sammen til at...”
  • ”Jeg burde også...”
  • ”De andre er meget bedre end mig til...”

Ovenstående er eksempler på personer, der ikke tror, de er lige så meget værd som andre. Som ikke tror, de har noget særligt at byde ind med. Som måske har lavt selvværd. Måske. Fordi ordene og sætningerne naturligvis er taget ud af en konktest. 

Derfor er det vigtigt at lede efter alternative historier. Alternative ord. Som:

  • ”Jeg er god til...”
  • ”Jeg kan godt finde ud af...”
  • ”I går lykkedes det mig at....”

Der er så meget at komme efter, når det gælder ord. Tænk fx på, hvordan Trump har afsløret sig selv med de ord, han bruger. Ikke at han er ked af det. Han har vist ingen problemer med sit selvværd. Desværre. Til gengæld har han ingen selvindsigt. Men hans valg af ord er garanteret nøje planlagt. Han ved lige præcis, hvem han vil nå med sine ord!

Ord skaber historier. Måske endda verdenshistorier? Derfor er det så interessant at blive opmærksom på, hvordan man selv anvender ord. Fordi det former os som mennesker. 

Det positive er, at vi ikke behøver at være fangede af ord. Vi kan reflektere og forandre de ord, vi bruger. Både om os selv og andre. På den måde bliver vi i stand til at skabe alternative historier om os selv. Historier som er mere attraktive end fx den der med ”Jeg er også så dårlig til...”.

Ord bliver til historier. Og historier har ingen ende. Der er altid nye historier. Jeg havde en gang en underviser, som sagde: ”Aldrig mere skal en historie fortælles som den eneste”.

Det er så sandt, som det er sagt. Der er altid andre historier. Altid andre ord, som har lige så meget værdi som de negative, vi let falder ind i.

Tænk bare på de to forskellige historier:

  • ”Jeg er også så dårlig til....”
  • ”Jeg er god til...”

Det er den samme person, vi taler om. Og der knytter sig mere end én historie til en og samme person. Heldigvis.

Interesseret i langsomhed, psykologi, yoga og meditation?

Abonnér på mit nyhedsbrev som udkommer, når jeg har tid og synes, jeg har noget at formidle.

Tilmeld nyhedsbrev