Du har måske opdaget, at jeg taler en del om, at vi har for travlt og bør stoppe op og være til stede nu og her. Jeg bruger nogle gange begrebet ”bevidst nærvær”.
Flæng og floskler og ordets magt
Jeg er ikke den eneste, der bruger begrebet. Og når noget bliver sagt og troet på af mange, så bør man kigge det kritisk efter i sømmene. For det, som mange er enige om, går let hen og bliver til ”sandhed”. Det bliver ord, vi anvender i flæng. Floskler.
Det varmer for en stund, men ret hurtigt bliver det koldt og værre, end det var inden.
Det gør ”bevidst nærvær” også. Alle taler om det. Mange gør noget ved det. Det er med andre ord blevet moderne.
Ord har magt. Meget magt. De kan som sagt blive til sandhed, hvis mange nok er enige om
dem.
Så lad os kigge begrebet ”bevist nærvær” efter i sømmene:
Formuleringen ”bevidst nærvær” er opfundet af amerikaneren Jon Kabat-Zinn, som også står bag MBSR (Mindfulness Baseret Stress Reduktion). Øvelser i ”bevidst nærvær” har vist sig at have god effekt ved fx depression, angst og stress. Alle tre tilstande er kendetegnet ved (forenklet sagt), at man ikke er til stede nu og her, men enten er optaget af negative begivenheder, som er sket (fortiden) eller bekymrer sig om fremtiden. Øvelser i at være bevidst til stede kan træne evnen til netop at være nu og her og ikke kun i for- eller fremtid. Ligeledes handler mindfulness og bevidst nærvær om at have en venlig indstilling overfor sig selv og andre.
Vi skal have modet til at turde tage holdbare beslutninger om, at bevidst nærvær er så meget mere end bare fem minutters dyb vejrtrækning i ny og næ.
Så langt så godt. Men hvorfor er behovet for at være bevidst nærværende så stort? Hvorfor er det ikke ”bare” naturligt, at vi er rolige og nærværende og venlige overfor både os selv og andre (sådan nogenlunde hele tiden)?
Spørgsmålet er komplekst, men jeg tror, en del af årsagen skal findes i, at det moderne menneske går imod eller yder vold på sit nervesystem.
Vi er 300.000 år gamle
Jeg læste et sted, at forskere for bare nogle år siden fandt fossile levn af vores art, Homo Sapiens, som stammer 300.000 år tilbage!
Således er menneskearten altså ganske gammel. Vi har udviklet os en del siden de første Homo Sapiens, bevares! Men så vidt jeg ved, har vores hjerner ikke forandret sig så forfærdeligt meget de sidste par hundrede tusinder år...
Jeg tror ikke, vores forfædre var bekendte med at være bevidst nærværende. Men jeg gætter på, at de var det, når der var brug for det. Uden at det havde et navn. Jeg gætter på, at deres nervesystemer ikke var så udfordrede som vores men var mere i harmoni med naturens gang.
En ældgammel 25-årig
Jeg siger ikke, det var lettere at være menneske for 300.000 år siden; der var formentlig uhyggeligt mange farer, som lurede lige om hjørnet, og de blev sikkert ædt af vilde dyr og døde både tidligt og i utide. Jeg tror, man kunne kalde sig ældgammel allerede som 25-årig og skulle være glad for overhovedet at leve så længe.
Der er sket en hel del med vores samfund de sidste 300.000 år. Men det korte af det lange er, at vores hjerner ikke har forandret sig så meget...
Moralen i dette indlæg er, at begrebet ”bevidst nærvær” både er godt og skidt – afhængig af hvorfor og hvordan vi forholder os til det.
Hvis det skulle lykkes en forsker at finde en nedfrosset Homo Sapiens og tø ham om til levende live, tror jeg, han ville dø af stress efter tre sekunder.
Hans hjerne og nervesystem ville slet ikke kunne stå for presset af indtryk og hastighed: Biler, mekanik, computere, telefoner, fly, lufthavne, cykler, storbyer, netflix - et uendeligt og konstant stort bombardement af stimuli.
Bevidst nærvær er en filosofi – ikke et quick fix
For bare nogle tusinde år siden opstod yogaen, og det var i virkeligheden dér, ideen om bevidst nærvær også opstod (tror bare, man havde andre ord for det). Således var det ikke Jon Kabat-Zinn, som opfandt det. Det var allerede opfundet. Men var de så ikke allerede stressede dengang, kan man spørge sig? Det var de måske, men yogaen, meditationen og fokus på vejrtrækning var mere end en fem minutters-metode. Det var en livsstil. En måde at være i verden på. Der fulgte en hel filosofi med, og sådan en var (er) der brug for, fordi det altid har været svært at være menneske! Tilbage til det senere.
For det som mange er enige om, går let hen og bliver til ”sandhed”.
Dagens menneske har tilpasset sig vilkårene og omstændighederne. Det er nemlig det, vores hjerner kan og derfor, vi har udviklet os og skabt et hyper moderne samfund. Men der er en grænse for, hvor meget vores hjerner og nervesystemer kan tilpasse sig.
Når man får varmen af at tisse i bukserne
Så tilbage til nutiden og begrebet ”bevidst nærvær” og hvorvidt det er noget opreklameret lort og et begreb, som bliver brugt i flæng og er blevet en floskel. Mit svar er: Ja, det er opreklameret.
For i takt med, at flere og flere taler om, hvor vigtigt, det er at være bevidst nærværende og holde de nødvendige pauser fra livets ræs, jo mere er der en risiko for, at vi fjerner fokus på hvorfor, vi har et øget brug for at være bevidst nærværende.
Ord har magt. Meget magt. De kan som sagt blive til sandhed, hvis mange nok er enige om dem.
Man hører fx ofte, at ”fem minutter er bedre end ingenting” (altså fem minutters bevidst nærvær). Det siger jeg selv. Både til mig selv og mine klienter.
Men: fem minutters bevidst nærvær her og der løser ikke en depressions-, angst-, eller stressproblematik. Det lindrer, men det er som at tisse i bukserne: Det varmer for en stund, men ret hurtigt bliver det koldt og værre, end det var inden. Eller det beroliger nervesystemet; skaber balance i det sympatiske og parasympatiske system for en stund.
Med hovedet under armen efter fem minutters bevidst nærvær
Men hvis vi ræser ud i samfundet og i livet efter de fem minutter og har endnu mere travlt, fordi vi lige har brugt fem minutter på bevidst nærvær... så bliver det skruen uden ende.
Så hvis ikke begrebet ”bevidst nærvær” skal være et opreklameret begreb, er vi nødt til at kigge på hele vores liv. På vores værdier. På hvordan vi gerne vil leve vores liv. Og forsøge at lave andre ændringer end ”blot” at presse fem minutters bevidst nærvær ind i hverdagen nogle gange om ugen.
Jeg gætter på, at deres nervesystemer ikke var så udfordrede som vores men var mere i harmoni med naturens gang.
Og så er vi tilbage til yogaen som filosofi og livsstil. Fordi ideen om at være bevidst nærværende i bund og grund ikke bare handler om at holde fem minutters pause her og der for så at fortsætte med hovedet under armen ind i hamsterhjulet.
Meningen med at være bevidst nærværende er at skabe rum for refleksion og tankevirksomhed.
Herigennem får vi nemlig mulighed for at forholde os til vores værende. Til vores plads på jorden. Til vores værdier. Til hvilke mennesker, vi er og gerne vil være. Svaret er ja og nej.
Så mit svar på spørgsmålet: ”Er bevidst nærvær noget opreklameret lort?” er snarere et ja og et nej.
Ja, fordi vi skal passe på med at anvende ord og begreber i flæng. Især et begreb som ”bevidst nærvær”. Vi skal vide, hvorfor vi anvender det. Vi skal vide, hvad der ligger bag og hvorfor, vi er nødt til at gribe til det (bevidst nærvær). Det gør vi nemlig, fordi vi (mange af os) lever et liv, som ikke er i overensstemmelse med, hvad vi kan håndtere, og derfor bliver vi syge, stressede og deprimerede og mister orienteringen.
Fordi ideen om at være bevidst nærværende i bund og grund ikke bare handler om at holde fem minutters pause her og der for så at fortsætte med hovedet under armen ind i hamsterhjulet.
Og nej, af samme anledning. Vi behøver at øve os i at være mere bevidst til stede nu og her. Fordi det er godt for vores nervesystemer, og fordi det som sagt giver os mulighed for at stoppe op og tænke tanker. Men vi skal have modet til at gå videre end de fem minutter her og der. Vi skal have modet til at turde tage holdbare beslutninger om, at bevidst nærvær er så meget mere end bare fem minutters dyb vejrtrækning i ny og næ.
Når skidtet ikke virker, bør vi fortsætte
Det er ikke usædvanligt, at klienter fortæller mig, at de har prøvet det der med at være bevidst nærværende, men at det ikke er noget for dem. Skidtet virker simpelthen ikke. De føler ikke, at de bliver mere rolige, mindre stressede og mere nærværende af det.
Sådan kan det muligvis godt være. Man skal ville noget for at det virker. Men det kan også godt være selve anledningen til deres problem i bund og grund: At de lever et for stresset liv til at meditation og bevidst nærvær i fem minutter i ny og næ overhovet hjælper. Det stikker dybere. Det kan handle om at have for travlt og ikke være i kontakt med sine værdier.
Så hvis ikke begrebet ”bevidst nærvær” skal være et opreklameret begreb, er vi nødt til at kigge på hele vores liv. På vores værdier.
Der er ikke noget galt med at have travlt, hvis man trives med det. Stress er ikke nødvendigvis koblet til travlhed. Stress handler om at gøre for meget af noget, som ikke er godt for en. Som ikke er i overenestemmelse med den måde, man gerne vil leve på.
Så naturligvis er begrebet ”bevidst nærvær” som udgangspunkt ikke noget opreklameret lort. Men det kan det blive, hvis vi tror, vi kan løse vores problemer med fem minutter i ny og næ.
Og moralen er...
Begrebet ”bevidst nærvær” kalder som oftest på dybere rensagelse. Der er tit en grund til, at vi lige pludselig lander et sted i livet, hvor der er et endnu større behov for at være bevidst nærværende og det ikke falder os naturligt.
Moralen i dette indlæg er, at begrebet ”bevidst nærvær” både er godt og skidt – afhængig af hvorfor og hvordan vi forholder os til det. Så en opfordring til dig er at prøve at undersøge dit forhold til begrebet: Er det nok for dig med fem minutter en gang imellem? Eller kalder din forholden sig til begrebet på en dybere rensagelse af dit liv?