Mange af mine psykologkollegor har de sidste uger, ligesom mange andre kloge hoveder, skrevet gode råd og tips til, hvordan vi kan håndtere den corona-udfordring, vi alle befinder os i lige nu.
De gode råd og det dårlige eksempel
Så det vil jeg ikke gøre. Alle de gode råd er givet! Det gør ikke noget. Jeg er nemlig ikke give-gode-råd-typen. Hver gang jeg får lyst til at give et godt råd, melder usikkerheden sig: Mit råd dur måske overhovedet ikke til dig? Noget, jeg derimod er ganske god til, er at gå foran som et dårligt eksempel. Sådan én der laver de fejl, som andre helst skal undgå.
Hvis du havde glædet dig til flere gode råd, vil jeg henvise til psykologiprofessor Svend Brinkmann, som – på trods af at han heller ikke er gode råd-typen – har kastet sig ud i nogle rigtigt gode af slagsen.
Og jeg øver mig i at ikke synes, det er synd for mig, hvis det nye badeværelse forbliver en drøm. Det går egentlig ikke særligt godt.
Du kan læse dem i hans opslag på Facebook: Rent psykologisk giver coronaepidemien os et dilemma
Nå verden er en væltet lagkage
Men hvad er det så, jeg vil byde ind med, tænker du måske?
Jo, jeg tænker, at nu hvor de gode råd er givet, er det tid til at reflektere.
Forresten et mærkeligt udtryk: ”verden af lave”. Jeg undersøgte det, og det stammer fra det oldnordiske ord ”lagi”, som betød ”lag”. Som en lagkage hvor lagene skal lægges rigtigt. Når noget er ”af lave”, ligger det ikke længere i de rigtige lag. Som når lagkagen falder fra hinanden, når man lægger den op på sin tallerken. Det, ved vi alle, er noget rigtigt rod.
Er der ikke også noget med, at man skal forvente ikke at blive gift, hvis lagkagestykket vælter?
Hvis du spørger mig, er det hele gået for vidt. Det er dét, der staves blandt andet G-L-O-B-A-L-S-E-R-I-N-G. Vi vil for meget.
Ligeså med coronaen. Det er noget rigtigt rod. Men endnu mere end den splattede lagkage. Men hvis vi skal blive ved metaforen, er jeg ret sikker på, at coronaen vil resultere i en del skilsmisser, når vi nu lige pludselig – ufrivilligt – begynder at omgås med vores bedre halvdel sådan mere eller mindre hele tiden ☹.
Jeg så forresten et indlæg på FB, der lød noget i retning af dette:
”Jeg sad i sofaen og så fodbold i fjernsynet for anden dag i træk. Pludselig så jeg, at der sad en kvinde ved siden af. Hun virkede meget rar. Det viste sig, at hun formentlig er min kone”.
Sjovt – men også lidt tragisk.
Nedlukning og ydmyghed
Vi skal tage corona-situationen alvorligt. Men vi må ikke glemme at grine og leve. Derfor er humor vigtigt.
Så når du læser videre i mit indlæg og bliver ramt af alvoren, så hop tilbage og læs vitsen om konen i sofaen igen.
Man kan endda måske sige, at det var på tide, at verden gik af lave.
Landene rundt omkring os håndterer corona-situationen forskelligt – men fælles er, at det tages på alvor.
Selv bor jeg i Sverige, hvor der ikke er taget helt så drastiske midler i brug, som fx i Danmark. Skoler og børnehaver er fortsat ikke lukket ned. Årsagen er, at man mener, det vil få for store konsekvenser for sundhedsvæsenet, hvis alle børn skal være hjemme. Mange af deres forældre arbejder jo på sygehusene, på plejehjemmene og andre steder, hvor der er hårdt brug for raske hænder. Jeg synes, det er en meget modig og beundringsværdig beslutning.
Vi skal skabe rammer, struktur og forudsigelighed for vores børn. Men vi skal også give plads til spontanitet, til kedsomhed, til sovemorgener, til utravlhed, til kaos og til lange åndedrag.
I Danmark og en del andre lande gør lukker man både skoler og grænser. Det er også modigt og beundringsværdigt. Det er ikke nu, vi skal skændes over, hvem der har gjort det rigtige. Vi har aldrig været i en situation som denne før. Det kalder på ydmyghed. Først, når vi er igennem, kan vi svare på, hvad der var det rigtige at gøre.
Det er det her med at komme igennem corona-krisen, der interesserer mig, og som resten af indlægget handler om.
Når kriser kommer med budskaber og invitationer
For hvordan kommer vi igennem? Hvornår er vi igennem? Hvordan håndterer vi det kontroltab af dimensioner, det er ikke at vide, hvornår det vender? Og hvad indebærer ”igennem”? Er det ovre på den anden side og alting bliver, som det var inden?
Jeg hverken tror eller håber det. På en måde er det en lille smule godt, at hele verden er af lave. Man kan endda måske sige, at det var på tide, at verden gik af lave.
Uanset hvordan regeringerne rundt om i verden håndterer corona-krisen, er den helt store prøvelse – i min optik – hvorvidt vi lærer noget af den. Hvis vi ikke gør det, har vi spillet fallit! Så enkelt kan det siges. Efter min mening.
Vores børn lærer nemlig noget andet lige nu: At holde pause, at kede sig, at blive fantasifulde, og så lærer de – på godt og ondt – noget om en verden i forandring.
Indtil videre har regeringer i mange lande reageret fornuftigt og haft fokus på sundhed og overlevelse fremfor økonomi og vækst.
Men vi er forpligtede til at lære af kriser. Fordi de kommer med budskaber. De kommer med invitationer til at gøre ting anderledes.
Den vesterlandske livsstil holder ikke i længden!
Jeg har lige læst en klumme i en svensk avis, skrevet af den danske forfatter Carsten Jensen, som handler om, at corona viser os vejen, og at den vesterlandske livsstil ikke holder i længden. Han er dog ikke så positiv, når det gælder lærdommen. Han mener desværre, at når coronakrisen er ovre, så vil vi vende tilbage til, som det var inden.
Det kan jeg også godt være lidt bange for. Jeg er bekymret for, om politikerne, når krisen er ovre, husker på, hvad coronakrisen lærte os. Eller om de opfordrer os til at skynde os tilbage til normalen og til at tjene en masse penge, så samfundsmaskineriet kan rulle igen.
Og at alle vi andre helt almindelige, dødelige mennesker gør det samme.
Det er, når vi har travlt, at vi glemmer dét, vi har lært. Det, tror jeg, er en reel bekymring. For vi får travlt efter corona-krisen.
”Jeg sad i sofaen og så fodbold i fjernsynet for anden dag i træk. Pludselig så jeg, at der sad en kvinde ved siden af. Hun virkede meget rar. Det viste sig, at hun formentlig er min kone”.
Økonomien er allerede hårdt ramt. Det er derfor ikke en let udfordring, vi står overfor, når corona-krisen ”er ovre”. Vi er naturligvis nødt til at kæmpe og knokle for at få samfundet på fødder igen.
Klima, corona og økonomi
Carsten Jensen kobler coronakrisen til klimakrisen. I Danmark var januar måned den varmeste januar måned nogensinde, eller ihvertfald siden man begyndte at måle. Februar var den værste måned længe – med regn og oversvømninger.
Jeg vil ikke kloge mig på, om der er en sammenhæng mellem kliamet og corona. Men jeg er ret overbevist om, at ting er forbundet på måder, vi slet ikke kan forestille os, og at en af faktorerne staves G-L-O-B-A-L-I-S-R-I-N-G.
Derfor vil det være på sin plads (også) at se coronakrisen som en invitation til at tage klimaforandringerne alvorligt. Hvad enten der er en klar eller en mere utydelig sammenhæng til coronasituationen.
Når noget er ”af lave”, ligger det ikke længere i de rigtige lag.
Men tør vi tale om det, når hverdagen er normal igen? For hvad vil det indebære, og hvad er det en invitation til?
Økonomisk får coronakrisen som nævnt store konsekvenser. Det har den allerede vist, og vi har kun set begyndelsen.
Folk mister deres arbejde og mulighed for at forsørge sig. Heldigvis tager mange regeringer det alvorligt og hjælper til, så godt det går. Således kan vi håbe på, at der ikke er mange, der kommer til at gå fra hus og hjem. Desværre er der jo nok det ☹.
Hvad med alle ”os andre”? Os, der godt nok bliver ramt på økonomien, men som ikke kommer til at gå fra hus og hjem? Hvad kan vi lære?
Weekendture til New York og nye badeværelser
Er det synd for os, at vi måske ikke får det der nye badeværelse, som vi havde drømt om de sidste par år? Eller ikke har råd til at rejse på weekendtur til New York?
Personligt er jeg træt af, hvis vi er nødt til at droppe drømmen om det nye badeværelse, fordi vores nuværende er fra, da huset blev bygget i 1983. Det er så grimt, at gæster bliver forment adgang.
Men jeg kan jo godt leve med det et par år til. Det er ikke sundhedsskadeligt at være på det badeværelse.
Man kan endda komme til at føle sig mislykket, hvis man ikke kan leve op til alskens eksperters gode råd, for de må jo vide bedst...
Jeg kan også godt leve med ikke at komme på ferie de næste par år (weekendture til New York har jeg aldrig været på).
Det vil endda bidrage positivt til klimaet, at jeg ikke får et nyt badeværelse og ikke flyver udenlands de næste par år.
Desværre går det jo ud over alle de mennesker, der arbejder inden for flybranchen og er blevet fyret pga. corona ☹. Det er her, kompleksiteten kommer ind. Jeg ved ikke, hvordan det skal løses. Det må politikerne gøre.
Hjemmeundervisning, struktur, rutiner og kedsomhed
Så er der dét med hjemmeundervisning og børn, der keder sig, og forældre, der er ved at gå op i sømmene over at miste egentid og begynder at småhade deres partner.
Jeg kan jo sagtens hovere. Jeg bor i et land, hvor skolerne ikke er lukket. Men jeg har alligevel haft et par børn hjemme i over en uge pga. høj feber og influenzalignende symptomer (corona?). For selvfølgelig skal børn ikke i skole – heller ikke i Sverige – hvis de har bare skyggen af symptomer.
Vi har aldrig været i en situation som denne før. Det kalder på ydmyghed. Først når vi er igennem, kan vi svare på, hvad der var det rigtige at gøre.
Og tilbage til de gode råd. Dem har der virkelig været mange af på de sociale medier. De er tiltrængte, for selvfølgelig er det udfordrende med både små og større børn hjemme.
Gode råd om rutiner er uvurderlige. For er der noget, der er vigtigt i krisetider, er det rutiner. Så vi får en følelse af, at alt er ihvertfald lidt normalt i en meget unormal tid.
Men vi skal passe på – i en tid med mulighed for at pause og trække stikket lidt – ikke at gå i selvsving over alvoren. Hvis vi følger alt for mange gode råd alt for seriøst, så glemmer vi let at mærke efter, hvordan lige præcis vores familie og vores hverdag ser ud. Man kan endda komme til at føle sig mislykket, hvis man ikke kan leve op til alskens eksperters gode råd, for de må jo vide bedst...
Måske kan vi nøjes med det gamle badeværelse, en weekend på Bornholm, et godt gammeldags dansk æble og en tur til stranden med leverpostejsmadder.
Men helt ærligt: Vores børn kan altså godt klare nogle uger (eller endda måneder) med ikke at lære så meget, som de plejer. Du må gerne synes noget andet. Men jeg synes simpelthen, vi har for travlt med at være bange for, at vores børn ikke lærer nok hurtigt nok!
Når vi lærer noget, som vi ikke troede, var vigtigt, men som er det i et længere perspektiv
Vores børn lærer nemlig noget andet lige nu: At holde pause, at kede sig, at blive fantasifulde, og så lærer de – på godt og ondt – noget om en verden i forandring.
Så respekt for rutiner. Men lad os også tage det positive ved coronakrisen og give vores børn pauser og feriefølelse. Lad dem være oppe en time eller to længere om aftenen. Og lad dem sove en time eller to længere om morgenen. Vi skal nok nå det (hvad er det egentlig, vi skal nå?).
Og spis brunch i stedet for morgenmad og frokost. Og spis et æble om eftermiddagen. Og måske en is (ramaskrig?). Hold fast i vigtige rutiner, men giv slip på dem, som dybest set ikke er nødvendige. Verden har forandret sig. Vi kan ikke ”lade som om” ved at holde stædigt fast i rutiner.
Noget jeg derimod er ganske god til, er at gå foran som et dårligt eksempel. Sådan én der laver de fejl, som andre helst skal undgå.
Vi er blevet rystet i vores grundvold. Og det skal vi være! Vi skal turde være med og i det!
Grunden til at vi ofte ikke tager ved lære af vores erfaringer, er at vi har for travlt. Vi skemalægger og strukturerer og effektiviserer os igennem livet, så der ikke er noget, der skal komme bag på os. Hvornår skal vi så tænke, stoppe op og reflektere? Det skal vi netop gøre nu, hvor vi har tiden til det.
Så enkelt er det naturligvis ikke for alle. Der er forældre med psykiske problemer, hvis børn lider endnu mere af corona-krisen, fordi børnehaven og skolen er deres ånderum. Og der er børn med særlige behov, hvis forældre er virkeligt hårdt udfordrede. Og der er vold i relationer, som bliver endnu værre i disse tider. Der er mennesker med kroniske sygdomme, som er i større eller mindre fare for at dø af corona (jeg har sclerose, men er faktisk ikke i risikogruppen, da jeg ikke medicinerer og ikke har haft influenza, siden jeg var barn). Listen er desværre meget længere, så jeg vil godt understrege, at det hverken er sort/hvidt eller enkelt. Det er enormt komplekst.
Men ét er sikkert: Vi skal lære noget, og vi skal gøre meget anderledes fremover. Det gælder politikerne, og det gælder os andre ”almindelige mennesker”.
Netflix, weekendture til New York og andre livsnødvendigheder
Hvis du spørger mig, er det hele gået for vidt. Det er dét, der staves blandt andet G-L-O-B-A-L-S-E-R-I-N-G. Vi vil for meget. Vi synes, vi har ret til det hele. Vi skal ikke nøjes. Hvis vi gerne vil på weekendtur til New York tre gange om året, så har vi ret til det. Vi vil kunne kigge på film på Netflix, lige når vi vil. Vi vil have eksotiske frugter fra den anden side af jorden. Vi vil have swimmingpool, ligesom naboen, fordi vi har ret til det.
Alt dette lærer vi vores børn. De speljer sig i, hvor travlt vi har, fordi vi skal skynde os at tjene penge til alt ovenstående. Dét bliver det normale.
Verden har forandret sig. Vi kan ikke ”lade som om” ved at holde stædigt fast i rutiner.
Lige nu er vi i det unormale. I stilstand. I kontroltab. I en tilstand, hvor vi har mere tid til bare at være, end vi plejer.
Netop derfor skal vi også øve os i at give slip på det, vi plejer at gøre, når hverdagen bare kører for fulde gardiner uden tanker og eftertænksomhed. Og vi skal vise vores børn, at vi kan det. Så kan de nemlig også.
Så det er, som det er med alt her i livet: balance. Vi skal skabe rammer, struktur og forudsigelighed for vores børn. Men vi skal også give plads til spontanitet, til kedsomhed, til sovemorgener, til utravlhed, til kaos og til lange åndedrag. Og til bare at være i samme rum (eller natur) med forældrene, uden at der behøver laves/produceres noget.
For så får vi også tid til at tænke over dét, som vi helst ikke vil tænke over (og derfor forsøger at strukturere os ud af), at vi er nødt til at få kigget vores livsvurderinger efter i sømmene. Behøver vi det nye badeværelse, weekendturen til New York, den tropiske frugt eller swimmingpoolen?
Måske kan vi nøjes med det gamle badeværelse, en weekend på Bornholm, et godt gammeldags dansk æble og en tur til stranden med leverpostejsmadder. Og lukke globaliseringen ud med badevandet.
Gode eller irriterende råd
Lovede jeg ikke, at jeg ikke skulle komme med gode råd? Og så sneg der sig alligevel nogle råd ind om at lade børnene sove længe og slække på lektierne.
Som sagt er ting komplekse, og jeg er ikke god til at give gode råd. Men jeg deler gerne refleksioner og dårlige erfaringer. Jeg kæmper nemlig også en vis legemsdel ud ad bukserne for at forsøge at skabe struktur og rammer. Står nogenlunde tidligt op for at træne og får dårlig samvittighed, når det ikke lykkes.
Men jeg øver mig i at sove en time længere og tænke, at jeg ikke behøver gå i bad (så tit), når jeg ”bare” arbejder online 😊.
Og jeg øver mig i at ikke synes, det er synd for mig, hvis det nye badeværelse forbliver en drøm. Det går egentlig ikke særligt godt. For jeg vil virkelig gerne have et nyt badeværelse. Og jeg kan rigtigt godt lide ananas, som rejser den lange vej fra de varme lande. Det er her, jeg går foran som det dårlige eksempel.
Så hvad jeg håber med mit indlæg, er egentlig bare, at det vil skabe lidt eftertanke i en svær tid. Mine råd passer garanteret ikke dig, så følg Svend Brinkmanns i stedet. Eller gør det, der føles rigtigt for dig 😊.
Men husk, at det er helt naturligt at være bange og bekymret. Det kan nemlig være et tegn på, at du er i gang med at reflektere over, hvordan du kan bidrage til, at verden bliver et bedre sted ”efter corona”.