Corona har gjort sit indtog, og måske bliver ingenting nogensinde det samme igen. Det var faktisk noget i den retning, statsminister Mette Frederiksen sagde.
Jeg føler mig egentlig ok rolig. Jeg lever et langsomt liv normalt set, så at coronaen har sat samfundet i stå, passer meget godt til mig.
Menneskeheden dør uden knus og kram
Selvom jeg ikke føler mig så personligt ramt eller urolig, påvirker corona mig naturligvis meget.
Jeg bekymrer mig for, om vi nogensinde tør kramme og give knus til mennesker, som vi ikke er i nær familie med.
Jeg bekymrer mig for verdens tilstand. Jeg bekymrer mig for alle dem, der er i risikogrupper og for dem, der mister livet og deres pårørende. Jeg bekymrer mig for verdens økonomi. Ikke så meget pga økonomien og det faktum at den enkelte får færre penge mellem hænderne. Men for dem som mister jobs og hus og hjem. Jeg bekymrer mig for, om vi nogensinde tør kramme og give knus til mennesker, som vi ikke er i nær familie med.
Så når menneskeheden er færdig med at være ramt af corona, håber jeg, den (vi) bliver ramt af ydmyghed!
Men jeg bekymrer mig også for, om vi som verden lærer noget af den situation, vi befinder os i nu. For det håber jeg, og jeg har skrevet et indlæg om det for et par uger siden. Hvis du ikke allerede har læst det, kan du læse det her: En verden med corona er en verden af lave
Jeg synes, Mette Frederiksen gør det super godt. Jeg er godt nok glad for, at jeg ikke er i hendes sko. Men da hun for et par dage siden sagde, at vi skulle regne med, at verden aldrig bliver den samme igen, havde jeg håbet, at hun ville fortsætte sætningen....
... Med noget i retning af, at der faktisk er meget, der forhåbentligt bliver det samme igen: Fx at vi kan være sammen med nære og kære og kramme dem, at gamle mennesker ikke skal være adskilte, fordi den ene bor på plejehjem, at lærerne må kramme børnene i skolerne og instituionerne, at sygeplejerskerne må og har tid til at sidde og holde i hånd med den syge i sygesengen. For det håber jeg sørme. Ellers dør menneskeracen. Faktisk. På sigt. Så bliver vi nemlig mentalt, fysisk, psykisk og neurologisk udhungrede 😞.
Corona har gjort sit indtog, og måske bliver ingenting nogensinde det samme igen.
I det store perspektiv er vi små og ubetydelige
Det som jeg tror, vi godt kan leve med, ikke bliver det samme igen, handler om den fart, der er i hele samfundet eller hele verden. Vi har så travlt, og mens vi spæner derudad, ødelægger vi klimaet og os selv. Vi forstår simpelthen ikke, at vi blot er små bitte brikker i universum. Jeg læste et sted om en guru, som udtalte, at hvis menneskeracen uddør, så overlever både jord og dyr. Men hvis en række dyrearter uddør, så dør jorden og universet Og dermed menneskeheden.
Ellers dør menneskeracen. Faktisk. På sigt. Så bliver vi nemlig mentalt, fysisk, psykisk og neurologisk udhungrede.
Lige præcis dét, tror jeg, er budskabet, vi simpelthen er nødt til at tage alvorligt: Vi er ingenting uden hinanden og naturen og universum. Så når menneskeheden er færdig med at være ramt af corona, håber jeg, den (vi) bliver ramt af ydmyghed!