Mistakes are proof that you are trying
For nogen tid siden faldt jeg over et indlæg på faceebook fra en gruppe for folk med sclerose. Det var som at kigge ind i et spejl. Det var én, som fortalte, at hun havde brug for at lukke lidt lort ud. Hun havde nemlig haft en lang periode med gode træningsrutiner og var blevet bedre fysisk. Men så lige pludselig, uden varsel, blev hun dårligere. Også selvom hun ikke havde ændret på noget.
Der var mange, der kommenterede, at det nok handlede om overtræning. Og det er formentlig sandt. Det er sket en million gange for mig. Jeg lægger planer, laver programmer, følger dem til punkt og prikke, bliver bedre, husker at slappe af også. For med i mine planer er afsplapning og pauser.
Og så alligevel bliver alt lige pludselig tit værre. Det er noget af det mest irriterende og umotiverende ved at have sclerose. At man tilsyneladende ”gør alt rigtigt”, og så gud hjælpe mig bliver man alligevel straffet.
Og her kommer citatet ind i billedet. For jeg, og kvinden på facebook, har – trods at vi i teorien har gjort alt det rigtige – alligevel begået fejl.
Der er bare lige den lille detalje, at denne sygdom (og formentlig mange andre kroniske sygdomme) er totalt utilregnelige!
Lige meget hvad vi gør, vil vi lave fejl. Igen og igen. Og igen. Men vi prøver. Igen og igen. Lærer nogle gange af vores fejl. Nogle gange ikke. Men vi giver ikke op.
Og én ting er sikkert: Havde vi ikke lavet fejl, havde vi ikke lært dét, vi ved i dag.
Det gælder os alle sammen. Kronisk syge eller ikke.
Så husk det: Smil af dine fejl (altså når du er færdig med at rase ud over dem). De er erfaringer næste gang du kaster dig ud i at prøve. Og måske lykkes noget af det.