Men jeg kan også rigtigt godt lide mit arbejde som psykolog. Jeg er meget beæret og ydmyg over alle de mennesker, der har tillid til mig og tror på, at jeg kan hjælpe dem med at løse eller forstå deres problemer og udfordringer. Og tit tror jeg, at jeg lærer lige så meget af samtalerne som mine klienter!
Men jeg kunne godt tænke mig at kombinere samtalearbejdet med at skrive. Det ville være en god balance, fordi skrivning er ren terapi og afslapning for mig.
Jeg har været selvstændig siden september sidste år. De første par måneder brugte jeg på blogindlæg, hjemmeside og markedsføring. Og på at slappe af. Og på at spørge mig selv, hvad pokker jeg havde gang i: at droppe et godt job med fast indtægt og kaste mig ud på tynd is som selvstændig.
Allerede efter et par måneder fik jeg mine første klienter. Og der kommer hele tiden nye. Jeg har nok at lave. Det er fantastisk. Jeg er så taknemmelig. Det havde jeg faktisk ikke turdet håbe på.
Der skal mad på bordet
Men det betyder også, at jeg ikke har tid til at skrive så meget. Det savner jeg. Men der skal jo mad på bordet og penge på kistebunden.
Indtil for en måneds tid siden underviste jeg også i nybegynderyoga cirka en gang om ugen. Det var sjovt, hyggeligt og lærerigt. Men hånden på hjertet – mit yogastudie rummer max 5 personer, og det kræver meget forberedelse, når man selv er ny i det her yoga.... så derfor har jeg lagt det på hylden.
For simpelthen at kunne tage flere klienter ind og tjene flere penge. Jeg vil ikke arbejde mere end halv tid, så derfor er jeg nødt til at prioritere og fokusere på det, der giver flest penge.
En bog om en mobbet badeand eller noget
Jeg kunne seriøst godt tænke mig at skrive en bog. Da min søn var lille, var det en stående joke, at jeg skulle skrive en bog og blive rig og kendt. Min søn var vist bare en fire-fem år, da vi havde de dialoger, og i den alder går man ikke så meget op i detaljer – jeg skulle bare skrive en bog og blive rig og kendt.
Nu er tanken kommet lidt til mig igen, fordi jeg i forbindelse med mit bloggeri igen har fået øjnene op for, at jeg virkelig godt kan lide at skrive.
Nu er det min datter, som snart er otte år, som synes, jeg skal skrive en bog. Eller, hun synes, vi skal skrive den sammen. I så fald bliver det en børnebog. Muligvis om en badekanin, der bliver mobbet, fordi den er en kanin og ikke en (bade)and. Så kan du selv regne moralen ud – den er i tråd med H. C. Andersens ”Den grimme ælling”.
Men nu må vi se. Det korte af det lange er, at jeg er rigtig glad, taknemmelig og ydmyg over, at det faktisk går så godt med min ”psykolog-butik”. På trods af usikkerheden – det der med ikke at have en fast indtægt og ikke tjene i nærheden af, hvad jeg en gang tjente (fordi jeg ikke vil arbejde så meget, som jeg i sin tid gjorde).
Det korte af det lange er også, at der er gaver i selv det svære. Jeg havde ikke turdet kaste mig ud i at blive selvstændig, hvis ikke en kronisk sygdom havde ”tvunget” mig til det.
Jeg var heller ikke blevet blogger, hvis jeg ikke var blevet syg. Inden jeg blev syg, havde jeg ikke selv læst en eneste blog. Jeg synes, det var noget opreklameret l.... Men man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Og det med skriveriet. Hvem ved – måske kommer der en skønne dag en bog. En børnebog om en mobbet kanin eller noget helt andet. Måske ikke. Men man skal aldrig sige aldrig – men prøve at bibeholde barnets ligefremme og umiddelbare tro på, at man kan, hvad man vil. Og så være taknemmelig, når nye lejligheder dukker op ud af tilsyneladende uretfærdigheder eller ulykker. Og nogle gange turde kaste sig ud på ukendt farvand.
Og forresten – hvis du har et godt forslag til titler på bøger (eller titler på blogindlæg), som mangler at blive skrevet, og som du tænker, at jeg måske kan skrive, så send mig en mail 😊.