En gang hørte jeg under kategorien ”ufrivilligt barnløs”. Det er nu 15 år og 2 børn siden.
Man kan forstå ufrivillig barnløshed på mange måder og beskrive det med udgangspunkt i forskellige teorier og perspektiver. I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive det i et såkaldt evolutionært perspektiv og i et mere eksistentielt perspektiv.
”En gang ufrivilligt barnløs, altid ufrivilligt barnløs” – ikke i bogstavelig forstand, hvis man lykkes med at få barn/børn. Men fordi erfaringerne med ufrivillig barnløshed sætter sine spor. Ligesom al anden slags erfaring skaber efterdønninger og er med til at forme os til dem, vi er og bliver. På godt og ondt.
Taknemmelighed, Gud, skæbnen og tilfældigheder
Jeg er blevet formet på den måde, at jeg føler mig enormt taknemmelig over at have fået to skønne børn. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg har kæmpet for dem og ikke tog for givet, at jeg skulle få dem.
At rammes af ufrivillig barnløshed er som at være i helvede! Og at være i helvede er sorg og krise på samme tid!
Men omvendt tror jeg egentlig, de fleste forældre er taknemmelige. Man har bare forskellige sammenligningsgrundlag. Mit handler om, at jeg så muligheden for ikke at blive mor i øjnene og derfor er skæbnen, omstændighederne, Gud, tilfældighederne eller noget andet uendeligt taknemmelig.
Der er mange andre skæbner derude, og jeg siger ikke, at det er værre at være ufrivilligt barnløs end så meget andet slemt i livet.
Men jeg har prøvet det, og derfor kan jeg forholde mig til det som menneske. Derudover er jeg psykolog og har indsigt i og erfaringer med, hvad der sker, når man rammes af sorg og kriser.
Sjovt nok kommer sådanne udtryk oftest fra mennesker, som allerede har børn eller har valgt børn fra.
At rammes af ufrivillig barnløshed er som at være i helvede! Og at være i helvede er sorg og krise på samme tid!
Det evolutionære perspektiv
Vi ved alle godt, at livet ikke er retfærdigt, og hvor mange gange har man ikke som ufrivilligt barnløs hørt folk sige ”børn er ikke alle forundt”, ”børn er ikke en menneskeret”, ”vi må være taknemmelige for dét, vi får og acceptere dét, vi ikke får” og ”børn er ikke hele meningen med livet; kan du ikke få børn, så find en anden mening”.
Sjovt nok kommer sådanne udtryk oftest fra mennesker, som allerede har børn eller har valgt børn fra.
Den der verden, som før havde vendt mig ryggen, mente den det virkelig?
Naturligvis er børn ikke en menneskeret. Det ved vi alle – også vi der havner i ufrivillig barnløshed.
Der er meget, der ikke er en menneskeret. Det er åbenbart heller ikke en menneskeret at have et godt helbred, gode familierelationer, fred i verden eller god økonomi. Desværre.
Men i et evolutionsperspektiv handler dét at få børn om meningen med livet. Intet mindre!
Det betyder nemlig, at hvis vi ikke får børn og ikke fører slægten videre, så er der ingen mening med galskaben. Så er der ingen mening med, at vi er her. Måske føler vi endda, at vi ikke har ret til at være her.
Men anerkend, at du lige nu befinder dig i helvede, og at alt føles meningsløst.
Det har vi selvfølgelig – ingen tvivl om det. Men når man kan falde så langt ned i et sort hul af sorg over at være ufrivilligt barnløs, så er der altså en mening med galskaben.
Krybdyrhjerner og meningsløshed
Med evolutions-brillerne på handler det nemlig blandt andet om følelsen af ikke at være værdig til at føre slægten videre. Det går man formentlig ikke rundt og tænker eksplicit over som ufrivilligt barnløs; der er man mest af alt bare godt og grundigt bund-ulykkelig og føler sig meget udenfor (det gode og det meningsfulde selskab bestående af børnefamilier).
Den der dybere grund til, at vi kan føle os mislykkede og uduelige beror ihvertfald delvist på, at vore hjerner er uendeligt mange år gamle – især den aller ældste del, der indenfor den såkaldte neuroaffektive tilgang kaldes for krybdyrhjernen eller sansehjernen.
Omend det er en uhyre forsimpelt måde at forstå hjernen på, er det hjælpsomt at tænke, at krybdyrhjernen er dén, der står for noget af dét, som vi ikke kan beherske med vores følelser og ”forstand”.
Den der dybere grund til, at vi kan føle os mislykkede og uduelige beror ihvertfald delvist på, at vore hjerner er uendeligt mange år gamle
Jeg husker, at jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne glæde mig over andre, der var gravide. Især ikke hvis de fortalte, at det faktisk ikke var meningen men ”bare skete”, eller hvis de, hvad der for mig var en meget uydmyg tilgang til livet, fortalte, hvordan de havde planlagt, at der skulle være præcis to år mellem alle deres tre børn.
Ingenting at tilbyde menneskeracen
Den dårlige samvittighed bundede i dyb misundelse og en snert af raseri over, hvordan visse andre, i mine øjne, bare tog det vigtigste og største i livet for givet.
Da jeg stod der i den ufrivillige barnløshed, havde jeg lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg havde det så svært med gravide og nybagte familier. Men det var enkelt set i et evolutionsperspektiv: Det var krybdyrhjernen, der røg helt ud af dimensioner – ”de andre” var overlevere og sådan nogle, som førte slægten videre; jeg var en taber, der ikke havde noget at tilbyde menneskeracen.
Der er ikke noget man hellere vil end få forstyrret sin nattesøvn af en skrigende baby med kolik.
Det gjorde, at jeg ikke kunne glæde mig over andres lykke. Jeg skammede mig over det, og derfor forsøgte jeg at undgå andre gravide og familier med nyfødte og små børn.
Fordi jeg logisk set trods alt godt et eller andet sted kunne sætte mig ind i, at det var ok, at andre var lykkelige over noget, der ikke på daværende tidspunkt var mig forundt.
Det eksistentielle perspektiv
Jeg skrev i starten af indlægget, at jeg var blevet formet at mine erfaringer med at være ufrivilligt barnløs på den måde, at jeg er enormt taknemmelig over at være blevet mor.
Det var krybdyrhjernen, der røg helt ud af dimensioner – ”de andre” var overlevere og sådan nogle, som førte slægten videre; jeg var en taber, der ikke havde noget at tilbyde menneskeracen.
Det kan forstås i evolutionstermer, men det kan også forstås og forklares i mere eksistentielle termer.
Taknemmelighed hænger sammen med glæde og tillid overfor livet. Da jeg stod midt i barnløsheden mistede jeg den der glæde og ubekymrethed, jeg tidligere havde haft ift livet. Faktisk mistede jeg langsomt glæden og tilliden mere og mere.
Jeg begyndte at miste troen på, at livet ville mig noget godt. Jeg begyndte endda at tro en lille smule på, at jeg ikke havde fortjent at få børn. Jeg mistede faktisk tilliden til verden ret meget.
Tillid, værdighed og den største gave
Det gør noget ved mennesker at miste tilliden til verden. For mit vedkommende udviklede jeg stærk angst, da jeg endelig blev mor for første gang.
Det er ikke personligt, men handler om, at synet af dig og din baby rimer endnu mere på smerte og sorg.
For kunne det virkelig passe? Havde jeg fortjent den lille guldklump? Den der verden, som før havde vendt mig ryggen, mente den det virkelig? Var jeg virkelig værdig som mor?
Angsten tog bo i mig og bor der stadig. Men den er blevet mere til sådan en kronisk uro, hvilket ikke kun er forundt for mødre, der har været i behandling for ufrivillig barnløshed.
Der er ikke nogle følelser eller tanker, der er forkerte!
Det er i virkeligheden et meget almindeligt og nærmest normalt fænomen, når man er blevet forælder.
Jeg lever egentlig fint med min angst og ser den som en reminder om, at jeg har fået de to største gaver i livet. Og en reminder om at jeg skal passe på dem. Da de var små, tænkte jeg nogle gange, at det var godt, at angsten huskede mig på at have mine unger under opsigt, når vi var i Tivoli eller andet, så de ikke blev væk. Det var jo angsten, der havde øjnene åbne. Og jeg tænker tit, at hvis angst er prisen for to skønne børn, så betaler jeg gerne den pris.
Men i et evolutionsperspektiv handler dét at få børn om meningen med livet. Intet mindre!
Om forståelse og gode råd
Jeg er forsigtig med gode råd. Fordi de oftest tager udgangspunkt i afsenderens følelser og behov og ikke har øje for, at modtageren er på en helt anden kanal og har helt andre erfaringer og værdier i livet.
Baseret på egne erfaringer vil jeg derfor sige til andre, som står i dét helvede, det er at være ufrivilligt barnløs: Der er ikke nogle følelser eller tanker, der er forkerte!
Jeg mistede faktisk tilliden til verden ret meget.
Hvis du oplever det som at være i helvede, så er det helvede. Det kan godt være, du er nødt til at tage dig sammen, fordi du har et arbejde at passe, en mand der behøver dig, en gammel far, der behøver din hjælp eller noget helt fjerde.
Men anerkend, at du lige nu befinder dig i helvede, og at alt føles meningsløst. Og forsøg at omgive dig med mennesker, der er forstående over for det faktum og ikke forsøger at ændre dig.
For lige meget hvad, så kommer du videre en skønne dag. På en eller anden måde. Men kun hvis du anerkender din sorg og giver den plads og omsorg. For den er berettiget. Både i et evolutionsmæssigt- og et eksistentielt perspektiv!
Er du pårørende til en, der er ufrivilligt barnløs?
Det er svært at forstå for udenforstående, hvordan det er at være ufrivilligt barnløs. Jeg vil faktisk vove den påstand, at det er komplet umuligt at forstå. Man skal have været der for at forstå. For at føle smerten. Hvilket jeg ikke vil ønske for min værste fjende.
Så lad være med at forsøge at forstå. Det er ikke muligt, med mindre du har prøvet det selv! Bare lyt, accepter og lad sorgen få plads. Forsøg ikke at komme med opmuntrende tilråb som fx at ”du slipper ihvertfald for at få forstyrret din nattesøvn” osv. Der er ikke noget man hellere vil end få forstyrret sin nattesøvn af en skrigende baby med kolik.
Og acceptér at det tager tid, og at man ikke vænner sig til at være ufrivilligt barnløs. Det er formentlig et helvede hele tiden. Ihvertfald lige indtil, den ufrivilligt barnløse på den ene eller anden facon selv er kommet videre og har givet sig selv tid og lov til at være i sorg. Så tro eller forvent ikke, at den barnløse vænner sig til at være ufrivilligt barnløs og holder op med at være ked af det, fordi du synes, at nu er der gået for lang tid med det.
Er du ven eller veninde til en ufrivilligt barnløs og har du selv et spædbarn eller en baby i maven, så bær over med, at din ven eller veninde næsten ikke kan holde dig ud. Det er ikke personligt men handler om, at synet af dig og din baby rimer endnu mere på smerte og sorg. Selvom det er synd for dig, at du for en periode mister kontakt med din veninde eller ven, så er det langt mere alvorligt for din ufrivilligt barnløse ven eller veninde.
Hvis I er rigtige venner, så finder I hinanden igen, når stormen har lagt sig – og så har det ingen betydning, om det tager 1 eller 10 år.