Først Søren Kierkegaard:
At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv
Og siden af Peter Plys og Æslet, som sidder og slapper af under et stort træ:
Peter Plys: Hvad nu hvis det der træ vælter ned over os? Æslet: Hvad nu hvis det ikke gør
Hvornår mon du sidst vovede at miste fodfæstet for en kort eller længere stund? Eller hvornår blev du sidste gang siddende under et stort, flot, gammelt træ, selvom du var lidt bange for, at det skulle falde ned over dig (altså i overført betydning)?