Sådan sagde en supervisor, jeg engang havde, nogle gange til sine klienter. Og det er et langt stykke af vejen essensen i dén samtaleterapi, jeg tilbyder.
En del af mine klienter kommer med spørgsmål, som de gennem længere tid har gået og tumlet med og ikke fundet svar eller løsninger på. Fx: ”Hvorfor er mit barn så udadreagerende?”, ”Hvorfor bliver jeg så let jaloux?”, eller ”Hvorfor kan jeg ikke bare lade være med at have så meget angst?”.
Tidslinien bliver som et dyk ned i, ind i og tilbage i klientens liv. For at finde sammenhænge – biologisk, socialt, kulturelt.
Der er sjældent enkle svar på denne slags spørgsmål. Det er derfor, mine klienter ”til sidst” havner hos mig.
Antropolog i andres liv
At være psykolog er som at være antropolog i andres liv. Antropologi er læren om mennesket i en biologisk, social og kulturel kontekst.
I samtaleterapi går klienten og psykologen i fællesskab på jagt efter mening og betydning i klientens biologiske, sociale og kulturelle kontekst.
Før et problem kan løses, skal det forstås. Nogle gange skal det ikke en gang løses, men ”blot” forstås og muligvis accepteres, forandres eller ses på i et nyt lys.
Og sådan er det tit, og det er det spændende ved terapi: Folk går i terapi med ønsker, som tit rækker ud over det, de ønsker.
Et eksempel er en klient, som er ramt af angst (som kunne være både en mand og en kvinde, her kalder jeg det en kvinde). Hun kommer til mig med ønsket om at blive af med angsten! Fordi den er invaliderende og forstyrrer hendes liv og hverdag for meget.
”Hvorfor er jeg sådan én, der hele tiden bekymrer sig og har angst?”:
”Rigtig godt spørgsmål. Tak fordi du spørger. Der er ingen af os, der ved det endnu...”
Whiteboards og tidslinier
Nogle gange undersøger min klient og jeg jeg spørgsmålet ved hjælp af en visuel tidslinie. Hvad er der gået forud for angsten? Hvad er der sket de sidste uger? De sidste år? Hele livet?
Jeg skriver på et whiteboard, så vi kan se det sammen. Det er cirka halvanden x en meter. Jeg skriver ret småt. Alligevel kan sådan en tidslinie med ord og datoer og årstal let komme til at fylde hele tavlen.
At være psykolog er som at være antropolog i andres liv.
Tidslinien bliver som et dyk ned i, ind i og tilbage i klientens liv. For at finde sammenhænge – biologisk, socialt, kulturelt. Det sker tit, at når tidslinien bliver visuel, får klienten et helt nyt blik for sit liv.
Om indsigter og accept
”Shit – der er godt nok sket meget i mit liv de sidste par år”, er en typisk kommentar.
”Så kan jeg bedre forstå, at jeg har de udfordringer, jeg har”, kan være næste indsigt.
Klienten ønskede at blive af med angsten. Men efter at have stillet spørgsmålet og kigget på sammenhænge, fik hun en mere accepterende tilgang til sin angst. Det var jo ikke så mærkeligt, at den havde indfundet sig. Tidslinien og snakken herom gjorde det meget tydeligt.
Før et problem kan løses, skal det forstås. Nogle gange skal det ikke en gang løses men ”blot” forstås og muligvis accepteres, forandres eller ses på i et nyt lys.
Og det ”sjove” (angst er ikke sjovt, lad mig slå det fast én gang for alle) er, at når man ser med mildere øjne på sin angst, så bliver den tit mindre. Fordi den blev accepteret og forstået. Det er endda muligt for mange (af os) at leve side om side med den.
Således blev svaret på klientens spørgsmål af en anden kaliber end hun troede, inden hun kom. Og sådan er det tit, og det er det spændende ved terapi: Folk går i terapi med ønsker, som tit rækker ud over det, de ønsker.