Kroppen snakker
Når vi har ondt i sjælen, gør det også tit ondt i kroppen. Vi spænder i nakke, skuldre, kæber og rammes af smerter og skader. Det er kroppens måde at snakke på; at fortælle os, at der er noget, vi ikke har øje for, noget der skal tages af, noget der behøver omsorg og forståelse.
Kroppens speeder og bremse
Hele vores nervesystem påvirkes, når det gør ondt i sjælen. Det autonome nervesystem er kroppens automatiske reguleringssystem og er udenfor viljens kontrol.
Det autonome nervesystem kan opdeles i to modsatrettede systemer – det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem kaldes ofte for ”motoren”, fordi det er dét, der får os til at reagere og handle på farer i omgivelserne. Det parasympatiske nervesystem kaldes for ”bremsen”, da det er dét, som får os til at slappe af igen, når faren er overstået.
Ondt i sjæl og krop handler tit om et nervesystem, der har været for længe i ubalance. Det sympatiske og det parasympatiske nervesystem er som henholdsvis yin og yang: der skal være lige meget af hver; der skal være balance.
Når snak er skidt
Jeg har forsøgt at snakke mig ud af sådan en ubalance. Det gik slet ikke. Jeg oplevede snarere en endnu større ubalance. Formentlig fordi jeg gjorde tingene i den forkerte rækkefølge. I mit nervesystem havde den sympatiske side taget kontrollen. Jeg var på flugt hele tiden. Helt oppe i det røde felt, som man siger. Jo mere jeg snakkede, jo mere stresset blev jeg.
Fordi det autonome nervesystem er udenfor vores bevidste kontrol, er det svært at nå med sproget, når det er for meget i ubalance.
Første skridt: åndedrættet
Så inden vi begynder med snak, skal vi have nervesystemet lidt mere i balance. Første skridt er åndedrættet. Fordi det ofte er dét, der først går i udu, når vi har det skidt i sjæl og krop. Så glemmer vi at trække vejret ned i maven, trækker det for hurtigt eller for langsomt, og vi opdag er det ofte ikke, fordi vi trods alt fortsætter helt automatisk. Men at trække vejret forkert, sender signaler til det autonome nervesystem om, at noget er galt.
Når vi begynder at få kontrol over og kontakt med åndedrættet, sendes der ilt hele vejen rundt i kroppen, og der bliver langsomt sendt signaler til det autonome nervesystem om, at vi er i gang med at tage os af det.
Næste skridt: kroppen
Næste skridt er den fysiske krop. De spændinger, der har ophobet sig der, skal mærkes, før de kan ændres på. Vi skal lytte til, hvad kroppen siger, øve os i at acceptere og udfordre den i fysiske positioner.
I yogaen har vi fokus på både åndedræt og fysiske positioner. Hele tiden. Det er svært at forcere, fordi vi hele tiden bliver mindet om åndedrættet.
Efterhånden bliver kroppen tryg ved situationen og begynder at ”snakke” - at fortælle hvor det gør ondt, og hvad der skal gøres for at lave om på det.
Når man glemmer, at man har en krop
Dengang der var totalt kaos og ubalance i mit autonome nervesystem, blev jeg overrasket over, hvad yogaen gjorde. Jeg fandt ud af, at jeg havde en krop, og at den ikke var tilfreds med alle de krav, jeg stillede til den. Jeg fandt også ud af, at den faktisk var i stand til at slappe af, hvis jeg hjalp den, accepterede den men også udfordrede den med respekt for dens grænser.
Ro i nervesystemet inviterer til samtale
Langsomt begyndte jeg at slappe af, og SÅ begyndte det at give mening at snakke! Jeg begyndte at kunne lytte til mig selv. Tidligere løb jeg fra dét, jeg sagde. Jeg hørte det ikke, ville
ikke høre det. Det blev lettere, da der kom mere balance i det autonome nervesystem. (når det så er sagt, er det tit stadig svært for mig).
Derfor uddannede jeg mig til yogainstruktør. Det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne ”nøjes” med at være psykolog. Og derfor kalder jeg mig for Yogapsykologen – fordi det aldrig
har været meningen at adskille krop og sjæl/sind/hoved. Samtaler hos mig handler derfor både om snak med krop og hoved.