Hvad er nu det for noget at påstå? Er det ikke godt, hvis vi kan blive enige? Jo, nogle gange. Men risikoen er, at vi bliver så enige, at vi ikke ser andre veje og muligheder. Hvis vi fx bliver meget enige om, at lille Peter er ”usamarbejdsvillig”, så hjælper vi ikke Peter med alle de udfordringer, han bøvler med. Hvordan skal vi komme videre, når vi alle er enige om, at han bare ikke vil samarbejde?
Ud af uenigheder kan der opstå nye muligheder
Derimod – hvis en af hans lærere siger, at hun har set Peter samarbejde, når han spiller fodbold, og en anden lærer siger, at han tror, at Peter fremstår usamarbejdsvillig, fordi han er i tvivl om, hvordan han lever op til skolens krav, og forældrene siger, at de er helt uenige i påstanden om usamarbejdsvillighed, fordi de mener, det handler om manglende struktur i klassen; at det således slet ikke har noget med Peter at gøre.
Ønsket om enighed er også et ønske om enkelhed og kontrol. Alt er på overfladen lettere, hvis vi er enige.
Således opstår der uenighed om, hvad Peters usamarbejdsvillighed egentlig handler om. Og det er godt. I første omgang kan der opstå knas i samarbejdet. Der kan ske det, at de forskellige aktører begynder at kaste med mudder og føler sig misforståede. Men hvis de har modet til at kigge på uenighederne med nysgerrige briller på, så er det meget at hente: Ud af uenigheder kan der opstå nye muligheder, som forhåbetligt kan komme Peter til gavn, fordi han pludseligt bliver forstået fra flere perspektiver.
Ønsket om enkelhed kalder på behovet for kaos
Jeg har siddet på mange netværksmøder (for mit vedkommende i skoler og børnehaver ift. børn i vanskeligheder, hvor barnets netværk mødes for at forsøge at forstå og løse barnets vanskeligheder). Nogle af de møder er endt i mudderkastning, sure miner og fornærmelse. Det har ofte undret mig, at det var så svært at se gaven i uenigheden. Men vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil løse problemer ved at blive enige. Det er ensomt at stå alene med sine synspunkter, og derfor bliver vi tit sure og frustrerede, når vores synspunkter ikke bliver forstået.
Der kan ske det, at de forskellige aktører begynder at kaste med mudder og føle sig misforståede.
Ønsket om enighed er også et ønske om enkelhed og kontrol. Alt er på overfladen lettere, hvis vi er enige.
Men hvis vi vil et spadestik dybere og ned under overfladen og forstå på nye måder, er vi nødt til at acceptere det kaos, der opstår, når vi er uenige. Ud af uenigheder og forskelligheder vokser nemlig kreativitet og nye muligheder.
Vi ved først noget, når vi har prøvet noget
Billedet til dette indlæg er et billede af en masse ledninger i en telefonmast, hulter til bulter og lige til at blive skør i hovedet af at kigge på. Men tænk på alle de muligheder med alle de ledninger! Med en masse kreativitet, mod, tid og samarbejde går det måske at få skabt nogle fantastiske forbindelser ud til verden. Måske ikke. Men vi ved det ikke, før vi har prøvet!
Men risikoen er, at vi bliver så enige, at vi ikke ser andre veje og muligheder.
For snart en del år siden tog jeg en fantastisk efteruddannelse hos psykiater Søren Hertz og psykolog Jørn Nielsen (metalog). Uden at overdrive vil jeg hævde, at den røde tråd i uddannelsen netop var, at ”hvor der er konsensus, er der løgn”.
Alting fortsætter altid
Jeg afslutter dette indlæg med et par kloge udtalelser fra de herrer, og således blev det lige pludselig til et par citater til 😊:
- ”Der er kun et svar, og det er kreativitet”
- ”Muligvis findes der en løsning, men så er den løgn”