Livsudfordringer er ingen forskånet for
Men mit ønske med mine nyhedsbreve og blogindlæg er, at du skal genkende noget i nogle af de ting, jeg skriver. Ellers giver det ikke rigtigt mening.
Meget af det jeg skriver, er – tror jeg – ret almenmenneskeligt. Vi har alle vore udfordringer i livet.
Men jeg ved også, at det er hårdt arbejde. Og at der sikkert ikke kun er happy endings.
Min rigtigt store udfordring er, at jeg har sclerose. Jeg har også andre udfordringer. Som alle
mennesker. Men lige præcis sclerosen kan jeg aldrig rigtigt holde pause fra. Den er der og gør sig bemærket hele tiden. Det er jeg virkelig træt af. 🙁
Lige nu er det godt nok skidt. Så jeg håber, citatet kommer til at passe på et tidspunkt...
Når valget er svært og let
Jeg har selv sat mig i situationen ”det skal være skidt...”. Men jeg har ikke noget andet valg. Som jeg ser det. Du havde måske tænkt helt anderledes om det. Og det er ok.
Og så har jeg selv læst og læst og læst... så jeg ved, hvad jeg har gang i. Jeg er ikke den første. Og der er videnskab bag. Og der er folk, der er blevet bedre og til og med raske.
For mig er det et let valg. Det betyder ikke, at det er let. Det er svært.
Som du måske ved, er jeg gået i gang med det her program indenfor det man kalder for funktionsmedicin, hvor man skræddersyr kost og livsstil individuelt ud fra bla blod- urin- og afføringsprøver.
Jeg vil ikke acceptere min sclerose.
For mig betyder det, at jeg nu følger en diæt, som hedder AIP (autoimmun palæo). Kort og godt kan man sige, at jeg spiser ualmindeligt sundt og lidt mere end det, da jeg faktisk også udelukker en del sunde produkter. Altsammen fordi det har vist sig – ikke overraskende (det er tilfældet for alle med autoimmune sygdomme) – at jeg har lækage i mit tarmsystem. Det betyder, at det ”ikke holder tæt”, og at affaldsprodukter kan løbe ud i blodbanerne og skabe forstyrrelser i nervesystemet.
Og det skal jeg da lige love for, at det har gjort de sidste 10-15 år! Så længe (måske længere) har sclerosen hærget i min krop, selvom jeg først fandt ud af det i 2016.
Lige nu er det godt nok skidt. Så jeg håber, citatet kommer til at passe på et tidspunkt...
Det er baggrunden for, at man også kan være nødt til at udelukke selv sunde madprodukter. Fordi visse af dem, som fx kartofler, tomater, æg, bønner, nødder og frø, kan lave ravage, hvis man har lækage i tarmene.
Om langsomt at gå ”all in”
Jeg har spist efter AIP-reglerne i et par måneder nu. Men det er først for en uges tid siden, at jeg gik ”all in”. Det har været helt bevidst. Ellers havde jeg knækket nakken på projektet. Så jeg ”syndede” og drak lidt kaffe hver dag og lidt rødvin i weekenderne og spiste endda, da det var rigtigt varmt der midt på sommeren, vegansk is.
Der er meget snak om accept i dag. Om at vi skal acceptere vores livsvilkår. Om at alt bliver meget bedre, når vi accepterer.
Man kan vel sige, at jeg tog tilløb. Det har taget tid at ”blive klar” til så stor en forandring. I
cirka en uge har jeg nu også tilført endnu flere kosttilskud og urteprodukter, som skal udrense og genopbygge tarmsystemet.
”Det skal være skidt, før det bliver godt”...
Og jeg skal da lige love for, at det ikke er blevet bedre. Det er blevet værre. Det havde jeg sådan set også regnet med. Men det er hårdt alligevel.
Så det er her, vi kommer til det famøse citat: ”Det skal være skidt, før det bliver godt”. Det håber jeg knagme.
Tålmodighed og stressede nervesystemer
Jeg er sikker på, at det ikke kun handler om den mad og de piller, jeg stopper i mig nu. Det handler også om mine tanker og især mit nervesystem, som er enormt stresset over de store forandringer, jeg lægger for dagen.
Jeg har naturligvis store forventninger til ”projektet”. Jeg ved, at folk med autoimmune sygdomme er blevet bedre og endda raske af at ændre livsstil og leve efter de funktionsmedicinske principper. Men jeg ved også, at det er hårdt arbejde. Og at der sikkert ikke kun er happy endings.
Jeg arbejder med at acceptere, hvordan det er lige nu og her. Men det er noget helt andet.
Tålmodighed har aldrig været min stærke side, og hvis man skal vende dette til noget positivt i stil med: Hvad lærte du så af dette? Så må svaret være, at jeg har lært mig at arbejde med min tålmodighed.
Fx burde jeg have vidst, at jeg ikke kan ”køre derudad” på arbejdsfronten samtidigt med, at jeg kaster mig ud i sådan et projekt. Det havde jeg bare ikke lige tænkt over. Jo, det havde jeg faktisk. Men jeg lyttede ikke. For der skal jo penge på kontoen, og jeg kan godt lide mit arbejde, og jeg arbejder jo i forvejen ikke så meget, som ”alle andre” mennesker.
Der er fornuft og evidens bag det hele
Nu sidder du måske og tænker noget i retning af: ”Jamen, hvordan er det blevet mere skidt?” Og så kan jeg fortælle, at jeg har endnu dårligere balance og knapt kan løfte mit højre ben. Det venstre strejker også en lille smule i form af spasmer. Det er en kamp at gå fra et rum til et andet. For ikke at tale om, hvordan det er at gå ude i det fri. Det går nærmest ikke. Men jeg gør det alligevel. Men uden stok eller krykke kommer jeg ingen steder.
Og jeg skal da lige love for, at det ikke er blevet bedre. Det er blevet værre. Det havde jeg sådan set også regnet med.
Jeg gør naturligvis ikke dette alene og uden støtte. Jeg har en behandler. Hun guider mig og har analyseret alle mine prøver og fortalt mig, hvilke vitaminer, mineraler og urtetilskud, jeg skal indtage.
Og så har jeg selv læst og læst og læst... så jeg ved, hvad jeg har gang i. Jeg er ikke den første. Og der er videnskab bag. Og der er folk, der er blevet bedre og til og med raske.
Så jeg forsætter. Hvor længe kan jeg ikke svare på. Til det virker. Måske tager det år. Men lige nu er jeg her. Og arbejder med min tålmodighed.
Meget, meget kort om fænomenet ”accept”
Her på falderebet lander vi i et andet tema, som jeg ikke vil gå så meget ind i nu. Jeg har skrevet om det tidligere i mit blogunivers ”Når livet slår”. Temaet er accept. Det er nogle år siden, og i dag tænker jeg lidt anderledes om accept.
Man kan vel sige, at jeg tog tilløb. Det har taget tid at ”blive klar” til så stor en forandring.
Men bare lige for at snuse til det her, inden det bliver et tema i et andet blogindlæg, så handler det om, at jeg ikke har accepteret min sclerose.
Der er meget snak om accept i dag. Om at vi skal acceptere vores livsvilkår. Om at alt bliver meget bedre, når vi accepterer.
Jeg vil ikke acceptere min sclerose. Ikke som den ter sig nu ihvertfald. Havde jeg accepteret den, havde jeg ikke kastet mig ud i dette vilde projekt.
For mig er det et let valg. Det betyder ikke, at det er let. Det er svært.
Jeg arbejder med at acceptere, hvordan det er lige nu og her. Men det er noget helt andet. Det handler om tålmodighed. Om ikke at have for travlt. Om at give tid. Om ikke at være naiv og tro på hurtige mirakler.
Men mere om det i et senere blogindlæg. 🙂