Hvad stiller man op med angst, som ikke vil gå væk? Hvis man har ”gjort alt det rigtige”. Og man føler sig mislykket, fordi det ifølge alle selvhjælpsbøgerne er muligt at blive sin angst kvit...
Jeg har ikke noget endegyldigt svar. Jeg har kun erfaringer – som menneske og som psykolog.
Et ret så trist blogindlæg
Jeg tror desværre ikke, det er alle forundt at leve et liv uden angst. På den måde er dette indlæg jo ret trist. Det kommer nemlig ikke i nærheden af en løsning.
Jeg møder en del mennesker med angst i min klinik. De fleste har et håb om at komme til at leve uden angst.
Altsammen vævet ind i hinanden på en måde, så det slet ikke giver mening at undre sig over, om det mon handler om ”arv eller miljø”.
En del af dem har været omkring andre psykologer eller terapeuter for at arbejde med deres angst. For nogle af dem har det slet ikke virket. For andre har det virket lidt. For endnu andre har det virket i en periode, men så er angsten kommet tilbage.
Jeg tror, en del af problematikken handler om de forventninger, man får stillet i udsigt. Det er desværre ikke ualmindeligt, at psykologiske metoder til håndtering af angst bliver fremstillet som større eller mindre vidundermidler.
Det er ulempen ved at være et menneske og ikke en zebra.
Men der er altså ikke én metode, der hjælper alle mennesker med angst!!
Angst er naturligt – og en dårlig forretning
Angst er et menneskeligt grundvilkår, og derfor er det på en måde ikke meningen, at vi skal blive angstfrie! Og det er her, markedsføringen af visse psykologiske metoder og tilgange til håndtering af angst bliver problematisk. For hvis man går rundt og tror, at det er muligt at blive angstfri, så bliver man slemt skuffet, hvis det ikke lykkes.
Faktisk kan yoga i første omgang godt forværre angsten. Det skal man være opmærksom på! Fordi det kan føles overordentligt ubehageligt.
I et større samfundsmæssigt perspektiv hænger det blandt andet sammen med, at vi ikke har tid og penge til at gå rundt og bøvle for meget med angst. Det er nemlig ineffektivt. Angstsygemeldinger er en dårlig forretning. Det koster samfundet for mange penge.
Men hvad nu, hvis det ikke er meningen, at vi skal være så effektive? Hvad nu hvis det er meningen, at mennesket skal være et reflekterende væsen, som er sig bevidst om, at angst er et grundvilkår, i bund og grund fordi vi alle skal dø, og at det derfor er ok at have angst? Fordi angsten faktisk minder os om vores egen dødelighed og sårbarhed. Det er ubehageligt, ja. Men det er menneskeligt.
Min pointe i dette indlæg er, at hvis vi accepterer angsten som et grundvilkår, så bliver det lettere at holde den ud i strakt arm, kigge på den og sige ”ok, du (angsten) er kommet for at blive. Så hvordan skal vi leve sammen, du og jeg?”
Frygt, angst og løver
Det er på sin plads at skelne mellem frygt og angst, som ikke er det samme, men som er i familie med hinanden.
Puls og blodtryk falder, vejrtrækningen falder til ro, og der sendes signaler til hjernen om, at faren er ovre.
Frygt er, når man er bange for noget konkret. Fx løven på savannen, som kommer brølende og løbende mod os.
Angst er mere diffust, og man kan sige, at frygt kan udvikle sig til angst, når man har haft en eller flere ubehagelige erfaringer med frygt.
Således kan angst ses som et kompas fremfor noget, der med vold og magt skal løses eller forsvinde.
Er man blevet jagtet af en løve og var meget heldig at slippe fra den, så er der stor risiko for at udvikle angst for vilde dyr og høje løvebrølslignende lyde. Sådan lidt forenklet sagt.
Vi er som art født med et nervesystem og en hjerne, som ”går i gang”, når der opstår trusler. Vi skal kunne løbe væk fra løven uden at behøve at stoppe op og tænke, hvad der vil være den bedste vej at løbe, eller om der er nogle smarte tricks, vi kan bruge imod løven. Hvis vi brugte en masse tid på at tænke, var vi hurtigt blevet ædt. Vi skal kunne reagere lynhurtigt uden at tænke.
Vores nervesystem hjælper os med at træffe hurtige beslutninger. Lynhurtigt besluttes det, om der skal flygtes, kæmpes eller spilles død over for løven. Faktisk er det kroppen, der klarer det hele. Eller den såkaldte primitive del af nervesystemet, der er ikke-sproglig. Formentlig er det bedst at forsøge at flygte fra løven, og derfor sørger det sympatiske nervesystem for, at der bliver frigivet adrenalin, som får puls og blodtryk til at stige, hvilket gør os i stand til at sætte kroppen i bevægelse og skynde os afsted i en vældig fart.
Ja, jeg siger, at vi skal acceptere at være født med evnen til at føle angt. Og nej, jeg siger ikke, at vi bare skal lade stå til.
Hvis vi er heldige, slipper vi fra løven, og når der er fred og ingen fare, træder det parasympatiske nervesystem i karakter og får os til at slappe af igen. Puls og blodtryk falder, vejrtrækningen falder til ro, og der sendes signaler til hjernen om, at faren er ovre.
Løver, zebraer og komplekse hjerner
Det hele handler naturligvis ikke om løver. Især ikke i dag. Det har altid været farligt at være menneske, og derfor er det virkelig godt, at vi har udviklet et system, der kan få os til at blive bange og føle frygt og angst.
Men kunne vi så ikke nøjes med frygt, tænker du måske. Hvorfor skal frygt blive til angst? Kort sagt handler det om, at næste gang vi møder en løve, så skal frygten helst aktiveres lynhurtigt, så vi kan komme væk i en hulens fart. Men det handler også om, at vi er mennesker med komplekse hjerner, som (desværre nogle gange) formår at ”tænke over det, vi tænker” og forestille os ting og sager. Det er ulempen ved at være et menneske og ikke en zebra.
Man kan sige, at jeg mødte og konfronterede min angst i nervesystemet.
Når zebraen er i sikkerhed fra løven, formår den at ryste frygt-oplevelsen af sig. Bogstaveligt talt. Frygten har også sat sig i dens nervesystem, men når den ryster sig (lidt som en våd kat, der ryster sig for at blive tør), så ryster den frygten af sig. Lige indtil den næste gang står i en farlig situation. Så udspiller hele scenariet sig igen.
Der er faktisk flere kropsbaserede metoder til behandling af angst, som tager udgangspunkt i dyrs evne til at ryste frygt og traumer af sig. En af dem hedder Somatic Experience og er skabt af en mand ved navn Peter Levine. Han har skrevet flere bøger om emnet. Hvis du er nysgerrig, kan jeg anbefale en af hans bøger, der er oversat til dansk og hedder: ”Væk tigeren”.
I dag er det ikke primært løver, vi er bange for. Men der er stadig masser at være bange for. Både konkrete farer, som at vi bliver truede eller udsat for vold og overgreb osv. Der er også mere diffuse ting at frygte. Fx at vi alle skal dø. Vi kan miste nære eller os selv. Vi kan miste vores job og blive tvunget til at sælge vores hus. Der er en masse angstfremkaldende grundvilkår, som vi er nødt til at forholde os til.
Angst og stress, to sider af samme sag
De fleste af mine klienter har en form for angst, som er koblet til en form for stress. Det vil sige, at de tit bliver mere angste, når de er stressede, eller får sværere ved at kontrollere angsten, når de har for meget om ørerne. Eller også var det stressen, der kom først, og så følger angsten efter som den tilsyneladende tro følgesvend.
Det er desværre ikke ualmindeligt, at psykologiske metoder til håndtering af angst bliver fremstillet som større eller mindre vidundermidler.
Det er ikke så mærkeligt, idet angst og stress er to sider af samme sag. Det er de samme mekanismer, der er på spil i det autonome nervesystem, hvor der er overaktivitet i det sympatiske nervesystem, mens det parasympatiske nervesystem er sat ud af spil. Meget forenklet sagt.
Jeg sagde tidligere, at angst er et grundvilkår, og at vi mennesker ikke kan være foruden. Men hvorfor er det så så forskelligt fra det ene menneske til det andet? Der er jo masser af mennesker, der ikke lider af angst (eller hvor erfaringer med frygt og ubehagelige begivenheder ikke udvikler sig til en mere diffus og kompleks angst).
Hvis vi brugte en masse tid på at tænke, var vi hurtigt blevet ædt. Vi skal kunne reagere lynhurtigt uden at tænke.
Måske er de bare ikke klar over, at de lider af angst. Jeg skal ikke gå mere ind i det her, af den simple grund, at jeg ikke er nok inde i det, men der er teorier, som peger på, at også de mennesker, der ikke er ramt af angst, faktisk er det uden at vide det. Angst kan nemlig vise sig i flere former. Fx som kropslige smerter og gener. Det giver meget god mening, fordi angstens udtryk er så fysisk og sidder i nervesystemet.
Angstens kompleksitet
Og når angst er et grundvilkår, forsøger jeg så at sige, at vi bare skal acceptere at være ramt af angst? Ja, jeg siger, at vi skal acceptere at være født med evnen til at føle angt. Og nej, jeg siger ikke, at vi bare skal lade stå til.
Angst kan nemlig godt blive så invaliderende og ude af proportioner, at vi er nødt til at gøre noget ved den. For ofte er den irrationel, og vores hjerner og nervesystemer er lidt for meget ”tilbage på savannen med farlige løver”.
Så hvis du lider af angst, har jeg som sagt ikke nogen løsning.
Svaret på mit tidligere spørgsmål omkring, hvorfor nogle menneskers erfaringer med, at frygt overgår til angst, er lige så komplekst som angsten selv. Vi har alle forskellig ”bagage” med os – lige fra gener og DNA til oplevelser og erfaringer. Altsammen vævet ind i hinanden på en måde, så det slet ikke giver mening at undre sig over, om det mon handler om ”arv eller miljø”.
Angst, nervesystemer og terrorangreb
Lad mig komme med et personligt eksempel på, når frygt bliver til angst af irrationel karakter. Da min angst var på sit højeste, havde jeg lige fået både en stress- og en sclerosediagnose. Grundet stressen var mit autonome nervesystem totalt på overarbejde.
Kort efter jeg fik diagnoserne, skete der et terrorangreb i Berlin. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg havde været der, så havde jeg ikke kunne løbe væk. Og endnu værre; havde jeg haft mine børn med, havde jeg ikke kunne beskytte dem. Fordi jeg ikke kunne løbe pga. sclerosen.
Og i forlængelse af det har en langsommere livsstil hjulpet.
Den tanke – og mange andre lignende – fremkaldte den vildeste panik og angst i mit nervesystem. Der var ikke megen logik i tankerne. For det første var det jo ikke sikkert, jeg havde overlevet alligevel. Det handler jo om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. For det andet er terrorangreb sjældne (eller måske ikke helt alligevel... så måske har vi alle faktisk noget at frygte?). For det tredje bor vi ikke i en storby, så der er nok langt mindre sandsynlighed for terrorangreb her,
hvor vi bor. Og så videre....
Der var masser af logiske argumenter for, hvorfor jeg ikke havde nogen grund til at være bange hele tiden.
Når løver bliver mødt med yoga
Men det er det autonome nervesystem ligeglad med! Og især når man også er ramt af stress, så kan det være helt umuligt at få kontakt med de såkaldte mere ”fornuftige, sproglige” dele af hjernen og tale sig selv til fornuft. Fordi det sympatiske nervesystem har overtaget styringen. Krop og nervesystem slås med de ondeste løver på savannen.
Det korte af det lange blev, at jeg i en længere periode ikke kunne gå ind i et supermarked uden at blive ramt af panik. Det tog lang tid at få erfaringer med, at der ikke skete noget ved det. Lang tid, hvor jeg først undgik det og siden begyndte at udfordre mig selv og ret mange gange måtte forlade supermarkedet uden at have købt noget...
For hvis man går rundt og tror, at det er muligt at blive angstfri, så bliver man slemt skuffet, hvis det ikke lykkes.
For mit vedkommende blev yogaen min redning (ikke løsningen, men redningen). Man kan sige, at jeg mødte og konfronterede min angst i nervesystemet. Fordi yogaen kan være med til at skabe balance i det autonome nervesystem. Det sker via åndedrættet i kombination med langsomme og bevidste bevægelser med kroppen. Det sympatiske nervesystem, som er på overarbejde, bliver mødt af det parasympatiske system, og der bliver sendt beroligende signaler til hjernen om, at der ikke er fare på færde.
Det var dét, som virkede for mig. Vi er alle forskellige, så jeg vil helst ikke vove den påstand, at yoga hjælper alle med angst.
Faktisk kan yoga i første omgang godt forværre angsten. Det skal man være opmærksom på! Fordi det kan føles overordentligt ubehageligt. Det beror på, at man stopper op og bliver i og med angsten. Det kan være voldsomt angstprovokerende. Fordi alt i én skriger efter at komme væk fra de angstfulde følelser og fornemmelser. Det er dét, man gør uden for yogamåtten. Strategien er at løbe væk, at arbejde mere, at aflede, at fylde sit liv med så meget at gøre, at man ikke kan mærke angsten.
Angst råber højt og vil høres
Men angsten vil mærkes. Den vil ikke løbes fra. Jo stærkere man løber, jo højere råber den. Og den har altid et budskab. Måske ikke et budskab, man vil høre. Og derfor løber man mere. Det bliver simpelthen et hamsterhjul af angst!
Krop og nervesystem slås med de ondeste løver på savannen.
Angst råber tit højt om noget med værdier. Om noget, som er vigtigt. Om noget, der er nødt til at blive ændret på. Det kan være meget ubehageligt, for hvad hvis man ikke har lyst til at ændre på ting i sit liv? Hvad hvis det har for store konsekvenser? Hvad hvis det handler om, at man ikke trives med sit job? Eller i sit ægteskab? Eller med der, hvor man bor? Eller med sin familie? Eller med sine venner? Eller noget helt andet.
Og det er jo ikke altid, man kan gøre noget ved ting som fx arbejde eller boligforhold. Måske er økonomien et problem. Eller noget helt andet. Det er faktisk ikke sikkert, at der skal gøres meget andet end at lyttes. ”Løsningen” kan nemlig også være ”blot” at blive bevidst om, hvad der er på spil og acceptere, at det er sådan, det er. Og måske bliver det efterhånden, i takt med øget bevidsthed, muligt ihvertfald at lave små justeringer, som kan nedjustere angsten.
Og løsningen er... ændrede forventninger og et kompas
Således kan angst ses som et kompas fremfor noget, der med vold og magt skal løses eller forsvinde.
Jeg siger ikke, det er let at have med angst at gøre. Men jeg siger, at det godt kan være nødvendigt at forholde sig til og acceptere, at man er et ængsteligt menneske, som altid vil bøvle mere eller mindre med angst.
Men hvis vi lærer os, hvornår og hvorfor angsten viser sit ansigt, kan vi bruge den som et kompas, der kan vise os, hvilke veje, vi skal foretrække, og hvilke vi skal undgå for at leve et liv, hvor angsten ikke er styrende, men hvor vi er det.
Måske er de bare ikke klar over, at de lider af angst.
Som jeg nævnte tidligt i indlægget, har jeg ikke nogen løsning på angst. Men jeg tror, at hvis vi som samfund ændrer på vores forestillinger og forventninger om, at angst er noget, vi ikke fortjener at have i vores liv og har ret til at blive fri for, så er vi kommet et lille stykke videre.
Yogaen har virket for mig. Og accepten af, at angst er et menneskeligt grundvilkår har også gjort sit. Og i forlængelse af det har en langsommere livsstil hjulpet. Fordi stress og jag som nævnt ligner angst i sin fysiologiske form.
På den måde er dette indlæg jo ret trist. Det kommer nemlig ikke i nærheden af en løsning.
Så hvis du lider af angst, har jeg som sagt ikke nogen løsning. Men jeg har et par forslag: Kig på, hvordan du lever dit liv, på dine værdier, gør mindre, vær ligeglad med samfundets forventninger om, at angst ikke må findes, og træk vejret dybt.
Det er en god start.