Kan man være for glad for sit job?

Et blogindlæg om at elske sit job for meget, om pommes frites, politi, lastbilschaffører, gerningsmandsprofiler og om at have problemer, man ikke ved, at man har... og om at lære af sine dyrekøbte erfaringer.

Det er en fryd at være glad for sit job! Men kan man være for glad for det?

Jeg er privatpraktiserende psykolog og fuldstændigt vild med det! Jeg var også vild med mine jobs, før jeg blev privatpraktiserende. Jeg har haft lange ansættelser og har kun været på to arbejdspladser, siden jeg blev færdiguddannet psykolog i 2007. Fordi jeg trivedes begge steder.

Sådan sat lidt på spidsen, så dør man, hvis man ikke trækker vejret.

Privatpraktiserende psykolog er således mit tredje psykologjob.

Det meningsfulde arbejdsliv

I mit første job var jeg skole- og børnehavepsykolog i Københavns kommune. Det hedder også PPR-psykolog, hvor PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Et super vigtigt og lærerigt job. Og ikke mindst mangefacetteret og muligvis det mest komplekse felt, man kan bevæge sig i som psykolog.

Mit næste job var i Malmö, hvor jeg arbejdede med gravide, spædbørns- og småbørnsfamilier. Det var også både komplekst, meningsfuldt, spændende og lærerigt.

Sygdomme er komplekse, og jeg ved, at der er mange andre grunde til, hvorfor min sygdom opstod. Det skriver jeg nok om en anden gang.

Jeg elskede som sagt begge jobs. Jeg havde også dage, hvor jeg var uendeligt træt af det. Men det var ikke mange dage, hvor jeg ikke oplevede stor mening og glædede mig til at stå op om morgenen og tage på arbejde!

Når man ikke ved, at man har et problem

Men hvad er mit problem så, når jeg elsker mit job og mit fag? Problemet er, at man nogle gange ikke opdager, at man har et problem, hvis man er alt for glad for det, man laver!

Grunden til at jeg i dag er privatpraktiserende er netop (ihvertfald implicit) det: At jeg var for glad for mit (mine) job(s) / mit fag.

Det var sådan cirka der, det begyndre at gå op for mig, at jeg holdt lidt for meget af mit job og mit fag.

Jeg var så glad, at jeg ikke mærkede, at jeg var igang med at udvikle en autoimmun sygdom. Jeg har villet være psykolog næsten så længe jeg kan huske.

Der var dog lige nogle år, hvor jeg først ville være lastbilschaffør, fordi jeg var draget af, at man kunne holde ind og spise pølser og pommes frites på motorvejsresrestauranter hver eneste dag (hvad skete der lige der? Så havde jeg nok bøvlet med flere autoimmune sygdomme, hvis det var blevet en realitet!).

Der kan godt være en risiko for, at du kommer til at elske noget, du GØR i dit liv så meget, at du glemmer at mærke efter, om du er på vej ud over en kant.

Så ville jeg være politibetjent, men hørte nogen sige, at det var jeg for lille til (jeg er 164 cm kort).

Så ville jeg være berider og eje en rideskole, men opgav det, da jeg forstod, at de fleste beridere er fattige mennesker, og at arbejdet er enormt hårdt og slidsomt.

Det skal nævnes, at jeg er opvokset på en bondegård med en far, der knoklede enormt meget. Og som i og for sig også brændte for sit job men sled sig noget i stykker. Jeg har det nok ikke fra fremmede. Men måske var det alligevel delvist derfor, jeg fravalgte at blive berider, som også er et meget fysisk job.

At havne på den helt rigtige hylde

Psykologdrømmen opstod, fordi jeg ville lave gerningsmandsprofiler. Jeg havde nemlig hørt om en psykolog, som gjorde det og syntes, det lød topsejt. Jeg har aldrig været i nærheden af at lave en eneste gerningsmandprofil i hele mit psykologliv. 😊

Problemet er, at man nogle gange ikke opdager, at man har et problem, hvis man er alt for glad for det, man laver!

Min vej til at blive psykolog var kringlet, men jeg lykkedes med det og husker stadig den dag, jeg fik mit eksamensbevis, dén der følelse af at være havnet på den helt rigtige hylde.

Jeg har været på den rigtige hylde hele tiden. Der er ikke spor af tvivl. Jeg kan ikke være andet end psykolog.

Derfor fortryder jeg ikke, men det har kostet at brænde så meget for sit fag, som jeg gør. Fordi jeg ikke er sådan én, der er særligt god til at mærke efter, hvordan jeg har det i hoved og ikke mindst krop.

Jeg har været helt euforisk, siden jeg blev færdiguddannet, og da jeg var inden for børneområdet, ville jeg rigtig gerne være med til at gøre en forskel – og da helst også være med til at ændre verden en ganske stor smule.

Store komplekse og spændende systemer

Men når man er ansat i store systemer, sådan som jeg var både i København og Malmö, så løber man tit panden mod mure. Også selvom man har gode og fornuftige chefer og søde kollegor og fornuftige samarbejdspartnere. Man løber ind i lovgivning, jura, politik, hurtige og uendelige forandringer og meget andet.

Der var dog lige nogle år, hvor jeg først ville være lastbilschaffør, fordi jeg var draget af, at man kunne holde ind og spise pølser og pommes frites på motorvejsresrestauranter hver eneste dag

Altsammen er virkelig spændende. Og mange kan sagtens holde til det. For mig har det været for store udfordringer, kan jeg nu se i bakspejlet. Ikke fordi jeg er en svag person. Men fordi, tror jeg, at jeg i mange år har gået rundt og båret på og været genetisk disponeret for sclerose.

Jeg siger ikke, at den ikke var brudt ud, hvis jeg ikke var blevet psykolog og havde brændt så meget for mit job. Det aner jeg jo ingenting om.

Sygdomme er komplekse, og jeg ved, at der er mange andre grunde til, hvorfor min sygdom opstod. Det skriver jeg nok om en anden gang.

Jeg vil for en god ordens skyld tilføje, at jeg ikke kun brændte for at være psykolog. Jeg brændte nok endnu mere for at være en rigtig god mor. Mens mine børn var små, havde jeg konstant dårlig samvittighed over, at de var i institution, selvom jeg ofte hentede dem kl. 15. Og i samme åndedrag vejledte jeg forældre i, at de ikke behøvede være perfekte forældre, men at det var nok at være ”tilstrækkeligt god”. 🙂

Når man har det for sjovt til at være syg

For mit vedkommende var det der med at brænde for noget så meget en af årsagerne til, at jeg ikke opdagede, at jeg var i gang med at blive syg. Kroniske sygdomme som sclerose kommer sjældendt som et lyn fra en klar himmel (selvom de nogle gange gør), men er tit mange år undervejs.

Jeg har aldrig været i nærheden af at lave en eneste gerningsmandprofil i hele mit psykologliv. 🙂

Man hverken kan eller skal jo gå rundt og mærke efter hele tiden, om man nu er i gang med at blive syg eller ikke. Men i mit tilfælde burde jeg have mærket efter. Der var igennem årene så mange signaler, som jeg lykkedes med at fortrænge, fordi jeg jo var så glad for det, jeg lavede. Og jeg orkede og magtede det jo. Så kunne jeg da ikke være syg.

Men slam-bam, så slog sygdommen til. Helt ned på knæ og sygemeldt i mange måneder. Det var sådan cirka der, det begyndre at gå op for mig, at jeg holdt lidt for meget af mit job og mit fag.

Jeg passer mine egne sager

Den dag i dag elsker jeg stadig mit job og mit fag. Måske endnu mere faktisk. Fordi det er lykkes mig at starte mit eget på mine egne præmisser. Jeg er trådt uden for kompleksiteten. Jeg har ingen chefer, ingen samarbejdspartnere, ja sågar ingen kolleger, som jeg skal forholde mig til og har forpligtelser overfor.

Min person er mit værktøj. Det tærer på de mentale muskler.

I dag passer jeg mine egne sager. Og de sager er en lille bitte psykolog-klinik, hvor jeg modtager de klienter, jeg selv orker og med den type udfordringer, som jeg synes, jeg er god til.

Så langt, så godt. Jeg har lært en masse og taget ved lære af mine erfaringer. Men jeg falder stadig i og glemmer at mærke efter, om jeg nu lige blev lidt for glad for mit job! Selvfølgelig falder jeg i stadig væk... jeg er et menneske...

Og i samme åndedrag vejledte jeg forældre i, at de ikke behøvede være perfekte forældre, men at det var nok at være ”tilstrækkeligt god”. 🙂

Nu ligger sommerferien fx lige for døren, hvilket for de fleste psykologer (og mange andre faggrupper) betyder, at der er en masse, der skal nås og afsluttes.

Om lige at komme til at brænde lidt for meget igen...

Sådan er det også for mig. Så jeg er for første gang sådan rigtigt, siden jeg startede som privatpraktiserende psykolog i efteråret 2018, blevet ramt af, at jeg nok liiiige holder lidt for meget af mit job til, hvad godt er.

Det sidste halve års tid har jeg oplevet ret stor klienttilgang. Det bekræfter mig i, at det var rigtigt at starte eget. Og det gode ved at være sin egen herre i eget firma er, at jeg også selv er herre over tider i min kalender. Jeg lægger ikke flere tider ud, end jeg synes, jeg kan magte.

Meeeeen jeg er lidt udfordret nu. Det er ferietid, og mange vil gerne lige have en ekstra tid, inden de selv går på ferie. Det gør mig glad. Jeg elsker jo mit job. Jeg elsker at have samtaler med folk. Det giver mig så meget energi. Men det tager lige så meget. Sådan er det bare. Det er et vilkår. Min person er mit værktøj. Det tærer på de mentale muskler.

Man dør faktisk, hvis man ikke trækker vejret

Forskellen fra tidligere og til nu er, at jeg ved, hvad der er i gang. Tror jeg. Jeg er ikke helt sikker. Men jeg tror ikke, jeg havner der igen. Dér, hvor jeg slet ikke mærker efter, men bare tonser derudaf.

Min krop har lært mere end mit hoved. Kroppen holder totalt op med at virke, hvis jeg stresser. Det er en anden sag med hovedet. Det tror godt lige, det kan lidt mere. Men så er det godt, jeg har kroppen til at minde hovedet....

Jeg var så glad, at jeg ikke mærkede, at jeg var igang med at udvikle en autoimmun sygdom.

Jeg takker især yogaen, meditationen og åndedrættet, som var noget, jeg opdagede faktisk eksisterede, dengang jeg var sygemeldt i mange måneder...

Pointen er (blandt andet), at man ikke er i stand til at mærke efter, hvis man ikke trækker vejret. Sådan sat lidt på spidsen, så dør man, hvis man ikke trækker vejret. Heldigvis sker det jo af sig selv, så vi dør ikke.

Men trækker vi ikke vejret ordentligt og med respekt for hele organismen, så risikerer vi at udvikle en negativ stress, som så igen skaber inflammationer og andet skidt i kroppen.

Det var, hvad der skete for mig.

Så endnu en pointe er faktisk slet ikke en pointe, men et spørgsmål:

  • Brænder du for meget for noget (uden at mærke efter)?
  • Elsker du dit job, din fritidsaktivitet eller noget helt tredje så meget, at det ikke udelukkende er godt for dig?
  • Er du så optaget af noget i dit liv, at du helt glemmer at trække vejret og mærke efter, hvad kroppen siger? Og hvad dine relationer siger eller behøver? Eller hvad dine ønsker og værdier om det gode liv er?

Der kan godt være en risiko for, at du kommer til at elske noget, du gør i dit liv så meget, at du glemmer at mærke efter, om du er på vej ud over en kant. En kant, hvor du bliver syg af stress eller af fysiske sygdomme.

Jeg forsøger nu at finde balancen i at være ustyrligt glad for at elske det, jeg laver, og at lytte til krop og knold. Det er svært, skal jeg hilse og sige. Men det er lærerigt.

Med dette blogindlæg vil jeg gerne opfordre dig til ikke at havne der, hvor jeg havnede. Prisen er for høj. Så mærk lidt efter hele tiden.

Interesseret i langsomhed, psykologi, yoga og meditation?

Abonnér på mit nyhedsbrev som udkommer, når jeg har tid og synes, jeg har noget at formidle.

Tilmeld nyhedsbrev