Kender du det der med, at du godt ved, at du skal gøre noget anderledes? Ændre på nogle vaner? Tilføje et eller andet til dit liv? Lave om på noget? Du ved det godt. Og du gør lidt ved det. Og så falder du alligevel tilbage i gamle mønstre og gør, som du plejer.
Hvor svært kan det være? Svært...
Dårlige eksempler er gode eksempler
Jeg har sagt det før, og nu gør jeg det igen. Fordi det formentlig ikke er sidste gang. Jeg vil nemlig gerne gå foran som et dårligt eksempel. Jeg skammer mig ikke over det. Det er nemlig menneskeligt at fejle og ikke gøre, som man godt ved, at man burde. For sin sundheds skyld. For sin families skyld. For sine venners skyld. For sin egen skyld. For sin økonomis skyld. For sin fremtids skyld. For klodens skyld. Osv.
Det sker tit, at de problemer, mine klienter kommer med, ikke er af atomfysisk karakter.
Mit eksempel denne gang handler om hverdagsrutiner. Åh, hvor kedeligt, tænker du måske. Ja, men der er nu en gang bare mere hverdag end ikke-hverdag. Derfor er hverdagen så vigtig. Men også så almindelig. Og måske derfor, det er så svært at lave om på den. Fordi vi ikke lægger mærke til den. Den er der bare, og vi kører på autopilot, ligesom når vi cykler.
Aktuelt er jeg midt i et to ugers genoptræningsforløb ift. min sclerose. Det indebærer, at jeg i to uger (hver dag fra mandag til torsdag) mødes med et team af specialister, der ved forskellige ting om, hvordan det er at leve med en neurologisk sygdom.
Jeg var åbenbart bare nødt til at høre det 1001 gang – og fra en person, jeg ikke havde hørt det fra før, for at jeg skulle fatte det sådan 100%.
Jeg har fået hjælp med flere ting. En del praktiske. Fx vil jeg gerne have en henvisning til et sted, hvor man kan afprøve et strømapperat, der kan sættes på benet, mens man går, og aktiverer muskler og nerver, så det måske kan blive lidt lettere at gå. Det er skide besværligt overhovedet at komme i betragtning til sådan et apperat. Fordi det er enormt dyrt.
Styr på sit hverdags-shit?
En anden ting, jeg har fået hjælp med, og som jeg ikke havde troet, at jeg behøvede hjælp til, er håndtering af hverdagen.
Jeg har jo allerede lavet en masse ændringer, som gør mit liv lettere. Jeg sagde op på mit gamle arbejde og startede op som selvstændig. Jeg gik fra at arbejde fuld til til halv tid. Jeg ændrede min kost. Jeg stressede mindre. Jeg ryddede op og ud i mit sociale liv. Osv.
Og så er det, at man som psykolog lige kan ånde lettet ud. Puha. Det var godt. Relationen ervigtigere end noget andet.
Jeg troede ligesom, at jeg havde styr på the shit!
Eller... det vidste jeg godt, at jeg ikke havde (man får aldrig styr på alt sit shit, skulle jeg hilse og sige). Jeg tillagde det bare ikke så stor værdi. Fordi det er bøvlet og irriterende at lave om på. Og måske ikke nødvendigt. Jeg skal jo også bare lige tage mig lidt sammen nogle gange.
Men så sagde den her ergoterapeut de ord, som jeg har hørt 1.000 gange før både fra mig selv og andre velmenende mennesker.
Inden jeg får sat mig selv alt for højt op på en piedestal, er det naturligvis langt fra alle mineklienter, der siger sådan.
Noget i retning af at det er vigtigt at tænke helt ned i detaljerne i hverdagen. Især når man har en sygdom, som lever af at æde energi af sin indehaver.
Så hørte jeg det lige for 1001´ne gang
Så hvad kunne jeg gøre endnu enklere?
Jeg var åbenbart bare nødt til at høre det 1.001 gang – og fra en person, jeg ikke havde hørt det fra før, for at jeg skulle fatte det sådan 100%.
Jeg beklager, hvis du blev skuffet. Det var jo slet ikke atomfysik. Og jeg vidste det godt. Men jeg var som sagt nødt til at få det at vide 1001 gang.
Jeg vidste det jo godt. Så hvor svært kunne det være? Hvorfor gjorde jeg det ikke for fire år siden? Lavede de der (yderligere) ”små” forandringer?
Det korte af det lange er, at jeg var nødt til igen at blive mindet om, at jeg ikke har samme energiniveau som langt de fleste andre mennesker (uden kroniske sygdomme).
Nu sidder du måske og tænker: ”Kom nu til det! Hvad er det? Det må være meget avanceret, siden du ikke selv har fået taget fat i det. Sig det nu! Måske kan jeg bruge det til noget. Måske er det et vidundermiddel, som jeg også kan bruge i mit liv?” (selvom du måske ikke er kronisk syg – jeg mener: Hvem vil ikke gerne ha' mirakelkure, der handler om at forenkle livet?)
Det er ikke atomfysik
Jeg tror desværre, du bliver skuffet.
Jeg vidste det jo godt.
Ja, men der er nu en gang bare mere hverdag end ikke-hverdag. Derfor er hverdagen så vigtig.
Det korte af det lange er, at der er noget, jeg endnu ikke har fået taget fat i i mit liv, som jeg ved faktisk er tvingende nødvendigt.
Faktisk er det kun tre ting:
- Bestille mad og hverdagsvarer på nettet inklusiv hjemmeleverance.
- Investere i en kæmpe stor fryser og fylde den med hjemmelavede færdigretter/lave dobbelt op af mad i weekenderne, så der altid er mad i fryseren.
- Investere i rengøringshjælp.
(vi starter med de to første)
Jeg beklager, hvis du blev skuffet. Det var jo slet ikke atomfysik. Og jeg vidste det godt. Men jeg var som sagt nødt til at få det at vide 1.001 gang. 1.000 gange var ikke nok. Eller også var det timingen. Der var lige nødt til at gå fire år, før jeg forstod alvoren. At jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger og sammenligninger med alle andre ”normale mennesker”, når det gælder hverdagen.
Hun lyttede oprigtigt. Hun løftede ingen pegefingre. Hun bekræftede mig ”bare” i det, jeg allerede godt selv vidste.
Så hvor svært kan det være? Svært? Men ikke umuligt. Og bedre sent end aldrig. Nogle gange er man bare nødt til at få ting at vide 1.001 gange. Af sig selv eller af andre. Eller en blanding.
Dette handler ikke bare om mig. Også om min familie. Især min mand. Hvis han skal kunne holde til at hans bedre halvdel ikke orker halvdelen af, hvad hun gjorde en gang... så skal tingene også simplificeres for hans skyld. For vores skyld.
Men så sagde den her ergoterapeut de ord, som jeg har hørt 1000 gange før både fra mig selv og andre velmenende mennesker.
Og tro mig. Vi har talt om alle tre punkter. Flere gange. Men jeg (vi) var åbenbart nødt til at få en masse erfaringer med, at jeg ikke kan holde til tempoet i mit liv. Trods alle de forandringer, jeg faktisk allerede har lykkes med.
Om piedestaler og distance
Det fik mig til at tænke på mange af mine egne klienter.
Det sker tit, at de problemer, mine klienter kommer med, ikke er af atomfysisk karakter. At det nogle gange ”blot” er så simpelt, at jeg bare er den, der skal sige: ”Så er det måske nu, du skal lave den der forandring i dit liv, som du egentlig godt ved?”
Og så kan jeg komme i tvivl, om jeg overhovedet dur som psykolog.
Og så er det heller ikke fordi, jeg er atomfysiker, at jeg lige så det. Min ergoterapeut er heller ikke atomfysiker. Men hun havde distance til mit problem. Og kunne minde mig om, at det var på tide at gøre noget ved det. Og så var hun rar og ydmyg. Ingen hævede pegefingre. Bare rar og forstående.
Og så kom jeg til at tænke på, hvad det egentlig er, der virker i terapi.
Når jeg spørger mine klienter, om de synes, det har været givende at gå i terapi hos mig, så er der nogle fællestræk ved deres svar, som handler om, at de synes, jeg er nærværende, til stede og oprigtigt interesseret.
Inden jeg får sat mig selv alt for højt op på en piedestal, er det naturligvis langt fra alle mine klienter, der siger sådan.
Og så kom jeg til at tænke på, hvad det egentlig er, der virker i terapi.
Men på den ene side bliver jeg glad, når jeg får det at vide. På den anden side tænker jeg, at det jo absolut ikke er atomfysik at være nærværende og interesseret i andre mennesker. Og så kan jeg komme i tvivl, om jeg overhovedet dur som psykolog.
Det eneste, der er evidens for, er relationen
Men når jeg så lige har været lidt i tvivl i en lille rum tid, så kommer jeg i tanke om, at det eneste, man sådan rigtigt kan blive enige om, når det gælder evidens i psykoterapi er, at det der virker, er relationen 🙂.
Og så er det, at man som psykolog lige kan ånde lettet ud. Puha. Det var godt. Relationen er vigtigere end noget andet.
Jeg troede ligesom, at jeg havde styr på the shit!
Der er naturligvis andre ting, der virker. Men relationen er den vigtigste faktor. Og det var lige præcis dét, der var på spil, da jeg talte med ergoterapeuten. Hun lyttede oprigtigt. Hun løftede ingen pegefingre. Hun bekræftede mig ”bare” i det, jeg allerede godt selv vidste.
Og det gjorde hele forskellen.
Så nu er jeg nødt til at afslutte dette blogindlæg. Jeg skal nemlig bestille mad- og hverdagsvarer på nettet og måske google lidt på ”rengøringshjælp” 🙂.
Hvor svært kan det være? Svært...
Men på falderebet vil jeg spørge dig, om du tror, der måske er en lille bitte ting, eller tre, som du måske kan ændre på, som ville gøre din hverdag lidt lettere? Som slet ikke kræver en atomfysiker? Som måske bare lige handler om, at der skal drejes på en lille bitte hverdagsknap?
Jeg er nysgerrig. Og måske kan jeg få gode råd af dig. Så send mig gerne en mail 🙂