Alfons Åberg har sagt følgende: ”Hvis man altid har det sjovt, så mærker man ikke, at man har det sjovt. Derfor skal man også kede sig en gang imellem”.
Jo mere vi løber og ikke-keder os, jo hurtigere løber angsten efter os.
Jeg er rørende enig. Men der er faktisk flere gode grunde til, at det er godt at kede sig:
Om at sørge for aldrig at have rigtigt travlt
Jeg har haft for travlt de sidste par måneder. Jeg har aldrig rigtigt travlt, fordi travlhed og sclerose, som jeg er ramt af, er en enormt dårlig cocktail. Derfor sørger jeg for aldrig at have sådan rigtigt travlt.
Når vi ikke keder os, bliver vi let navlebeskuende, fordi vi ikke har tid til at kigge ud på vore medmennesker og se verden fra deres perspektiv.
Men lige nu har jeg alligevel lidt for travlt. Der er for meget på arbejdsfronten. Desværre har sclerosen besluttet sig for samtidigt at være ekstra irriterende og hård ved mig. En ultimativt dårlig cocktail.
Om at gå glip af ting, når man har det sjovt
Det er også ensbetydende med, at jeg ikke har tid til at kede mig for tiden. Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, så jeg har det faktisk rigtig sjovt, når jeg arbejder. Lige nu har jeg det lidt for sjovt.
Jeg troede ikke på, at jeg både kunne være syg og have det så sjovt.
Derudover er det gået op for mig, at når jeg ikke har tid til at kede mig, så går jeg glip af en masse. Fx får jeg ikke skrevet blogindlæg, som jeg er vild med og som giver mig en masse energi. Jeg får heller ikke mediteret og lavet yoga så meget, som faktisk er livsvigtigt for mig, fordi jeg har sclerose. Jeg får heller ikke læst og reflekteret over alle de (dyre) bøger, som ligger på mit skrivebord. Jeg får ikke stået og gloet så meget ud over vandet. Jeg får ikke så mange af de der tanker, som bare dukker op, fordi der ikke er ”vigtige” tanker, der skal tænkes.
Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, så jeg har det faktisk rigtig sjovt, når jeg arbejder. Lige nu har jeg det lidt for sjovt.
Når jeg har for meget at lave, bliver det tydeligt, hvor meget jeg savner at kede mig.
Det moderne mennesker keder sig for lidt
Og så er det, jeg kommer til at tænke på, at hvis jeg ikke har tid til at kede mig, så er der dælme ikke mange andre mennesker i det moderne samfund, som har det. Fordi sådan cirka næsten alle andre mennesker formentlig arbejder mindst 50 % mere end mig.
Jeg. Begriber. Det. Simpelthen. Ikke.
Det har jeg også selv gjort, men det er nogle år siden nu, og i dag fatter jeg ikke, hvordan mennesker seriøst kan arbejde fra 8 morgen til 16-17-18 stykker om aftenen.
Jeg. Begriber. Det. Simpelthen. Ikke.
- Hvornår keder alle almindelige mennesker sig?
- Hvornår får alle almindelige mennesker gode ideer?
- Hvornår får alle almindelige mennesker tid til at tænke og reflektere (over andet end deres arbejde)?
- Kan den moderne menneskehed overhovedet huske, hvordan det er at kede sig?
- Hvornår mon ordet ”kedsomhed” ryger ud af den danske ordbog, fordi det simpelthen ikke bliver anvendt længere?
Verden har brug for, at mennesker keder sig mere
Jeg er ikke glad for at have sclerose, men jeg er taknemmelig over, at jeg for det meste har tid tilovers til at kede mig.
Med fare for at lyde selvfed, vil jeg mene, at det burde være en menneskeret at kede sig. Men hvis nutidens menneske keder sig, skynder det sig at finde på noget, fordi det får dårlig samvittighed over at kede sig og ikke bidrage til samfundet.
Hvornår mon ordet ”kedsomhed” ryger ud af den danske ordbog, fordi det simpelthen ikke bliver anvendt længere?
Men verden ville blive et bedre og lykkeligere sted, hvis vi kedede os noget mere. Vi kommer nemlig lettere på afveje, når vi ikke har tid til at kede os. Når vi keder os, holder vi pause fra krav, forventninger, burde, skal og skulle, og så opstår der åndehuller, hvor vi trækker vejret, og tankerne får frit løb, og vi ser verden omkring os.
Når vi ikke keder os, bliver vinter til sommer uden at vi lægger mærke til det – og gudhjælpemig om ikke også sommer lige så stille også bliver til vinter igen, og så er vejret det eneste, vi lige akkurat har tid til at brokke os en lille smule over.
Så hvis vi en skønne dag kun har det sjovt og glemmer hvordan kedsomhed føles, så siver livskraften til sidst ud af sjovheden.
Når vi ikke keder os, bliver vi let navlebeskuende, fordi vi ikke har tid til at kigge ud på vore medmennesker og se verden fra deres perspektiv. Så drager vi forhastede konklusioner og kommer let til at hade andre en lille smule, fordi vi ikke har tid til at forstå dem.
Derfor ville verden blive et fredeligere sted, hvis vi kedede os noget mere.
Kedsomhed skaber angst
Jeg møder en del mennesker med angst. For en del af dem er det angstprovokerende at kede sig. For så får angsten frit spillerum. Derfor er der en del af mine klienter, der for enhver pris undgår at kede sig. Problemet er, at så bliver de stressede, fordi de fylder deres tid med arbejde og en masse andre afledningsmanøvrer, der holder angsten på afstand. Men mekanismerne bag stress er de samme som ved angst. På den måde bliver det en meget negativ spiral.
Med fare for at lyde selvfed, vil jeg mene, at det burde være en menneskeret at kede sig.
Og angst er jo ubehageligt og noget, vi gerne vil undgå. Det kan vi bare ikke. Jo mere vi løber og ikke-keder os, jo hurtigere løber angsten efter os. Måske råber den: ”Så stop dog op og ked dig, så du kan høre efter, hvad jeg har at sige”.
For godt tre år siden havde jeg det rigtig sjovt. Jeg havde et job, der var enormt meningsfuldt, spændende og udviklende. Jeg elskede at komme på arbejde hver eneste morgen. Det var faktisk så sjovt, at jeg slet ikke lagde mærke til, at jeg havde det ad helvedes til. Stressen og sclerosen rasede i min krop, og jeg opdagede det simpelthen ikke. Jeg troede ikke på, at jeg både kunne være syg og have det så sjovt.
Modsætninger er hinandens forudsætninger
Tilbage til Alfons: Ligesom modsætningerne sort og hvid, mørke og lys, sorg og glæde, yin og yang kun eksisterer i kraft af hinanden, således eksisterer sjovhed og kedsomhed også kun i kraft af hinanden. Uden det ene giver det andet ikke mening.
Jeg møder en del mennesker med angst. For en del af dem er det angstprovokerende at kede sig. For så får angsten frit spillerum.
Så hvis vi en skønne dag kun har det sjovt og glemmer hvordan kedsomhed føles, så siver livskraften til sidst ud af sjovheden, og så ender det faktisk med, at vi ikke værdsætter livet og dets modsætninger.
Og med det vil jeg glæde mig til at kede mig igen. For uden perioder med kedsomhed glemmer jeg at mærke efter, hvordan det egentlig står til med mig.