Den tilstrækkeligt gode forælder

Dette indlæg handler om, at det ikke altid er så let at være en god forælder, men at de fleste af os gør det så godt, vi kan. Og at det er godt nok. Især hvis vi formår at sige undskyld og gøre skaden god, hvis vi virkelig tramper i spinaten.

Ideen til dette blogindlæg opstod, da jeg for nogle dage siden faldt over et indlæg på Facebook, hvor en mor efterlyste en dame, der havde svinet hende til i en bus – fordi moderen havde kigget på sin mobiltelefon, mens hendes søn sad i sin klapvogn.

Hun skrev i indlægget, at hun kiggede i sin mobiltelefon, fordi hun ville straffe drengen, som kort forinden havde tabt noget ud af klapvognen, som moderen var irriteret over, at han ikke havde holdt bedre fast i. Og at han havde tabt det flere gange og hver gang ville have sin mor til at gå tilbage og hente det.

Pointen er, at vi nogle gange gør ting over for vores børn, der kan se rigtigt urimelige og uperfekte ud. Men dét, vi gør, var det bedste lige der. 

Til sidst var det blevet for meget for hende. Så nu hvor de var kommet ind i bussen, valgte hun at ignorere ham ved at holde blikket i mobiltelefonen. Desuden var hun i gang med at skrive til sit arbejde, at hun ikke kunne komme, fordi sønnen var syg. 

En god eller dårlig forælder?

Hun skrev indlægget, fordi hun var gal og frustreret over den dame, der tillod sig at dømme hende som en dårlig forælder.

Moderen fik mange forstående kommentarer på Facebook om, at hun selvføgelig var en god mor, og at det var den overfusende dame, der havde et problem. Men der var også en del, der blev provokerede af ordet ”straf”. En håndfuld kvinder – nogle af dem skrev, at de var pædagoger – var kritiske overfor moderens anvendelse af ”straf”: Man måtte hverken straffe eller ignorere et lille barn, var budskabet.

Men det handler også om, at vi er mennesker og helt igennem uperfekte. 

Jeg er helt enig. Straf er skidt. Skammekrog er skidt. Time out er skidt. Det gør det lille barn usikkert og resulterer i værste fald i en grim udvikling af skyld og skam (”når jeg bliver ignoreret eller straffet, når der er noget, jeg ikke kan finde ud af/noget jeg gør forkert, så må der være noget galt med mig, så er jeg ikke værd at være sammen med”).

Man skal passe på, hvordan man udtrykker sig på de sociale medier. Den stakkels mor skulle ikke have anvendt ordet ”straf”. Hun skulle naturligvis heller ikke have straffet sin lille søn ved at ignorere ham, fordi han havde tabt noget. Hun tog voksne briller på og følte måske, at han gjorde det bevidst og var udspekuleret.

Børn i klapvogne er ikke udspekulerede

Men små børn i klapvogn er ikke udspekulerede. Der er altid en grund til dét, de gør. Nogle gange taber de ting – med eller uden vilje, men ihvertfald ikke med udspekulerede og voksne bagtanker. Børn gør ting for at få kontakt og omsorg, og det er en af de smarteste egenskaber, vi pattedyr er udstyret med. Det sikrer nemlig vores overlevelse.

Jeg er helt enig. Straf er skidt. Skammekrog er skidt. Time out er skidt.

Så langt, så godt. Og den stakkels mor, der straffede sin søn, fik både forståelse og kritik som følge af sit indlæg på Facebook.

Jeg har i mit arbejde mødt mange forældre, som er blevet overraskede, men også lettede over, at anbefalingerne i dag ikke går ud på at give sit barn time out eller sætte det i skammekrog. Lettede fordi de egentlig ikke syntes, det føltes rigtigt, men overraskede fordi de troede, at det var det rigtige at gøre, fordi de havde læst eller hørt eksperter udtale sig om det.

Han sagde flere smukke og poetiske ting, som fx noget i retning af at ”det lille barn kigger i sin mors øjne og finder sig selv”.

Derfor synes jeg, det er så fint, at denne mor blev gal på den overfusende dame og ikke ville finde sig i det. Som hun skrev på Facebook, så var det en lettelse bare at få det ud! Den overfusende dame så ikke ud til at give lyd fra sig.

Forældre gør oftest det bedste, de kan i situationen

Moderen gjorde det bedste, hun kunne i den situation. Og så kan vi andre blive forargede over, at hun valgte at straffe sin søn ved at ignorere ham.

Vi kan endda sige, at vi godt ved, at vi var dumme og håber, at vi aldrig nogensinde bliver så dumme igen, men at vi ikke kan love det. 

Og her kommer vi til noget, der kan ligne en pointe: Den situation moderen i bussen var i, har alle os, der er forældre, været i mange gange. Hvis ikke i en bus så i en masse andre kontekster. Og det handler om, at vi elsker vores børn og gerne vil være gode forældre.

Men det handler også om, at vi er mennesker og helt igennem uperfekte. Mennesker og forældre, som er lige ved at miste besindelsen, fordi små børn kan være noget så irriterende og provokerende (selvom det ikke er deres hensigt).

Når mor tager sig en mental time out

Så lige der i bussen var det måske slet ikke drengen i klapvognen, der fik time out. Det var sikkert ”bare” en mor, der var ved at miste besindelsen, og for ikke at gøre det, ignorerede hun sin søn (desuden skulle hun meddele sit arbejde, at hun ikke kunne komme på arbejde). For ellers ville hun måske have råbt og skreget af ham. Hvilket enhver forælder formentlig også gør en gang imellem. Hvilket er helt forkert. Og helt menneskeligt. Men lige der i bussen vil de fleste af os bare gerne undgå det. Og så kan det bedste, vi kan komme i tanke om, være at give os selv time out. Bevidst eller ubevidst.

Børn gør ting for at få kontakt og omsorg, og det er en af de smarteste egenskaber, vi pattedyr er udstyret med. 

Pointen er, at vi nogle gange gør ting over for vores børn, der kan se rigtigt urimelige og uperfekte ud. Men dét, vi gør, var det bedste lige dér.

Om at sige undskyld og gøre skaden god igen

Vi kan være sikre på, at vi ikke ved, hvad moderen gjorde, da hun og sønnen kom hjem. Måske sagde hun undskyld, fordi hun havde ignoreret ham. Måske indrømmede hun over for ham, at hun var træt og stresset og kom til at lade det gå ud over ham.

Det vigtige er, at vi gør skaden god igen. At vi siger undskyld. At vi indrømmer, at vi gik over grænsen. 

Måske sagde hun undskyld, fordi hun overhovedet tænkte tanken, at hun ville straffe ham, men at hun havde læst i en bog om børneopdragelse, at sådan skulle man gøre. Måske lærte hun den dag, at den bog vil hun aldrig mere følge.

Det er nemlig den aller vigtigste pointe: Vi må gerne være møgforældre en gang imellem (eller måske endda tit). Det vigtige er, at vi gør skaden god igen. At vi siger undskyld. At vi indrømmer, at vi gik over grænsen.

Og at vi gør det på en måde, der er tilpasset barnets alder. En 1-årig skal bare krammes og vugges, måske synger forælderen ”undskyld, undskyld, undskyld” i takt med vuggeriet – selvom barnet ikke forstår ordet.

Er barnet lidt eller noget større, kan vi sagtens sige undskyld og vise, at vi er kede af det. Vi kan endda sige, at vi godt ved, at vi var dumme og håber, at vi aldrig nogensinde bliver så dumme igen, men at vi ikke kan love det. For så kan vi afslutte det hele med et grin sammen med barnet, som får sig endnu en god erfaring med, at når ikke en gang ens elskede forælder er perfekt, så behøver barnet måske heller ikke stræbe efter at blive det.

”The good enough mother”

Psykologen Donald Winnicott talte om ”the good enough mother” og henviste til, at forældre ikke skal være perfekte men blot ”tilstrækkelige”. Han sagde flere smukke og poetiske ting, som fx noget i retning af at ”det lille barn kigger i sin mors øjne og finder sig selv”.

Så nu, hvor de var kommet ind i bussen, valgte hun at ignorere ham ved at holde blikket i mobiltelefonen. 

Det betyder, at børn spejler sig i sine forældre og et langt stykke hen ad vejen bliver som sine forældre. Det er der fordele og ulemper ved. Vi vil helst, at vores børn spejler sig i vores positive sider. Men det gør de heldigvis ikke kun. De spejler sig på godt og ondt også i vores dårlige sider. De sider, som viser, at vi ikke er perfekte, men til gengæld er mennesker.

For tænk, hvis vi kun var perfekte! Så ville det lille barn vokse op og stræbe efter at gøre alt perfekt – og blive ramt af præstationsangst, dårligt selvværd, stress og en masse andre andre dårligdomme.

Risikoen for det er mindre, hvis vi som forældre står ved, at vi ikke er perfekte, og at vi viser vores børn det. Og at vi siger undskyld, når vi gør noget uhensigtsmæssigt. For så lærer vi vores børn at turde gøre det samme. Og på den måde bliver de til mennesker, som andre mennesker godt gider at være sammen med. For hvem gider være sammen med mennesker, som ikke kan erkende, at de laver fejl – eller endnu værre; som faktisk aldrig laver fejl?

Jeg kender ikke moderen i Facebook-indlægget. Men jeg er næsten sikker på, at hun gjorde det allerbedste, hun kunne i situationen, og hun sagde garanteret undskyld til sin lille dreng, da de kom hjem. Eller tog ham i favnen og krammede og kyssede ham og sagde, at hun elskede ham højt. Hvilket sagtens kan betyde ”undskyld”.

Interesseret i langsomhed, psykologi, yoga og meditation?

Abonnér på mit nyhedsbrev som udkommer, når jeg har tid og synes, jeg har noget at formidle.

Tilmeld nyhedsbrev